Læsetid: 6 min.

Skjul dagsorden i EU

Bag den store Europa-ide optræder EU-Kommissionen som relæ for finans- og industrilobbyerne og som redskab for en stadig mere aggressiv liberalisme, hvis mål er total frihed for virksomhederne, streng regulering af staterne, lyder kritikken i række franske bøger om EU
18. marts 2005

EU-debat
Vi kender allesammen Europa-debattens robotter. Dem, der siger, når noget går godt: Det er takket være Europa – og når noget går skidt: Det er fordi vi ikke har nok Europa... Vi kender de mange skrifter, fra tynde pjecer til tykke bøger, som forklarer EU ’objektivt og pædagogisk’, som tager alle ophøjede hensigtserklæringer for pålydende, og som ikke levner den mindste tvivl om, at projektet er på rette vej. Vi kender de mere eller mindre autoriserede Europa-eksperter og -aktivister, hvis vurderinger har topprioritet i de dominerende og ’meningsdannende’ medier.
Oppositionen frakendes legitimitet i denne debat, for så vidt som den regnes for anti-europæisk. Som om et demokrati, være sig europæisk, kan eksistere uden opposition.
Men der er røster, navnlig i Frankrig, der tilslutter sig ideen om et fredeligt, samarbejdende og frem for alt demokratisk Europa – det var den helt nødvendige ide efter de to verdenskrige, og det var ’Europa-fædrenes’ udgangspunkt – men som samtidig mener, at denne ide ikke bør udmøntes i et ideologisk projekt for markedsøkonomiens uindskrænkede herredømme, ikke bør gøres til en trojansk hest for en aggressiv, triumferende verdensliberalisme. Sådan som det synes i færd med at ske nu.
Politologen Yves Salesse – hvis analyser var blandt de første, der påviste EU-forfatningstraktatens ideologiske slagside – tegner sig for den iagttagelse, at Europa-fædrene valgte Markedet (Fællesmarkedet) som redskab for opbygningen af et forenet Europa – men at Europa-projektet i dag gøres til redskab for Markedet...

Med den kendsgerning for øje, at Kommissionen er den udfarende kraft – med monopol på intiativet i EUs lovgivningsarbejde – er det ofte lærerigt at følge EU-direktivernes tilblivelseshistorie. Det er bl. a. det, Raoul Marc Jennar gør i bogen Europe, la trahison des élites, hvor Kommissionens rolle som relæ for de store og rige industri- og banklobbyer træder tydeligt frem. Bogen, der er gennemdokumenteret, afslører, at selve ordlyden af Kommissionens direktivudkast og forhandlingsoplæg ofte er identisk med lobbyisternes formuleringer.
Herudover er denne bog et godt eksempel på en virkelig fundamental kritik af den retning, det europæiske projekt har taget i løbet af de sidste 20 år og navnlig siden begyndelsen af 1990’erne med den fremadskridende neoliberale globalisering.
Jennar, der har en doktorgrad i statsvidenskab og mange års erfaring fra internationale organisationer, påviser, at EU i de globale frihandelsforhandlinger i WTO (Verdenshandelsorganisationen) – hvor EU-landene taler med én røst, nemlig EU-kommissæren for dette sagområde – endog er mere vidtgående i sine krav end USA, når det f. eks. gælder liberalisering af tjenestesektoren.
Målet for forhandlingsrunderne i WTO er total frihed for virksomhederne og kapitalen på bekostning af staternes ret til at regulere til fordel for sociale, miljømæssige, sundhedsmæssige, kulturelle, etiske, menneskelige, lokale eller nationale hensyn. Blandt ofrene for dette felttog er begrebet public service, med hvad det indebærer af lige adgang for alle og beskyttelse af de svageste. I den sidste ende er også undervisning og sundhedsvæsen logiske objekter for privatisering og markedsgørelse.
Idealet om den ’frie konkurrence’ lyder smukt, men det drejer sig altid mere om at reducere staten end om at bekæmpe monopolerne. »Privatisering fører i reglen til, at man får et privat monopol i stedet for et offentligt – uden den mindste fordel for forbrugeren, sådan som det eksempelvis kan konstateres inden for elektricitetssektoren«, påpeger Jennar.

Den betingelsesløse liberalisme kræver stadig mere gennemgribende frihandel og uhindret adgang for varer, tjenester, investeringer og kapital overalt på de samme betingelser – man går ganske vist frem i etaper, og man møder også modstand, men man fastholder endemålet. Enhver form for regulering, støtte eller beskyttelse foretaget af en stat fordømmes principielt som ’handelshindringer’ og ’konkurrenceforvridning’ – en dogmatisk og insisterende sprogbrug, der lader ane, at sådanne udskejelser er værre end døden...
Ligesom i WTO-forhandlingerene slår denne tendens igennem indadtil i EU. Den nærmer sig karikaturen i det omstridte Bolkestein-tjenesteydelsesdirektiv, der – resumeret i et praktisk eksempel – indebærer, at polske firmaer og personer, der arbejder i servicesektoren i Danmark, ikke er underlagt dansk social- og skattelovgivning, men polsk. Social dumping i renkultur!
Den galoperende liberalisme slår også igennem i selve EU-forfatningstraktaten, hvis mest omfangsrige del er helliget markedsprincippet og den frie konkurrence i al sin ukrænkelighed, med opregning af snesevis af »forbud« – de fleste rettet mod medlemsstaternes myndigheder og lovgivningsmagt.
Der er også sociale principper i traktaten, men på det område er teksten påfaldende beskeden – langt mindre vidtgående end eksisterende internationale konventioner, for ikke at tale om lovgivningen i medlemslandene, konstaterer Jennar.
EU-Kommissionen har som bekendt ikke det afgørende ord, i hvert fald ikke formelt, men i den komplicerede lovgivningsproces er Ministerrådet og Parlamentet ofte handicappet, relativt underforsynet med oplysninger, og selv om parlamentets beføjelser er blevet udvidet, er dets magt i forhold til Kommissionen begrænset på afgørende punkter.
Med et budget, der er mikroskopisk i forhold til det samlede bruttonationalprodukt i EU, og uden beføjelser på en række afgørende områder som beskatning og sociallovgivning, er det stadig en tilsnigelse at betegne forsamlingen i Strasbourg som »parlament«.
Forfatningstraktaten udvider Parlamentets rettigheder på visse punkter, hvilket er et fremskridt. Men hvis man synes, at dette kunne være en god grund til at stemme ja til traktaten, må man gøre sig klart, at man i så fald samtidig siger ja til dens ultraliberalistiske manifest (der – paradoksalt – er forbundet med et detaljeret og pedantisk reglement)
Det ’demokratiske underskud’ i EU er ofte blevet påpeget, endog erkendt i en højtidelig topmødeerklæring (bemærk, skriver Jennar, at mangelen på demokrati omskrives til »underskud«, et udtryk fra den bogholderi- og bankverden, hvor eurokraterne henter deres inspiration).

Til gengæld er der en konsensus-tradition, der træder stærkere og stærkere frem i form af en alliance mellem regeringer og politiske partier af konservativ, liberal, kristelig-demokratisk og socialdemokratisk observans – »liberalister til højre og venstre«, som Jennar udtrykker det. Han konstaterer, at socialdemokraterne har omvendt sig til liberalismen, og fremhæver ofte den franske socialdemokrat Pascal Lamy som en fanatisk, næsten hensynsløs liberalist. Lamy spillede en hovedrolle som EU’s forhandler i WTO, mens han var handelskommissær.
Dette system med tendens til ensretning afspejles i – og støttes massivt af – medierne. De store og toneangivende medier, der i vidt omfang ejes af store industrikoncerner, virker i samklang med lobbyerne og EU-Komissionen og arbejder uafladeligt for at styrke den ukritiske, ’pro-europæiske’ opinion. Det er også lykkedes at udbrede den opfattelse, at liberalisering – med alt hvad det indebærer af privatiseringer og –reformer’ i form af nedskæring af velfærdsstaten og af public service – ikke er et politisk eller ideologisk valg, men en uomgængelig nødvendighed, en fatalitet. Denne opfattelse er blevet næsten indiskutabel, hvilket i en vis forstand sætter demokratiet ud af spillet.

EU’s forhold til landene i Syd er et kapitel for sig, og Jennar påviser med sit detaljerede kendskab til WTO-forhandlingerne, hvordan de rige lande med USA og EU i spidsen udøver pres mod de fattige. Betingelsen for de udenlandske investeringer, som de fattige lande har hårdt brug for, er overholdelse af de liberalistiske spilleregler, ofte med ubarmhjertige følger for disse lande. Der fremsættes lejlighedsvis imødekommende erklæringer, men den udslagsgivende faktor er styrkeforholdet, konstaterer Jennar. Og EU-landene fører i dag en hårdere kurs over for de forhenværende kolonier end for årtier tilbage, da man begunstigede dem med f.eks. garanterede råvarepriser.

Det, vi oplever i disse år, og som sociologen Pierre Bourdieu kaldte en »konservativ genopbygning«, er på vej til at tilintetgøre de sidste hundrede års hårdt tilkæmpede politiske og sociale landvindinger, solidariteten, essensen af den ’europæiske model’, lyder Jennars vurdering.
Hvordan har en sådan restauration kunnet iværksættes? Det er tydeligt, at EU medvirker aktivt til den – ’Europas opbygning’ er faktisk blevet en nedbrydning af den europæiske model.
En anden side af dynamikken påpeges af journalisten Serge Halimi. I sin seneste bog retter han søgelyset mod et vedholdende ideologisk arbejde, der er foregået gennem årtier med udgangspunkt i USA.
Endnu mens statslig intervention og regulering til fordel for social tryghed, omfordeling og indkomstudjævning var almindeligt accepteret i de industrialiserede lande i de midterste fire-fem årtier af det 20. århundrede, arbejdede markedsøkonomiens ideologer i stik modsat retning bag kulisserne gennem tænketanke og internationale klubber af topfolk fra politik, erhvervsliv og medier. De forberedte den magtovertagelse, der i dag synes at være en fuldbyrdet kendsgerning, konstaterer Halimi. I det perspektiv fornemmer man den skjulte dagsorden, der har sneget sig ind bag EUs snart teknokratiske, snart idealistiske facade.

*Raoul Marc Jennar: ’Europe, la trahison des élites’. Fayard. 282 sider. 19 euro

*Yves Salesse: ’Manifeste pour une autre Europe’. Du Felin. 98 sider. 10,50 euro

*Serge Halimi: ’Le Grand Bond en arrière’. Fayard. 324 sider. 23 euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu