Læsetid: 4 min.

Det var olie, der drev krigen

Hemmelige dokumenter afslører, hvordan de nykonservative i Washington lagde planer for amerikansk kontrol over Iraks olie allerede to år før krigens start
19. marts 2005

Oliekrig
To år efter Irak-krigens start kommer det frem: Det var olien, det handlede om. Og de amerikanske planer for at opnå kontrol med Iraks olie var i støbeskeen længe før terrorangrebene den 11. september 2001. Faktisk var planlægningen et af de allerførste initiativer, der blev taget af det amerikanske udenrigsministerium efter George W. Bushs tiltræden som præsident i begyndelsen af 2001.
Hvad mere er: De nykonservative i Washington – der har viceforsvarsminister og måske kommende Verdensbankchef Paul Wolfowitz som central skikkelse – stod bag én af planerne, der gik ud på at sælge alle Iraks oliefelter til private selskaber.
Det er den prisbelønnede amerikanske journalist, forfatter og dokumentarfilmmager Greg Palast, der for den britiske tv-station BBC har kulegravet sagen om USA’s interesser i den irakiske olie. Palast har fået adgang til interne amerikanske regeringsdokumenter og talt med nøglepersoner, der deltog i planlægningen af, hvordan der kunne vindes kontrol med de irakiske oliereserver, de næststørste i verden.
En af Palasts kilder er den irakiskfødte konsulent for olieindustrien Falah Aljibury, som tilbage i Ronald Reagans præsidentperiode fungerede som hemmelig forbindelsesled for den amerikanske regering til Saddam Hussein. Aljibury siger i BBC-udsendelsen, sendt i Storbritannien torsdag, at det amerikanske udenrigsministerium efter Bushs tiltræden udarbejdede planer for et statskup i Irak. Falah Aljibury deltog i hemmelige møder om planen i Californien, Washington og Mellemøsten. Han foretog også interviewsamtaler med potentielle efterfølgere for Saddam Hussein på vegne af Bush-regeringen.

Udsalg
Denne første plan for at opnå kontrol med Iraks olie blev udformet af det amerikanske udenrigsministerium i samarbejde med folk fra de store amerikanske olieselskaber. Planen blev imidlertid fortrængt af en anden hemmelig plan, udarbejdet kort før USA’s invasion af Irak i marts 2003 af de nykonservative kredse i Pentagon, hvor Paul Wolfowitz var og endnu er Donald Rumsfelds viceforsvarsminister.
Ifølge Palast sigtede denne privatiserings-plan mod at knuse OPEC-kartellet ved at udnytte de irakiske oliefelter til en stærk forøgelse af olieproduktionen, som kunne underminere OPEC-staternes kontrolposition på det globale oliemarked. Planen, som fremgår af fortrolige regeringsdokumenter gravet frem af Greg Palast, omfattede et udsalg af samtlige irakiske oliefelter til private selskaber efter en fjernelse af Saddam Hussein.
Som udsending for det amerikanske udenrigsministrium deltog den tidligere olieanalytiker for CIA Robert Ebel kort efter angrebet på Irak i et hemmeligt møde i London med bl.a.den centrale eksiliraker og Pentagon-allierede Ahmed Chalabi. Her blev der givet grønt lys for planen, som blev søgt fremmet af det første amerikansk-installerede regeringsråd i Bagdad.
»Oprørerne brugte dette, idet de sagde ’Se, I er ved at miste jeres land, I mister jeres ressourcer til en bande rige milliardærer, som vil tage magten over jer og ødelægge jeres tilværelse’,« siger Falah Aljibury i BBC-udsendelsen.

Medlem af OPEC
Den nykonservative privatiseringsplan blev imidlertid bremset af Philip Carrol, tidligere shef for Shell Oil USA, der en måned efter invasionen blev udpeget af den amerikanske regering til at overvåge den irakiske olieproduktion. Carrol mente, at ordnede forhold med et statsligt irakisk olieselskab, der kunne indgå aftaler med private olieselskaber, i sidste ende ville være til industriens fordel. Carrols og den amerikanske olieindustris rædselsscenario var det kaos, der har præget privatiseringen af oliesektoren i det tidligere Sovjetunionen.
Derfor meddelte Carrol i foråret 2003 den amerikanske statholder i Irak Paul Bremer, at den nykonservative skulle droppes og privatiseringsforberedelserne indstilles.
I BBC-udsendelsen siger en talsmand for den nykonservative Heritage Foundation, Ari Cohen, at den amerikanske regering ved at give afkald på privatiserinsplanen misbrugte en chance for at smadre OPEC-kartellet.
Den amerikanske olieindustri er imidlertid ikke så kede af at have et OPEC, der ved at kontrollere olieproduktionens størrelse kan opretholde en passende høj oliepris.
»Mange nykonservative er personer, der har bestemte ideologiske opfattelser om markedet, om demokrati, om det ene og det andet. Internationale olieselskaber er uden undtagelse meget pragmatiske, kommercielle organisationer. De har ikke nogen teologi,« siger Philip Carrol, den tidligere Shell-chef, til Greg Palast.
Journalisten mener selv, at den amerikanske regering har scoret en vigtig gevinst med Irak-krigen.
»To år og 154 milliarder dollar inde i Irak-krigen har USA i det mindste opnået et vigtigt nyt aktiv: Et effektivt medlemsskab af OPEC, det arabisk-dominerede oliekartel, via vor kontrol med Iraks energipolitik,« siger Palast.
Til gengæld kniber det fortsat med den effektive kontrol over selve oliekilderne. Over 200 attentater er blevet anrettet mod de irakiske olieanlæg siden juni 2003, og alene i tiden efter det irakiske valg den 30. januar i år er olieinstallationer eller personale knyttet dertil blevet udsat for attentater og angreb 21 gange, oplyser det amerikanske Institute for the Analysis of Global Security.

jsn@information

*Det ansete Harper’s Magazine offentliggør på tirsdag en grundig gennemgang af den amerikanske regerings og olieindustriens planer, udarbejdet af Greg Palast

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her