Læsetid: 4 min.

Den øredøvende stilhed

16. marts 2005

I går måtte 3-400 uskyldige børn, kvinder og mænd endnu engang lade livet i Sudans vestlige ørkenregion Darfur, fordi de vigtigste aktører i det internationale samfund ikke er i besiddelse af den nødvendige politiske vilje til at handle og sætte en stopper for overgrebene på civilbefolkningen. En del af ansvaret ligger helt sikkert i FN’s sikkerhedsråd, hvor man en måned efter USA’s cirkulering af et udkast til den fjerde resolution om Sudan inden for et år stadig ikke har forhandlet detaljerne på plads.
Utvivlsomt vil de 15 medlemmer af rådet i sidste ende erklære samstemmighed og vifte stolt med et 9-10 sider langt papir. Juhu, vi er alle 15 enige! Men denne højt skattede konsensus vil være opnået på bekostning af en handlekraftig resolution, der nøje udspecificerer de omkostninger, den sudanesiske regering og de to oprørsbevægelser i Darfur skal bære, dersom de fortsætter med at overtræde den våbenhvile, de indgik i Abuja sidste efterår.
Intet tyder på, at de nuværende forhandlinger i Sikkerhedsrådets regi vil føre til andet end endnu en papirtiger, som centralregeringen i Khartoum blot ignorerer.

Hvordan kan det lade sig gøre, at Sikkerhedsrådet 11 år efter sit kolossale svigt under folkemordet Rwanda er godt på vej til igen at demonstrere sin irrelevans?
Der er flere svar. Det første er, at vi taler om Afrika. Netop Afrika! Dette her drejer sig ikke om Bosnien og Kosovo. Forskelsbehandlingen er åbenlys og den har rod i racismen. Det andet svar følger af det første. Trods vestlige politikere blaserte udtalelser om læren fra Rwanda findes den politiske vilje til at hindre og stoppe etniske udrensninger i Afrika stadig ikke. Derfor anmodede Sikkerhedsrådet (læs USA og Europa) for et år siden den Afrikanske Union om at stable en styrke på 3.000 fredsbevarende soldater på benene, som skulle overvåge en våbenhvile i Darfur-regionen (der er på størrelse med Frankrig). Nu et år senere er to tredjedele af styrken blevet opstillet. ’Afrikanske løsninger på afrikanske problemer’, lød mottoet fra de stolte regeringschefer i den Afrikanske Union.
Men sikke et resultat! 10.000 darfurianere fortsætter med at dø hver måned, og AU har kun 2.000 soldater på plads i en region, der mindst kræver 10.000 – hvis ikke flere – dersom overgrebene på civile skal ophøre, og den generelle sikkerhed genoprettes for at give 10.000 nødhjælpsarbejdere mulighed for at bistå de syge og sultne.
Hvem har skylden for denne misère? Det nytter ikke længere at gøre sig illusioner. Sikkerhedsrådet skubbede sit ansvar for at opretholde fred og sikkerhed i Sudan over på en ganske velvillig Afrikansk Union, der fik chancen for at bevise sit værd. I flere måneder har det stået lysende klart, at AU ikke magter opgaven alene. Organisationen har ikke engang kunnet rekruttere de planlagte 3.000 soldater. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre at finde 10.000 soldater fra AU’s medlemslande?
Det er på tide, at USA og Europa fortæller lederskabet i den Afrikanske Union sandheden: I kan ikke selv! Vi bliver nødt til at overtage opgaven. Så kan I deltage i en fælles styrke under en vestlig kommando. Det budskab vil sikkert blive taget ilde op af det nigerianske formandsskab, men hvordan tage præsident Olusegun Obasanjos mening alvorligt – ham, der 28. februar til Agence France Presse udtalte, at »situationen bliver bedre og bedre i Darfur« under AU’s lederskab.
De etniske udrensninger og den enorme humanitære krise i Darfur er ikke et afrikansk problem, som der findes en specifik afrikansk løsning på. Det er en universel udfordring, som kalder på alle lande og alle mennesker uanset hudfarve og tro at handle. Ligesom holocaust og folkemord gjorde i det 20. århundrede.

For præcis 11 år siden forholdt Kofi Annan som leder af FN’s afdeling for fredsbevarende styrker sammen med flere faste medlemmer af Sikkerhedsrådet kritiske efterretninger om forestående udrensninger af tutsierne i Rwanda fra de andre sikkerhedsrådsmedlemmer.
I januar 1994 var Vaclav Havels Tjekkiet formand for rådet. Hans ambassadør Karel Kovanda fortalte senere i et interview med Information, at hvis han havde kendt til efterretningerne – sendt af general Romeo Dallaire fra den lille FN-styrke i Rwanda – ville han have rejst et ramaskrig i rådet. Kovanda er andengenerations holocaust-overlever.
For to måneder siden blev Danmark medlem af Sikkerhedsrådet. I dag er vores diplomater involveret i det diplomatiske spil i New York, men vi hører ikke udenrigsministeren og FN-ambassadøren løfte deres stemme og kræve resolut handling, f.eks. en koalition af villige lande til at sætte styrker ind i Darfur udenom de to benspændere i Sikkerhedsrådet, Kina og Rusland. Det er sket i Liberia, i Elfenbenskysten, i Sierra Leone, i Somalia og i Irak. Hvorfor ikke i Darfur?

burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her