Læsetid: 2 min.

Nykonservative holder flyttedag

Nomineringen af viceforsvarsminister Paul Wolfowitz til chef for Verdensbanken er tredje eksempel på Bushs prioritering af diplomati frem for enegang i sin anden embedsperiode
17. marts 2005

Verdensbanken
BOSTON – Den ene nykonservative ideolog efter den anden opgiver for tiden deres magtposition i Bush-regeringen og søger andre græsgange.
I går nominerede præsident George W. Bush den kontroversielle viceforsvarsminister Paul Wolfowitz, nykonservativ arkitekt bag Irak-krigen og kampen mod terrorisme, til næste formand for FN’s internationale udviklingsorganisation Verdensbanken.
I sidste uge udnævnte Bush den nykonservative viceudenrigsminister John Bolton til USA’s næste FN-ambassadør, og ugen før bebudede Pentagon, at viceforsvarsminister Douglas Feith (nummer tre) snart vil forlade sin stilling. De tre anses for regeringens førende nykonservative og er alle vicepræsident Richard Cheneys protegéer.
Det er ikke noget sammentræf, at disse tre høge forlader den indre magtkreds i Bushs anden embedsperiode, skriver Leslie Gelb, tidligere leder af Council of Foreign Relations, i går i en kronik i Wall Street Journal.
Gelb anfører, at der er tre udenrigspolitiske fløje i det republikanske parti – isolationister (Jesse Helms og Pat Buchanan), nykonservative (Wolfowitz, Richard Perle, Bolton, Feith, William Kristol etc.) og klassiske realister (Henry Kissinger, Brent Scowcroft, James Baker). Vicepræsident Cheney tilhører alle og derfor ingen af de tre fløje. Han er ikke nogen ideolog. Men Cheney forstår at forvalte magt.
»I den første embedsperiode mente han, at USA burde føre en hård og kompromisløs linje og fik derfor folk som Wolfowitz placeret i magtfulde stillinger,« forklarer Leslie Gelb.
»Nu forstår Cheney, at tiden er inde til seriøst diplomati og derfor er (den moderate handelsrepræsentant, red.) Robert Zoellick blevet nummer to i Udenrigsministeriet og Bolton flyttet over til FN.«
I Gelbs optik kan nomineringen af Wolfowitz til topposten i Verdensbanken altså ses som endnu et signal om, at Bushs anden embedsperiode vil lægge mere vægt på diplomati end krigsførelse.

Ren politisk udnævnelse
Men en nykonservativ ideolog som Wolfowitz er næppe en selskreven kandidat til formandsposten for Verdensbanken, hvor han vil afløse James Wolfensohn. Da hans navn først blev cirkuleret som en mulig amerikansk kandidat for tre uger siden, protesterede, ifølge Financial Times, flere europæiske lande, der sammen med USA råder over et flertal i bankens bestyrelse.
Traditionelt har det været sådan, at USA og Europa har delt formandsposten i Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken mellem sig. IMF-posten hører til Europa og Verdensbanken til USA. Hver side har vetoret.
En kandidats kvalifikationer er hverken baseret på ekspertise eller fortjeneste; udvælgelsen er alene politisk motiveret. Beslutningsprocessen er mørkelagt og bankens låntagere i Den Tredje Verden har ingen indflydelse på valget – et paradoks, idet udviklingslande bliver belært af banken om god regeringsførelse, herunder behovet for gennemsigtighed og meritokrati.
Paul Wolfowitzs akkreditiver er akademiske og diplomatiske. Han har sammen med forsvarsminister Donald Rumsfeld styret Pentagons 700.000 civile ansatte. Men han har ingen finansbaggrund, ej heller ekspertise i udviklingsøkonomi.
Blandt europæiske bestyrelsesmedlemmer er der frygt for, at Wolfowitz ligesom den tidligere verdensbankformand Robert McNamara (forsvarsminister under præsident John F. Kennedy) vil begunstige amerikanske nationale interesser.
Én af de ting, som Wolfensohn har lagt vægt på i långivningspolitik har været fremme af demokrati, hvilket netop er de nykonservatives kæphest.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her