Læsetid: 4 min.

Solgt for godt

Som rapper skal man helst være en del af undergrunden. Men det er pokkers svært, hvis man samtidig sælger mange plader
19. marts 2005

Tema: dansk rap
De går meget op i det selv. Rapperne. At positionere sig i forhold til den subkultur, de næsten alle sammen på et tidspunkt er udsprunget fra. På Den Gale Poses debutudgivelse Flere Ho’s fra 1996, rapper Jokeren:
Jeg’ dyb undergrund som Poul og Nulle, og manifesterer sig dermed som en del af subkulturen.
Flere Ho’s blev imidlertid et hit, og allerede i 1998 rapper han følgende i sangen Proletar superstar:
Jeg’ hverken undergrund eller kommerciel – jeg’ mig selv. Jokeren er altså på bare to år steget op fra undergrunden. Det er nemlig svært både være en del af subkulturen og samtidig sælge mange plader.
Det dilemma må stort set alle rappere på et tidspunkt forholde sig til, hvis de slår bredt igennem. Duoen Ufo & Yepha har på deres seneste udgivelse fundet det nødvendigt at komme med følgende kommentar til deres gamle fans i undergrunden:
»Vi har ikke solgt ud, bare fordi vi er udsolgt.«
Helt aktuelt har rapperen Niarn oplevet undergrunden vende på en tallerken, da han i efteråret slog kommercielt igennem med sangen Dobbelt A.
»For et år siden var jeg jo bare helten i dansk undergrund. Jeg har vundet prisen som ’årets undergrundsnavn’ i både 2003 og 2004. Jeg var jo bare ’the fucking man’ altså. Og nu hvor pladen er kommet ud, og det er blevet lidt succes – og der langt om længe falder lidt penge af til papa, du ved – så hader undergrunden mig. Nu skal jeg bare fucke af. Jeg er bare en ’sell out’. Og det jeg laver, er noget lort. Det, de ikke ved, det er, at min plade er lavet for lang tid siden, fordi den skulle have været ude på et lille undergrundslabel. Dengang var det fint nok. Men jeg har ikke ændret et eneste fucking ord – og pludselig hader undergrunden den. Men sådan er det i hiphop,« siger Niarn.
Det er blandt andet på sin egen hjemmeside, at Niarn mærker en mentalitetsændring:
»Lige da min plade kom ud, og den ikke havde solgt ret meget, der fik jeg kun ros inde på min hjemmeside. ’Åh hvad – herrefed plade’ og så videre. Men jo mere pladen stiger i salgstal, og jo mere jeg begynder at komme i medierne, og jo mere jeg begynder at blive mainstream – jo mere kan jeg se, at antallet af de der ’fuck dig – du er da for grim – tror du selv, du er sej?’ -indlæg« stiger Niarn.

Rapperen Per V har trods adskillige år i branchen endnu ikke fået sit store kommercielle gennembrud, men han kan sagtens genkende tendensen i miljøet – og har selv været med til at vende kunstnere ryggen, når de er blevet for populære.
»Jeg har gjort det 1.000 gange. Det er et aspekt ved mennesket, i hvert fald hvis det identificerer sig ud fra en subkultur – vi vil have vores kunstnere for os selv og på en bestemt måde. Vi vil ikke dele det, vi har opdaget med alle og enhver..«
Fænomenet er ifølge Per V ikke specielt for hiphopmiljøet, men udbredt for alle subkulturer:
»Der er forskel på massekultur og subkultur. I massekulturen er det fedt, hvis en siger ’ja nemli’ ja’ og alle så ved, hvad det betyder. Så bliver det ekstra sjovt. Men sådan er det ikke i subkulturer,« siger Per V. Han mener ikke, at tendensen er entydig negativ:
»Man kan se det som en kærlighed til hiphop. Man missionerer for det. Og på et tidspunkt er der ikke længere brug for, at man missionerer. Det er en positiv udlægning af det. Da Eminem udgav sin første EP på vinyl og kassettebånd fortalte jeg alle om, hvor fedt det var. Det kunne jeg ikke finde på i dag. Desuden er det nye heller ikke lige så fedt som det, han lavede engang,« siger Per V.
Et af de steder, hvor man kan tydeligt kan mærke undergrundens holdning, er på diverse danske raphjemmesider. Victor Holm er administrator på siden www.rapspot.dk – og han mærker tydeligt tendensen.
»Det er et klassisk hiphop-paradoks, at man ikke vil have, at folk slår igennem. Måske fordi man er misundelig, fordi man ikke selv er kommet så langt. Det er jantelov – folk skal ikke tro de er noget. Det kan også være fordi, de har følelsen ’det er mig, der har opdaget den her gruppe’ – og så er den pludselig blevet hvermandseje,« siger Victor Holm. På diverse debatfora på nettet kan man desuden bemærke en anden sjov tendens. Bands som i årevis har været hadeobjekter i undergrunden bliver pludselig populære igen. Eksempelvis grupper som Østkyst Hustlers og Nik & Jay:
»Bands, der normalt bliver hated meget på, kan godt blive trendy eller kultagtige. Det er nok fordi, man gerne vil have holdninger, som ingen andre har. Hiphoppere hader ofte det, der bliver for mainstream, hvad enten det er rappere eller holdninger, det gælder. Mere positivt kan man sige, at folk på den måde lægger en sund distance til al haderiet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu