Læsetid: 3 min.

Retten på vrangen

Uropførelsen på Operaen af ’Proces Kafka’ kalder absolut på en gentagelse
15. marts 2005

Ny opera
Poul Ruders nye opera begynder med en brevscene: ’K’ – eller Kafka – skriver fra 1912 og frem kærlighedsbreve i dynger til fjernveninden Felice Bauer og fantaserer over hendes reaktioner, forlover sig omsider med hende, men giver sig i kast med endnu et korrespondancefjernforhold til en anden kvinde, Greta Bloch. »Jeg er, hvad jeg skriver,« siger Kafka, der samtidig med disse brevvekslinger, forestillingens egentlige dramatiske svaghed, forbereder hovedværket Processen, hvor K jo anklages uden anklage og uden påvist skyld. Som en bister foregribelse af de tota-litære systemer i det martrede 20. århundrede udlæses den pointe, at alle uden undtagelse er skyldige, de arresterede dømt, og de dømte fortabt. En anklage kan frafaldes, en dommer sætte den anklagede fri, men sagen kan altid rejses igen og igen og igen.
Under disse vilkår er forsvar en umulighed, retten en absurditet, så meget desto mere som samvittigheden, følelsen af at være bedrager, konkret over for disse kvinder i brevforførelserne, måske er en hård kerne i forfølgelsestraumet, en inspiration til den mareridtslignende proces.
Dette er i korthed, hvad Ruders Proces Kafka med libretto af Poul Bentley, der også leverede tekst til komponistens forrige opera, Tjenerindens fortælling, drejer sig om. Historien er iscenesat af den stilsikre og for alvor nyskabende operainstruktør Francisco Negrin. Det er ham med Händels Julius Cæsar, som jo er et rent mesterstykke.

Tenoral kraftpræstation
I et dynamisk scenebillede ved Paul Steinberg og kostumer af Carol Bailey, stærkt inspireret af Michael Kvium skulle man tro, udspilles dette indre og ydre drama over to timers uafbrudt sang og musiceren. Det sidste på grundlag af et meget Rudersk partitur, der dog i intensitet og inderlighed ikke overgår Tjenerinden. Nu og da, når handlingsgangen stilner, synes det, som om effekterne tager rigeligt fat, men den samlede oplevelse kalder så absolut på en gentagelse. Fint ville det være, om også denne forestilling, som med Tjenerinden, snarest foreviges på cd, og i en sådan giver sangerne større ro over feltet og fortrolighed med de næsten umenneskelige stemmer. Skal moderne opera virkelig være så svær for de arme solister?
Den operadirigentdebuterende Thomas Søndergaard, solopaukist i Kapellet, hvem musikchef Schønwandt med generøs sans for musikalsk talent overlod opgaven, forløser, hvad der er at forløse, og serverer musikken med puls og nerve. Søndergaard var navnet.
Som Kafka og K står Johnny van Hal for en tenoral krafpræstation, idet han ikke i de to timer er af scenegulvet og synger næsten uafbrudt. Gisella Stille og Marianne Rørholm står for hhv. hovedpartierne Felice Bauer og Greta Bloch, men varetager også mindre roller i handlingens kalejdoskop, således Rørholm som forførerisk Leni i frækt negligé og strømpebånd. Stærk mosæk. Gert Henning-Jensen er en sikkert og fyldigt syngende Titorelli, inspektør og byretsdommer – betagende på stylter som endnu en grotesk i flimmeret. Bo Anker Hansen giver blandt andre glimrende, men noget anstrengte kolleger en ubetalelig bankdirektør og advokat Huld.

Nervekløe
Proces Kafka, der er en sprælsk fortælling om skyldfølelse, magtesløshed og mere skyldfølelse kommer næppe til at stå allerøverst på fremtidens operarepertoirer, men denne anmelder vil ikke forbløffes, hvis værket alligevel får en pæn placering på prioriteringen. Smerten ved urettens obskønitet klinger med kunstnerisk autoritet i disse noder, forløsningen af stoffet findes i denne musik og sikkert også i de ekvilibristiske stemmer, om end ikke forløsning af uretten, skyldfølelsen og livets indbyggede tragik.
Bygningen på Dokøen er jo stadig så ny, at den nødvendigvis indgår i anmelderiet. Igen imponeres man som repræsentant for den gemene hob over sceneskifterne, som i denne forestilling er ren elektronisk virtuositet. De voksne sætstykker fiser rundt på kommando, uden at en menneskelig hånd har en finger på spil. Det klunker noget i det nu og da, og en sart sjæl kan såmænd sidde hen i nervekløe, når sætstykker så store som et mindre parcelhus tager retning mod grav og publikum. Men det meste går som i smeltet smør, skønt et af de mange ure, der vistnok skulle vise skiftende tid synkroniseret, fik sit eget liv. Hvad meningen var med disse ure egentlig, er så en anden sag. At tiden går, og livet opfattes fragmentarisk og i spring? Nå jo.
Operaens ledelse og teaterchefen er nødt til at tage publikumsgarderobeforholdene op til selvkritisk revision. Det tager simpelthen en helvedes tid at få sin gamle overfrakke. Det problem har man løst andre steder i verden, hvorfor ikke her?

*Operaen: Proces Kafka. Musik: Poul Ruders. Libretto: Poul Bentley. Medv: Johnny van Hal, Gisela Stille, Marianne Rørholm, Gert Henning-Jensen, Michael Kristensen, Johan Reuter, m.fl. iscensættelse: Francisco Negrin. dir. Thomas Søndergaard. Det Kgl. Kapel og Operakoret

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu