Læsetid: 2 min.

OVERBLIK - KULTUR

9. marts 2005


P2-romanprisen til Jungersen
Det hører efterhånden ikke til undtagelsen, at det er Undtagelsen af Christian Jungersen, der stjæler rampelyset. Senest fik forfatteren boghandlernes Gyldne Laurbær for værket, og i går kunne han skrive P2-romanprisen på 25.000 kroner med på listen. Bag bedømmelsen står en alsidig læserjury bestående af en journalist og lokalredaktør fra Give, en lærer og bibliotekar fra Viborg, en specialarbejder fra Fensmark, en jurist fra København S, en læge fra Svendborg, en underviser fra Aalborg, en bachelor i psykologi fra Århus og en folkeskolelærer fra København S.
I begrundelsen sammenligner de otte lyttere læseoplevelsen af Undtagelsen med at »føre hånden hen over et stykke nyhøvlet stykke træ«. Derudover sætter de pris på forfatterens evne til »indlevelse i det kvindelige univers« samt fremhæver, at bogen er »spændende, meget velovervejet og hele tiden overrasker,« skriver DR i en pressemeddelelse. Ifølge Gyldendal er Undtagelsen indtil nu udkommet i et oplag på 24.000 eksemplarer, den er solgt til udgivelse i 11 lande, mens såvel danske som amerikanske filmselskaber er interesserede i filmrettighederne. mla

Kærlighed og junk på Ejersbo’sk
Jakob Ejerbos succesromanen Nordkraft om det barske junkieliv er blevet genudgivet på Gyldendal i anledning af premieren på Ole Christian Madsens film af samme navn.
Har man endnu ikke truffet Steso, Maria og romanens andre eksistenser, kan man erhverve sig den 423 sider lange paperback udgave for små 119 kroner og således stadig nå at læse bogen, før man ser filmen. Og kan man ikke vente, kan man før bogen og filmen se filmen om filmen, når DR2-programmet Nordkraft – fra bog til billeder genudsendes i dag.
Her fortælles om instruktør Ole Christian Madsens store arbejde med at visualisere den litterære fortælling, om den nænsomhed og berøringsangst, den filmiske genfortælling skaber, og om Jakob Ejersbo, der »ikke ville være med til at skrive manuskriptet, men bare tog pengene og løb – for så at vende tilbage og smugkigge under filmholdets optagelser,« skriver DR. mla

Usynlig holdbarhed
»Det er chokerende, at den seneste statistik viser, at kun 6,5 procent af museernes indkøb af malerier i perioden 1989-1999 er lavet af kvindelige malere«. Citatet er de indledende ord i bogen Før usynligheden – Om ligestilling i kunstverdenen, som udkom i går på Gyldendal. Her gengives de strategier, som oplægsholdere fremlagde ved en konference af samme navn i 2003 for hvordan den lave repræsentation af ’kvindelig kunst’ i museerne kunne komme til at være en saga blot. Med debatbogen følger en cd med DR2’s debatprogram Kan kvinder lave kunst?, som blevet lavet på baggrund af samme statistiske materiale, der afslørede, at alene Statens Museum for Kunst i perioden 1989-1998 købte i alt 448 værker – hvoraf de 436 var lavet af mandlige kunstnere og blot de 12 af kvindelige. I radioprogrammet har Kunstmagasinets vært Michael Thouber blandt andre direktør for Statens Museum for Kunst, Allis Helleland, på besøg til en debat om indførelse af kønskvoter på kunst.
mla

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her