Læsetid: 3 min.

Ny læseundervisning giver markante resultater

Tidlig, individuel og intensiv læseundervisning, skaber gode resultater. Erfaringerne fra Glostrup Kommune bør bruges i den nationale handlingsplan for læsning, mener professor
18. marts 2005

Læsning
Intensiv læseundervisning til de svageste elever i indskolingen giver gode læseresultater. Det dokumenteres nu i Glostrup Kommune, hvor man siden 2000 har gennemført et forsøg med 25 minutters koncentreret læseindsats hver dag til de fagligt svage elever.
»De børn, som har været udsats for den intensive træning, har markant forbedret deres resultater, og den faglige kompetence har også en klar betydning for elevernes selvværd og deres lyst til at lære,« siger formand for Børne- og Skoleudvalget i Glostrup Kommune, Arne Christensen.
Læseløftet, som ordningen kaldes, er inspireret af det newzealandske undervisningsprogram Reading Recovery. Metoden fungerer ved, at læreren på baggrund af egne vurderinger og test udvælger gennemsnitlig tre elever i hver 1. og 2. klasse, som så modtager daglig intensiv læseundervisning, der er tilpasset den enkelte elev. Der opstilles mål for 14 dage ad gangen, og eleven er færdig med læseløftet, når han har nået et tilfredsstillende niveau. Således er de tre fra hver klasse ikke nødvendigvis de samme over hele perioden.
Efter endt ’løft’ evalueres eleverne igen, og her viser det sig, at 60 procent har forvandlet sig til sikre læsere.

Erfaringer til Haarder
Og de gode resultater bliver med stor sandsynlighed en økonomisk gevinst for Glostrup.
»Vi har ikke afsat ekstra ressourcer til forsøget, men taget midlerne fra puljen til specialundervisning, og på sigt ser det ud til, at behovet for specialundervisning bliver mindre,« siger Arne Christensen.
Professor ved DPU, Peter Allerup, mener, at resultaterne fra Glostrup bør være en god indikator for, hvordan regeringens nye nationale handlingsplan for læsning bør udformes. Frem for blot at tildele en ekstra time til de yngste elever, skal indsatsen fokuseres.
»Erfaringen fra Glostrup bekræfter, hvad vi sådan set ved på forhånd, nemlig at en massiv målrettet indsats virker. Undervisningsministeren bør aflægge Glostrup Kommune et besøg, når der nu skal udvikles en strategi for en national indsats på området,« siger Peter Allerup.
I Glostrup har forsøget kørt siden 2000, og nu har man altså besluttet at gøre det til en integreret del af undervisningen. Men også andre stedet i landet har Reading Recovery vist sig som en succes. Blandt andet på Holsbjergskolen i Albertslund, hvor tre af skolens lærere er uddannet i det undervisningsprogrammet.
Samlet set placerede Albertslund Kommune sig pænt over landsgennemsnittet, da man sidste år målte elevernes læseevne i 3. klasse.
Bag en del af succesen gemmer sig et tæt samarbejde med forældrene. Skolerne stiller krav til forældrene om en målrettet daglig indsats i hjemmet, og flere lærere i indskolingen giver udtryk for, at de nye rutiner i hjemme er til stor hjælp i undervisningen.
Arne Sørensen vil gerne udbrede kommunens gode resultater, og han har derfor sendt et brev med en invitation til undervisningsminister Bertel Haarder (V).
»For det her, er der nogle andre, der kan lære af,« siger han.

FAKTA

Reading Recovery
• Programmet er udviklet af Dr. Marie Clay ved Auckland Universitet i New Zealand, hvor det har været tilbudt på samtlige skoler siden 1983.
• Reading Recovery supplerer den almindelige undervisning og er baseret på daglig en-til-en intensiv undervisning. Den fortsætter indtil eleven er på det ønskede niveau, normalt 16-20 uger.
• Der arbejdes med autentiske tekster, både i læsning og skrivning, og lydarbejdet spiller en vigtigt rolle. Observationer af eleverne nedskrives dagligt og bruges til evaluering af undervisningen.
•Australien, USA, Canada, Storbritannien og Irland har også taget metoden til sig, men programmet tilpasses den nationale skolekultur.

*Kilde: ’Reading Recovery’, CVU København & Nordsjælland

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu