Læsetid: 5 min.

Pro-syrisk glædesfest i Libanon

At Hizbollah-bevægelsen og flertallet af libanesiske shiamuslimer siger nej til, hvad de ser som USA’s og Israels planer for deres land, var budskabet fra 500.000 demonstranter i Beirut. De var samtidig en advarsel om, at libaneserne stadig er præget af sekterisk splittelse
10. marts 2005

Libanon Ifølge Fisk
BEIRUT – At det var ment som en advarsel, kunne ingen tage fejl af. De kom i titusindvis, de libanesiske shiamuslimske familier. Med spædbørn i armene og flokke af børn helt forrest i demonstrationsoptoget, drog de forbi mit hjem i Beirut. De lignede slående de titusinder af irakiske shiamuslimer, som med deres familier begav sig til stemmeurnerne ved Iraks valg i januar og dermed trodsede skudild og selvmordsbombere. Nu kom de fra Sydlibanon og Bekaa-dalen for at manifestere, at de siger nej til USA’s planer for Libanon, at også de kræver mordet på eks-ministerpræsident Rafiq Hariri opklaret, og at de afviser FN’s Sikkerhedsråds resolution 1559, som pålægger Syrien at trække sig ud af Libanon og den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse at lade sig afvæbne. Med deres massefremmøde ønskede de at udtrykke deres »taknemmelighed, loyalitet og påskønnelse af Syriens ledelse«.
Den shiamuslimske massemobilisering er et ilde varsel for Libanon. Kun 100 meter fra den plads, hvor den syriskfjendtlige opposition demonstrerede for nylig, havde Hizbollah med sin ekstraordinære sans for organisation formået at samle en halv million mennesker, som i en time stod og vajede med Libanons flag, imens de udstrålede trods over for præsident Bushs ’demokratiserings’-projekt i Mellemøsten.
»Amerika er terrorismens kilde« proklamerede et banner. »Alle vore katastrofer stammer fra Amerika,« hed det på et andet.

At være en magtfaktor
Mange af de titusindvis af demonstranter var Hizbollah-familier, som havde kæmpet imod israelerne under disses besættelse af Sydlibanon, var blevet arresteret af israelerne, fænglset af israelerne, og som nu frygter for, at den amerikanske støtte til Libanon ikke betyder ‘demokrati’, men en påtvunget israelsk-libanesisk fredsaftale.
Der var også en del syrere til stede i menneskemængden – jeg bemærkede flere busser med syriske nummerplader, der havde kørt demonstranter hertil fra Damaskus, men langt hovedparten af den halve million var libanesiske shiiter, som ville markere deres modstand mod resolution 1559, herunder frem for alt kravet om afvæbning af Hizbollah.
Ganske vist vil mange af Libanons shiamuslimer kun være glade for at se syrerne tage af sted – Syriens massakre på Hizbollah-medlemmer i Beirut i 1987 huskes stadig – men i dag er Syrien værdsat som viderebefordrer af våben fra Iran til Libanon til et Hizbollah, der ser sig selv som en ’modstandsbevægelse’ – ikke en ’milits’, der skal afvæbnes.
Budskabet fra Libanons shia-muslimer var frem for alt, at de udgør en magtfaktor.
I Libanon er shiamuslimerne den største religiøse folkegruppe. Syrien styres af en klike af alawier (der også er shiamuslimer), Irak domineres i dag af shiamuslimer, der stemte sig selv til magten, og Iran er en shiamuslimsk nation. Så da præsident Bush godt en time efter udtalte, at »det libanesiske folk har taget frihedens styreform til sig«, og »det libanesiske folk har ret til selv at bestemme deres fremtid uden udenlandske magters indblanding«, var de »magter«, som shiamuslimerne tænkte på ikke Syrien, men USA og Israel.

En splittet befolkning
De oppositionelle aktivister, som modigt protesterede mod mordet på Rafiq Hariri ved ’Cedertræs-revolutionens’ tidligere demonstrationer, holdt sig fornuftigt nok i deres telte blot hundrede meter fra det shiamuslimske masseopbud.
Den libanesiske befolknings sekteriske splittelse sætter nu igen sit præg på demonstrationer og moddemonstrationer. Den antisyriske opposition aktionerer helst om aftenen og natten og er overvejende kristen – et antal maronitiske ekstremister, der slår tonen an. Skønt de sædvanlige prosyriske kristne elementer også deltog ved tirsdagens massive Hizbollah-demonstration, var den i alt overvejende grad shiamuslimsk domineret.
»De kom her med deres flåde for år tilbage og blev besejret – og de vil atter blive besejret,« sagde Hizbollah-leder Hassan Nasrallah med henvisning til bombeattentatet, der dræbte 241 amerikanske marinesoldater i 1982. Henvendt til israelerne sagde han: »Til den fjende, der har forskanset sig ved vores grænse, besætter vores land og fængsler vores folk, vil jeg sige dette: Der er ingen plads for jer og der er intet liv for jer blandt os: Død over Israel!«

Streng sikkerhedskontrol
At Nasrallah kom ind på Libanons borgerkrig fra 1975-90 var forudsigeligt. Demonstranterne havde forsamlet sig ved selvsamme frontlinje, som skilte libaneserne under borgerkrigen – ja, på selve stedet, hvor konfliktens skillelinje gik mellem de kristne og muslimske lejre.
»Vi mødes i dag for at påminde verden og vores støtter i dette land,« sagde Nasrallah, »om, at denne arena, som samler os og den anden arena på Martyrpladsen begge blev ødelagt af Israel og borgerkrigen, og at vi først blev forenet igen takket være Syrien og det blod, som dets soldater og officerer udgød.«
Dette var mildt sagt en opfindsom udlægning af historien, for skønt Israel dræbte i tusindvis af libanesere og flere end syrerne, så dræbte Syrien mange hundreder – men den halve million udtrykte med begejstringsbrøl deres opbakning.
Hvad kan man udlede af alt dette? At der også findes en anden stemme i Libanon. At hvis den libanesiske ’opposition’ – Hariris tilhængere og hovedparten af de kristne – hævder at tale med Libanons stemme og nyder godt af præsident Bushs støtte, så findes der også en pro-syrisk, nationalistisk stemme, som nægter at synge med på den antisyriske melodi, fordi den aner andre motiver bag Washingtons støtte til det, som Bush tirsdag kaldte »den stolte libanesiske nation, nemlig Washingtons støtte til Israels planer for Mellemøsten.
Tirsdagens demonstration i Beirut blev håndteret på vanlig Hizbollah-manér: Med maksimalt sikkerhedsberedskab og snesevis af sortklædte mænd med walkie-talkier og en skræmmende disciplin.
Ingen fik lov at bære våben eller bare Hizbollah-flag. Der forekom ingen vold. Da en mand forsøgte at svinge det syriske flag, blev det straks taget fra ham. ’Lov og orden’ – ikke ’terrorisme’ – var, hvad Hizbollah ønskede at signalere. Syrien havde talt. Syriens tilhængere i Libanon havde talt.
Libanons cedertræs-revolution har nu fået en ekstra dimension, som ikke harmonerer med USA’s planer. Og hvis Iraks shiamuslimer kan fremstilles som demokratiets forsvarere, kan Libanons shiamuslimer ikke hænges ud som forsvarere af ‘terrorisme’. Tirsdagens ekstraordinære magtdemonstration må have givet anledning til panderynkning i Washington.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her