Læsetid: 4 min.

En skidt valgkamp

Valgkampen var forfærdelig og ekstremt amerikaniseret – det var politikere og eksperter enige om ved et stort debatmøde i København. Det var meget synd for alle – og selvfølgelig var det mediernes skyld
5. marts 2005

Valgdækning
Det radikale segment. Sådan kan man samlet beskrive de fremmødte i Bethesdas festsal i København torsdag aften. Det var unge intellektuelle og politisk engagerede mennesker i smart tøj. Og der var mange af dem. De var kommet for at høre om valgkampen – inviteret af DJØF og Dansk Journalistforbund. Til den slags arrangementer er der altid et panel – det var der også torsdag aften i festsalen.
Da aftenens værter – Martin Krasnik fra DR2’s Deadline og Niels Kruse-Kjær fra SDU – indledningsvist gav alle i panelet et minut til at beskrive valgkampen, blev der ikke sagt mange positive ord. Pia Kjærsgaard(DF) brokkede sig over amerikaniseringen, Mogens Lykketoft(S) over at journalisterne fremstillede Venstre og Socialdemokraterne ens – og at han ikke havde fået lov til at forklare forskellen på de to partier. Frank Korsholm – pressechef for de konservative – over at der ikke blev diskuteret ideologi og Marianne Jelved (R) over den overfladiske mediedækning – som ikke fik afsløret hulheden i regeringens løfter.
Kaare R. Skou fra TV 2 brokkede sig over de mange forvirrende valgløfter, Søren Schultz Jørgensen fra Ugebrevet Mandag Morgen over, at der ikke var flere eksperter, der turde træde frem i medierne, Lotte Hansen – tidligere pressechef for flere ministre – over fokuseringen på enkeltsager, og Lars Bille – lektor i statskundskab på Københavns Universitet – over det kommercialiserede mediemarked, der fokuserer på form frem for indhold.
Så var tonen lagt – og folk i salen var enige. Valgkampen var skidt.

Amerikanisering
Aftenens mest markante debatemne blev den evigt øgede amerikanisering af valgkampen. Her var skurken – som så ofte – medierne. Valgkampen var en præsidentvalgkamp, og de små partier var druknet. Det var Pia Kjærsgaard, Frank Korsholm og Marianne Jelved rørende enige om.
En undersøgelse af valgkampens mediedækning foretaget af Modinet, der blev præsenteret ved mødets start, viste, at der nok var noget om snakken. Anders Fogh(V) var blevet omtalt 1.294 gange i de store medier under valgkampen – Mogens Lykketoft 953 gange – og så var der et ordentligt hop ned til tredjepladsen, hvor Marianne Jelved lå med bare 332 omtaler.
Der var altså to personer og partier, der var markant mere synlige end de øvrige – hvilket også afspejlede sig i de mange tvekampe og dueller, som tv-stationerne sendte. Amerikaniseringen går dårligt i spænd med den danske valgtradition, sagde Lars Bille:
»Man har importeret præsidentvalgkampen fra USA og England – men der er forskel på det danske og det engelsk-amerikanske valgsystem. I England og USA er det vinderen, der tager det hele. Sådan er det ikke i Danmark. Her har vi proportionalvalg. Men alligevel overføres de mekanismer, der arbejder i et topartisystem eller et præsidentvalg til vores system.«
Jelved klappede – og salen fulgte med. Martin Krasnik ønskede et svar fra Kaare R. Skou på, hvorfor TV 2 havde insisteret på at lave en præsidentvalgkamp med tv-dueller – og det kom der et overraskende ærligt svar ud af:
»Hvis jeg skal være helt ærlig – så er det fordi det giver seere og reklamer.«
Mogens Lykketoft var også imod præsidentvalgkampen, men stillede alligevel op til duellerne:
»Jeg så ikke nogen fordel i duellerne. Men hvis jeg var blevet væk, var jeg blevet udstillet som en kujon. Så jeg havde ikke noget frit valg.«
Lykketoft mente desuden, at debatterne havde drejet sig om de helt forkerte ting – og ikke de politiske forskelle partierne imellem – og at det hele var foregået på statsministeren præmisser. Det fik Pia Kjærsgaard ind i debatten.
»Vi var otte partier – og så kan medierne ikke tillade sig kun at fokusere på de to. Nu kan jeg forstå, at Mogens Lykketoft også synes, det var forfærdeligt – men jeg er da ikke i tvivl om, at I sagde fedt – vi styrer mediedækningen. At det så ikke gik så godt er en anden sag. Men så synes jeg, det er elendigt, at man nu sidder og er sur bagefter. Du har haft så meget medietid, Mogens Lykketoft – og nu er der pludselig beregninger, du ikke kunne fortælle om – der er tal, du ikke kunne få præsenteret fordi, du ikke havde muligheden. Jeg forstår ingenting.«

Dogmer
Debattens afslutning bestod af bud på, hvad man kan gøre bedre i fremtiden. Her begyndte alle at snakke om dogmer. Politikerne skulle lave nogle dogmeregler til medierne og journalisterne lave nogle til politikerne. Økonomer på redaktionerne var en mulighed – det ville gør tal mere gennemskuelige. Flere eksperter til at vurdere tingene, kom også op. Jelved ville gerne lægge for med at lave nogle dogmeregler – og i salen var der ved at opstå en positiv stemning med udsigt til en fælles konstruktiv fremtid med øget debat, flere nuancer og en sober mediedækning. Så tog Pia Kjærsgaard igen ordet:
»Jeg vil advare imod, at vi ikke lægger os ind på en bane, hvor det hele nu skal være så tørt og gennemdiskuteret og så rent ud sagt røvhamrende kedeligt. En valgkamp skal også være sjov – man skal kunne jorde hinanden, for sådan er politik også. Vi skal ikke blive for højstemte. Hvis det hele bliver så ædelt og retfærdigt, så er der i hvert fald ikke en eneste ekstra solgt annonce på TV 2.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu