Læsetid: 4 min.

Orlans lysende hud

Den franske kunstner Orlan blev kendt på at få indopereret horn i panden. Mediterer man lidt over Orlans overraskende skulptur på Palais de Tokyo i Paris, folder den sig ud som et portræt af hele hendes kunstneriske virke
17. marts 2005

Ny kunst
PARIS – Måske vil hvilken som helst skulptur af den franske multimediekunstner Orlan ved første øjekast virke skuffende. I al fald for alle de, der jævnligt støder ind i hendes fascinerende fremtoning live rundt om i kunstverdenen: Håret er blåt, brillerne for tiden karikerende gule, de svulmende silikonefyldte læber sorte.
Men først og fremmest lokkes blikket af de to mærkværdige buler ud mod tindingerne, som den nu 58-årige kunstner fik opereret ind under en af de plastikkirurgiske performancer i starten af 1990’erne, der gjorde hende verdenskendt. Orlan har siden 1960’erne brugt sin egen krop som del af sit værk, hendes undersøgelse og udfordring af de gængse skønhedskriterier er på godt og ondt blevet et varemærke, og værket smeltet sammen med hendes fremtoning. Det er svært at leve op til... sig selv.

’Huden er skuffende’
Nu står der så en mystisk lysende og lettere bulet hvid kube på Palais de Tokyo i Paris, der ikke umiddelbart tager sig ud som et værk af Orlan. Hun er da heller ikke ene ophavswoman, værket Pièce lumineuse er fremstillet i samarbejde med arkitekten Philippe Chiamberetta og blev allerede under en lidt anderledes form vist på den store Orlanudstilling i Tours i 2004. Chiamberetta arbejder på at sprænge de materielle rammer for arkitektur, ikke mindst ved at klæde bygninger ind i en slags ’hud’. Det er her, interessefeltet krydser Orlans.
»Huden er skuffende, her i livet har man kun én hud og der er på forhånd noget galt i de menneskelige relationer, fordi man aldrig er det, man har«, messede Orlan som optakt til hver af sine ni plastikoperationer, der samlet havde titlen Kødelig kunst.
Teksten er af den lacanianske psykoanalytiker Eugenie Lemoine-Luccioni. For Orlan var operationerne udførelsen af et klassisk selvportræt, med den lette forskydning, at det her omsider gik ud på at få det ydre til at stemme overens med det indre.
»Jeg har englehud, men jeg er en sjakal, krokodillehud, men jeg er en skildpadde... kvindehud, men jeg er en mand...,«citerede hun videre, mens kirurgerne transformerede fragmenter af hende til Leonardo da Vincis Mona Lisa, Gerards Psyke, Botecellis Venus eller Gustave Moreaus Europa. Og hældte hendes fedt og blod på små relikvieflasker, så det kvalmede.
»Jeg vil ikke ligne dem på grund af den skønhed, de repræsenterer, men på grund af deres historier, og deres plads i kunsthistorien,« slog kunstneren gang på gang fast over for den presse, der ifølge hende misforstod værket.
Hun var ikke i færd med at skabe endnu et skønhedsideal: »Jeg er ikke imod plastikkirurgi, men mod skønhedsidealer og den dominerede ideologis diktatur, der i stadig højere grad præger kvinders kød... og mænds«.

Sprænger rammerne
Man skal måske kende til Orlans brede spekter af performances, hybride selvportrætter, hvor hun morfer sig selv sammen med afrikanske eller indiske skulpturer, de offentlige og til tider tv-transmitterede operationer, arbejdet med barokken, luderen og madonnaen i den jødisk kristne tradition for fuldt ud at nyde det »Lysende rum« eller »Lysende (kunst)stykke« på Palais de Tokyo. Men har man det in mente, folder skulpturen sig ud, måske ikke som et selvportræt, men snarere som et subtilt portræt af den kunst og de temaer, hun har arbejdet med gennem 40 år.
Der er stadig tale om forholdet mellem indre og ydre, om hvad man er under huden og uden på huden. Om hvad man kan se og hvad man må-ske ikke kan holde ud at se – Orlan har tænkt sig at arbejde videre med sine operationer, nu blot for at forlige sig med sine organer, elske og beundre sin lever, sine nyrer eller tarme. Åbne kroppen op og lukke den, blot for at se det kød, det ikke er til at holde ud at se.
Og der er også stadig tale om at forholde sig til kunsten og kunstverdenen, sprænge rammerne, som den kun 17-årige Orlan gjorde det i bogstaveligste forstand ved nøgen at kravle ud af en barok guldramme.

Smuk er hun
For med det ’Lysende rum’ har Orlan og Chiamberetta vendt vrangen ud på museets ’hvide kube’. Rummet lyser udad og spejler sig som, i en pupil, i de enorme sorte flader, der omgiver det. Hvem ser alle steder fra? Under rummets hud trænger store buler sig på, som knogler eller proteserne på Orlans pande.
Den lysende, hvide ’hud’ spændt uden på rummet fører tankerne hen på det lagenstof, Orlan brugte i mange af sine første værker. Det lagenstof, hun skulle have broderet sit brudeudstyr af, og som i stedet blev brugt til at opmåle gaderne i St. Etienne med, blev foldet rundt om den barokkopierende Orlanhelgen-stripteaser, eller som Orlan samlede sæd ind på, så broderiet tog form af postcoitale triumfer. Og inde i rummet – inde i Orlan? – er der store æstetiske billeder af operationerne.
Det er inde i det rum, der lyser uden på, vi finder billedet af en tankefuld Orlan. Smuk er hun, hun ligner til forveksling Catherine Deneuve, der vist også her på det sidste har silikoneret sine læber i kampen for at forblive sig selv. Man genkender de gule Issey Miake gevandter specielt designet til en af operationerne. En lavmælt stemme fortæller om operationerne. Hvad, vi finder i det indre, er altså det ydre, helt ud til det kød, man er gjort af, og som kirurgen lægger blot.
Så var det alligevel Orlan igen. Ved nærmere eftertanke. Denne gang mere skulpturelt og abstrakt som en spejling af en kompleksitet, der altid har været der. Hvis hun altså er den, hun er. Portræt af kunstneren som kvinde.

*Orlan, Palais de Tokyo, Paris, udstillingen varer frem til den 20. marts

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu