Læsetid: 9 min.

’Jeg har prøvet ikke at bruge fantasi’

Der sker sære ting i Pia Juuls nye novellesamling, men selv har hun forsøgt at skrive ’en skidekedelig bog’. Her fortæller hun hvorfor
19. marts 2005

Interview
Det er dagen før dagen, da jeg besøger Pia Juul. Hendes novellesamling Dengang med hunden udkommer dagen efter, og som alle forfattere har hun kriller i maven.
»Det er bare ikke alle, der er så dumme at sige det til en journalist!«
Men jeg lægger ud med at spørge, hvordan hun genremæssigt opfatter sine ultrakorte prosastykker, og samtalen begynder med tanker om tvivl og begrænsninger.
»Jeg har altid fået at vide, at mine digte er fortællende, at jeg skulle skrive prosa eller en roman. Til sidst gad jeg ikke spekulere over det, jeg besluttede, at det var digte.«
»Men når jeg skal skrive noveller, kan jeg godt blive i tvivl: Kan jeg gøre det, de andre gør?«
»Og omvendt synes jeg nu bagefter, det er dybt traditionelt, hvad jeg har lavet. Man støder på sine begrænsninger, når man skriver, og jeg har en overvældende følelse af, at det er mærkeligt, at jeg ikke kan skrive det, jeg troede, jeg skulle skrive.«
»Men så må man få noget ud af det, man kan. Jeg ville dog ønske, det ikke var nødvendigt at kalde det noget.«
– Dine noveller er dog fulde af indfald. Man tænker: Hvordan finder hun dog på det?
»Min begrænsning ligger ikke så meget i det, der sker, jeg kan finde på tusind sære ting. Faktisk har jeg forsøgt at bruge så lidt fantasi som muligt.«
»Sådan set er der ingen argumenter for at skrive en skidekedelig bog, men jeg ville gerne. Jeg kom til at skrive til en veninde, at der ikke var nogen slutning på novellerne, men så svarede hun: Hvor fedt! Ingen slutning. Og bagefter kom jeg til at tænke på, at det slet ikke passer, der er en helt traditionel, pointeret slutning på dem. Men jeg har prøvet bare at slippe dem, jeg har haft et ønske om, at de skulle flade ud.«
– At man ikke skulle vide, hvad der sker bagefter?
»Om ikke at afrunde for godt. Nogle af dem har været længere, men jeg har fjernet de steder, hvor det måske blev for psykologisk. Jeg sørger for at fjerne det forklarende. Men mens man skriver, ved man ikke, hvornår man skal slippe.«

De usynlige ting
– Det er rigtigt, at novellerne ikke er forklarende i den forstand, at det er bittesmå, usynlige ting i personerne, der får dem til at handle, som de gør. Titlen, Dengang med hunden, der hentyder til en historie, hvor en kvinde umotiveret sparker til en hund og siden med ubehag kommer i tanke om det – anslår en grundstemning i hele bogen – af halvt fortrængte småting, som udløser skyld og skam, noget man gerne vil slippe for, men som alligevel dukker op?
»Det, du siger, minder mig om, at jeg i min forrige bog havde besluttet, at novellerne skulle være så forskellige som muligt. Men så lagde andre mærke til et fællestræk, som at de alle sammen foregik i provinsen.«
»Selv ved jeg det imidlertid ikke. Hver gang jeg skal sige noget generelt om dem, kan jeg ikke. Det er rigtigt, at en novelle som »De gales hjem« skildrer en situation, en stemning. Men er det ikke bare på grund af fortælleren?«
– Det er også på grund af forfatterens greb, der lader tiden klappe sammen, så mandens forudanelse om konens død straks er gået i opfyldelse få linjer længere fremme.
»Tit tænker man ikke over det med at vælge et greb. Der kan opstå en sætning eller et glimt, hvor man ser, at det her kunne der blive en god novelle ud af, men ofte bliver den måske ikke skrevet. For der skal også være en stemme, der fortæller mig, om den eksempelvis skal skrives i datid.«
»For nogen tid siden talte både Bent Vinn Nielsen og Per Olov Enquist uafhængigt af hinanden i interviews imod brug af præsens. Det var noget, kvinder gjorde, fordi de ikke turde stille sig på afstand og få overblik. Jeg følte mig ramt, det var lige før, jeg ikke turde bruge præsens igen. Men så læste jeg J.M. Coetzees erindringsbøger. Han, der rager himmelhøjt op over alle os andre, skriver i præsens. Så tør jeg også godt.«
»Hvad man vælger, er imidlertid ikke engang en viljesakt, der er ikke så meget at rafle om, det ender med, at det er noget andet, der bestemmer. Noget man støder på – om det så er ens begrænsning eller intuition.«
»Senere kan jeg godt tænke det igennem, men ikke mens jeg skriver.«
»Man begår fejl, når man arbejder på den måde, der er en del af ens hjerne, som ikke fungerer. Eksempelvis opdagede jeg ikke før bagefter, at jeg i den novelle, der er skrevet over »Hvad fatter gør…« – en bestillingsopgave – havde kaldt manden Hans Christian!«
»Normalt er jeg ret ukoncentreret, det er en særlig form for koncentration, der opstår, når jeg skriver. Man må kunne give slip. Nogle mennesker kan end ikke skrive et brev, fordi de ikke kan give slip, men tænker på, om deres skrift nu er pæn osv. Det kan bare ikke nytte noget at tænke på det hele, man må skrive løs og så se på det bagefter.«

Ikke spilde tiden
– Hvornår skriver du?
»Jeg skriver altid, men jeg oversætter også altid, det er det, jeg lever af. Jeg har stjålet mig til at skrive mine egne ting.«
»Tidligere arbejdede jeg om natten, men nu har jeg en datter på to foruden en på 18. Da jeg fik hende på 18, tænkte jeg næsten kun på, hvornår jeg kunne komme til at sove igen. Nu vågner jeg tidligt. Det gør man, når man bliver ældre, jeg tror, man vågner tidligt, fordi man ikke vil spilde tiden. Når man er ung, er man udødelig, og så kan man jo godt sove tiden væk, men siden opdager man, at man skal dø.«
»Siden jeg udgav en roman i 1990 har jeg tænkt, at den næste kan jeg altid skrive. Men nu skal jeg se at få den skrevet. Der er ting, man må se at få gjort.«
At man ikke er udødelig, har Pia Juul fået ind på livet det seneste år med digterkollegaen Klaus Bondebjergs død og især vennen Morti Vizkis pludselig død af et hjerteslag.
»Ud over at man mister folk, man holder af, så græder man også over, at man selv skal dø. Ikke at jeg jamrer, det er der nok, der gør, ikke mindst digtere. – Så er der dårligt lys – og hvem har sat den mikrofon op? – det er en livsstil at klage. Men man kunne også vælge at sige fedt, at nogen vil betale én et honorar for at læse op i 10 minutter, og der er gratis øl resten af aftenen, og hvor er det længe siden, vi har set hinanden!«

Historierne indeni
– Du sagde, du forsøgte at undgå slutninger, men det er netop nogle af dine slutninger, der pludselig åbner et andet blik på verden. Eksempelvis kvinden, der ligger lammet i åen og konstaterer, at hun er lykkelig?
»Lykke er mærkelig, hvornår er man lykkelig? Som teenager kan man blive ramt af en pludselig lykkefølelse, der imidlertid ligger så tæt på melankolien, at man det ene øjeblik har en intens lykkefølelse over at se en syren på en jernbanestation, det næste øjeblik er dybt ulykkelig over, at man var lykkelig.«
– Det tager dog af med årene, i stedet bliver man mere tilfreds.
»Tilfreds er et af mine yndlingsord, men et ord, man næsten ikke tør sige. At være glad er en generel følelse, og det er fantastisk at være det, men det er svært at skrive om. Måske fordi man bare er i følelsen. Man siger kun: Hvorfor er jeg ikke lykkelig mere?«
– Har du tænkt på at skrive om lykke?
»Nej, man skal ikke grunde så meget over den, så kunne den jo gå væk.«
»Hvad angår kvinden i åen, så er det netop det, jeg mener med ikke at bruge fantasi. At hun ligger dér og er lammet kunne for eksempel slå om i en kriminalhistorie, men historien er ikke et forsøg på at gøre scenen realistisk eller sandsynlig. Det er nok, at hun ligger dér.«
»Det er svært at styre digressioner, og jeg vil godt holde historien på sporet. Blot et enkelt menneske er anledning til mange historier, og når det så støder på de andre, så bliver der mange flere.«
»Der er nogle historier, som jeg har undladt at fortælle, men som er indeni novellerne, og som jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med, for nu er løbet jo kørt. Eksempelvis i den novelle, der hedder »Tidsmaskine«, hvor jeg bruger det greb at lade en kvinde vende tilbage til et sted, hvor hun har boet. Det kunne sagtens fylde en hel roman. Men novellen handler ikke om det sted, eller de mennesker, hun møder igen, for så bliver det historien om det sted. Hvorimod det, som den er nu, er det helt ligegyldigt, hvilke minder hun har, det kunne være 10 andre. For det, den handler om, er at fastholde, at genkende og ikke genkende.«
»Men jeg vil gerne skrive en roman, hvor jeg lader hende gøre alt det, hun ikke kan i novellen.«
– Hvorfor har du ikke skrevet den roman?
»Sidste år skrev jeg en ungdomsroman, som jeg er rigtig glad for, at jeg fik skrevet. Jeg skrev hver dag, og det er det, jeg skal gøre. Så nu går jeg blot og venter på, at jeg har rent bord, så går jeg i gang.«
»Jeg synes, det er sjovt at skrive, jeg lider ikke – jo, når det, jeg har skrevet skal udkomme! Men så må jeg holde fast på, at jeg har været tilfreds, imens jeg skrev. Man håber jo, man kan huske, hvorfor man var tilfreds med bogen, hvis andre ikke kan lide den.«
»Jeg kan more mig over, at forfattere går ind på at tale om deres personer, at tale om deres fiktion, som om det var virkelighed. Det forstår jeg ikke! Bagefter må det være mest interessant at tale om fiktionen. Jeg vil ikke være med til, at det er virkelighed, men måske lever jeg mig ikke nok ind. De, disse forfattere gør, er jo at digte videre.«
– Du hører ikke til de forfattere, der hævder, at deres personer tager magten fra dem?
»Jo, jo, men i meget små doser. Jeg ved godt, hvad der tales om, dette at have en ide, og så sker der noget andet.«
»Men det er jo ikke værre, end at man kan stryge det.«
»Det er imidlertid rigtigt, at der er noget, man sætter ud af funktion, når man skriver. Der sker alle mulige ting, man ikke har regnet med, det ved de folk, der kan skrive breve også. For det er jo den måde, man tænker på i det hele taget.«

Man beslutter ikke
– At stoffet folder sig ud efterhånden?
»Ja, i det øjeblik, man ser scenen for sig, vil der vise sig noget, man ikke har set på forhånd. Når man begynder at tænke med den person, man har opfundet, finder man ud af, at her vil det være naturligt for ham at gøre sådan.«
– Men det, dine personer gør, er netop tit overraskende. Også for dig?
»At de gør noget uventet, er noget jeg kender fra mig selv. Men også fra andre. Indimellem hænger det bare ikke sammen, det er de færreste, der hænger godt sammen, og hvis man tror det, er det tit, fordi man ikke kender dem godt.«
»Jeg kender i høj grad fra mig selv, at jeg har en plan om for eksempel at være venlig, og så hører jeg mig pludselig sige noget uvenligt og sårende. Man er ikke altid ond, fordi man har besluttet sig for at være ond.«
–Det synes jeg meget, din bog handler om. At man kommer til at sparke til en lille hund. Titlen er uhyre dækkende!
»Bedst som man synes, man kan se, hvad man laver, mister man det igen. Man må have friske øjne, og når man ikke har det, er det slut.«
»Men noget af det mærkeligste ved at skrive er, at de friske øjne kommer tilbage, når andre begynder at reagere, sådan som du gør nu. Andres reaktioner får bogen til at leve igen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu