Læsetid: 4 min.

Samvittighedsfuld socialdemokrat

Det har mere end svært at bestemme sig for hvilken formandskandidat, der skal have stemmen, siger Edda, en 63-årig efterlønner fra Rødekro
5. marts 2005

S Hva’ så?
»Jeg har været lige ved at aflyse det her,« indleder Edda alvorligt, men slår så over i et stort smil.
Da vi talte sammen forleden, var hun i tvivl om, hvor krydset skulle sættes ved formandsvalget i hendes parti.
Helle eller Frank.
Frank eller Helle.
Mødet med kandidaterne forleden i Netto-butikken her i Rødekro fik dog tingene sat på plads.
Troede Edda!
»Da jeg gik derfra, var jeg afklaret. Franks politik passede mig. Han står for en linje, som jeg mener et moderne socialdemokrati bør stå for. Han ønsker at holde fast i historien og har visioner for fremtiden,« opsummerer Edda, der måtte revidere alt, da nordjyden pludselig lod meddele, at han trak sig fra det politiske parnas, hvis han ikke fik formandsbæltet.
»Det havde været flot og værdigt, hvis det var sket efter et demokratisk nederlag. Det var torskedumt at gøre det inden, for man skal ikke true en socialdemokrat. Og nu kan jeg jo ikke rigtigt stemme på ham med god samvittighed,« konkluderer Edda og slår opgivende ud med armene i den sorte lædersofa.
Den 63-årige efterlønner har siddet på kontor, kørt truck, stået på papirfabrik og været rengøringskone. Hun levede ti år i Sverige med mand og børn. I Småland oplevede hun at føle sig som indvandrer, da forskellen mellem en dansker og en svensker er tankevækkende større end den geografiske afstand.
Hun var da også for længst flyttet hjem til Sønderjylland, da nogen skød Olof Palme oppe i Stockholm.
»Vi sørgede, for jeg var Palme-fan,« husker kvinden, der kort efter hjemkomsten
havde set ægteskabet gå i opløsning.

Jeg blev chokeret
Det skete på nogenlunde det tidspunkt, Anker Jørgensen kastede regeringsmagten i armene på Poul og Uffe.
»Anker er et godt menneske,«siger Edda med varme i stemmen og henter en af den gamle arbejderleders signerede erindringsbøger.
»Jeg blev chokeret, da han trådte tilbage. Jeg forstår ikke, at folk glemmer, alt det vore forfædre kæmpede for. De goder, mange har knoklet for, opfatter de fleste danskere i dag som en selvfølge.«
Edda husker selv historien som for eksempel luftalarmerne under besættelsen. Oplevelserne er med til at forme forståelsen for de mennesker, der er kommet til Danmark med andre kulturer, krig og anden dårligdom i bagagen.
»Vi burde skamme os. Os, der behandler andre mennesker uværdigt, mens vi selv forlanger at blive respekteret, når vi kommer rundt i verden.«
Edda vil ikke være med til at kritisere partibosserne i partiet for håndteringen af flygtninge og indvandrer-sagaen.
»Sådan en proces tager lang tid,« fastholder Edda, som har set alt for megen had til de fremmede fra tidligere partikammerater, der i dag sætter kryds hos Pia Kjærsgaard.
»Det er for nemt bare at gå. Selv føler jeg, at jeg hører til i partiet. Jeg er fra en tid, hvor medierne ikke fyldte noget i hverdagen. Vi talte med hinanden. Min far fortalte om arbejdere og rettigheder. Strejkede man, var der ingen penge. Vi boede i Tønder. Min far var arbejdsmand hos en bager, indtil han fik så store problemer med luftvejene, at han skiftede til en cementfabrik. Det gjorde ikke helbredet bedre, men klogere var man ikke dengang,« bemærker Edda og hiver en arbejderrelateret smøg ud af læderetuiet, mens hun noterer, at S »altid skal værne om de svageste i samfundet«.
»Socialdemokratiet er ikke det samme parti efter formandsopgøret i Vejle i 1992. Siden da er partiet rykket længere og længere mod midten, og der hører vi ikke hjemme, selv om jeg heller ikke gider høre al det fis med fløjkrige. Men vi skal ikke ind og behage folk. Vi skal ligge meget til venstre for midten. Basta! Vapper vi rundt midt i manegen, kunne vi jo ligeså godt alliere os med Mimi og Jelved. Så behøver vi slet ikke noget Socialdemokrati,« klukker Edda, der har talt sig varm og lige får sparket ind, at spindoktorerne er med til at ødelægge det hele.
»De klæder politikerne på. Pludselig er du ikke den, jeg kendte og stemte på engang. Med ét er du en eller anden åndssvag upersonlighed. Jeg så Ulla Tørnæs gentage sig selv fem-seks gange i et kort indslag i nyhederne i går. Pigebarnet var pakket ind af meningsmagere og kunne ikke tænke selv.«
Amerikanisering kalder Edda det, og mener at Venstre startede det cirkus, som afgående formand Lykketoft ikke mestrede.

Aldrig andet end S
Sønderjyden har nu alligevel stor respekt for den politiske tænker og strateg, »men han kunne ikke meddele sig, så folk kunne forstå det«.
Også Edda frygter nu dødt løb i formandsopgøret. Og sker det, vil fløj-krigene vedblive at rase, forudser hun.
»Alligevel kunne jeg aldrig melde mig ind i et andet parti. Jeg er socialdemokrat i hjertet. Men jeg har et problem, for hvem skal jeg nu stemme på. Frank har blottet sig. Helle er sådan lidt kold-skid-agtig og historieløs. Nu kunne postbudet fra Vorbasse (Henrik Dam Kristensen red.) eller unge Mette Frederiksen godt stille sig til rådighed. Partiet behøver dem mere end nogensinde. Vi trænger til ærlige politikere, der holder sig i kontakt med befolkningen – også i de perioder, hvor der ikke føres valgkampe,« fastslår Edda og vinker pænt farvel foran rækkehuset på Savværksvej.

FAKTA
S hva’ nu ?
Efter Socialdemokraternes valgnederlag skal partiet ikke alene have ny formand. Partiets politik og værdigrundlag er også til diskussion. I serien ’S hva’ nu?’ afsøger Information Socialdemokraternes politiske muligheder, uanset om formanden bliver ung eller ældre, mand eller kvinde

Tidligere artikler i serien kan læses på www.information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her