Danmark har haft oprør mange steder fra. I middelalderen oprør fra Nordjyllands bønder, i 1970 oprør fra midten og nu altså oprør fra DAngleterre. Det var fra det københavnske luksushotels palmehave, der i torsdags blev kaldt til revolte mod velfærdsstaten.
Oprørerne var en overraskende skare. Nemlig de borgerlige magthavere, der har regeret landet siden 1982 og kun med en enkelt afbrydelse: Nyrups regeringer fra 1993-2001, der ikke rykkede noget i socialistisk retning.
Anledningen til sammenstimlingen på DAngleterre var, hvad der blev kaldt »åbningsfestlighederne« for den borgerlige tænketank CEPOS. At borgerlige kræfter gerne vil tænke og tænke nyt, fortjener ingen onde ord med på vejen. Tværtom.
Men det påfaldende ved begivenheden var, at de tanker, der blev luftet, ikke er nye. De er det åndelige arvegods fra 1980ernes Thatcher-Storbritannien.
Denne forankring i 80er-neoliberalismen blev understreget af tænketankens direktør, Martin Ågerup, da han i sin tale slog et gevaldigt ideologisk slag for profit. Ågerup skældte ud på dem, der kalder profit for udbytning, og fortsatte:
»I virkeligheden er der jo tale om en flok driftige mennesker, der er villig til at løbe en risiko for at levere en vare, som andre gerne vil have. Altså er profit det modsatte af udbytning: Nemlig en velfortjent belønning for at have gjort andre mennesker glade.«
Ågerup fulgte op med:
»Vi skal have udvidet det fri marked til også at omfatte ydelser fra velfærdsstaten. Jeg spår, at politikere socialdemokrater såvel som borgerlige bid for bid vil privatisere velfærdsstaten.«
Forbilledet i Thatcher-80erne fremhævede arrangørerne ved som taler at have indbudt direktør John Blundell fra Londons Institute of Economic Affairs, der fra talerstolen pralede med at have leveret de æg, som Thatcher rugede ud. Han fremhævede blandt bedrifterne:
»Førhen var der i Storbritannien 52 procent organiserede i fagforeninger, nu er der 18 procent. Lejere, der har boet mere end tre år i deres lejlighed, kan nu købe den til en tredjedel under markedsprisen. To millioner lejligheder er solgt på denne måde.«
Blundell nævnte ikke noget om de stærkt stigende forskelle mellem rig og fattig i sit land, heller ikke noget om konsekvenserne for dem, der ikke kommer i ejerbolig.
Blandt den borgerlige elite, der på DAngleterre applauderede Thatcher-programmets genlyde, var førende Venstre-folk: Claus Hjort Frederiksen, Rikke Hvilshøj, Ulla Tørnæs, Eyvind Vesselbo, Søren Pind. De klappede også ad indledningsfanfaren fra tænketankens formand, godsejer og kammerherre, tidligere konservative forsvarsminister Bernt Johan Collet. Han angreb den nuværende regerings politikere for at være »smittet af konsensussyge«. Regeringens svigt af idealer udpegede Collet som forklaringen på CEPOSs medvind:
»Vi har næsten haft en storm i ryggen. Desillusionerede borgerlige liberale har fattet nyt håb.«
Hvor selvmodsigende kan det blive? VK-ministre og folketingsmedlemmer sidder og klapper, når de bliver angrebet for at være »smittet af konsensus-
syge«.
Der er den mulighed, at de klapper, fordi de er enige. Jamen, så gør de jo mytteri mod Anders Fogh Rasmussen og den kurs, han har erklæret som regeringens: At værne velfærdsstaten mindst lige så trofast som Socialdemokraterne.
Dermed har Fogh ikke alene mistet kontrollen over, hvad hans ministre gør sådan som de seneste ugers begivenheder vidner om. Så har han også mi-stet kontrollen med, hvilken politik de ønsker at føre. De springer ud af skabet som 80er-nyliberalister. De afslører, at de i deres inderste er ganske enig i den nedrakning af velfærdsstaten, som Fogh selv leverede så sent som i 1993, hvor han i sin minimalstatsbog affyrede disse linjer:
»Men folkesjælen, danskerens natur, den er domineret af slavesindet. Herren og fogeden er statsapparatet, som har bemægtiget sig herredømmet over stort set alle områder af menneskelivet.«
Fogh har sidenhen gjort vold på sig selv for at lade bogen fremstå som udslag af ungdommelig vildfarelse selv om han var 40, da han skrev den.
Måske er det ikke ægte mytteri. Måske er forholdet det, at når Foghs fæller sidder og klapper ad tilsvarende ned-med-staten-retorik så gør de det i forvisning om, at Foghs ombesindelse kun er midlertidig og taktisk betinget: De er loyale, men bare på forkant med chefen?
En anden mulighed er selvfølgelig den, at de borgerlige politikere støtter DAngleterre-oprøret uden at være enige. De ønsker blot at gå i oprørets første række for at styre vreden hen, hvor den ikke fører til et nyt parti.
Berlingske Tidende citerer en optændt nyliberal for DAngleterre-observationen: »Har du set alle de medløbere, som er her i dag?«
Under alle omstændigheder er de borgerlige udfald mod den borgerlige kurs med til at bekræfte indtrykket af, at skuden Anders den Anden svajer mellem mytteri og retning sat af fremherskende vinde.
