Læsetid: 4 min.

Soul funk brother

Beck er stadig det bedste og mest røvsparkende bud på en troværdig og relevant fusion af tradition og modernitet, af oldgamle stilarter og den nyeste studieteknologi
19. marts 2005

NY CD
Roots-rock er den moderne ækvivalent til det man i jazzens verden kalder dixieland eller trad jazz; dvs. en genre, der ernærer sig ved tidligere tiders stilgreb, uden at kere sig om, hvad der er sket på musikscenen siden 1975.
Roots-rock trækker på urgenrer som folk, blues, country, bluegrass, gospel og rock, som den lød i 70’erne i hænderne på folk som The Band, Rolling Stones, Delaney & Bonnie m.fl.
Er genren fattig på musikalske overraskelser, er den ofte sjælfuld – check en Steve Earle eller en Lucinda Williams – men det er ikke derfra fornyelsen kommer. Kodeordet på scenen er autenticitet, en vaskeægte stinker i forbindelse med en musik, der lever af genreblanding og krydspodning.
Indimellem er der dog kunstnere, der både kender og forstår overleveringerne, men også er i stand til at transformere dem til noget interessevækkende, givende og mindeværdigt. Engang f.eks. en vis Captain Beefheart, der som én af de få i
nyere tid formåede at føre bluesen ud af sin ghetto, og med den som fundament skabe noget seriøst derangeret rockmusik, der stadig lyder længere ude, end det meste man sådan lige svupper rundt og lytter til i sin ukontrollerbare jegkopter.
En anden fascinerende forstyrrer og fornyer af kutymen for acceptabel sonisk adfærd er Tom Waits, der er usædvanlig velbevandret i amerikanske stilarter, men stadig formår at forvandle syndfloden af referencer til et relevant og transcendent udtryk.
Et tiltrængt skud stoflighed

Stildannende album
Inden for de sidste 10-12 år har en Beck Hansen seriøst har formået at parre den akustiske guitartraditions simple, men uopslidelige klange med hele det moderne pladestudies uendelige auditive potentiale og finurlige mur af weirde effekter. Hans musik er krydset, hvor Leadbelly og Mississippi John Hurt kører deres Ford Model-T durk ind i siden på en flok punkrockeres nedslidte Trabant, der samtidig torpederes bagfra af et sjak guldkædesvingende hiphopperes skudsikre Cadillac Convertible.
Resultatet kan høres på stildannende album som Mellow Gold (1994) og mesterværket Odelay (1996), der bibragte den digitalt betrængte rockmusik et tiltrængt skud stoflighed samtidig med at de over for en generation af musikere påviste respektløsheden og lydcollagens muligheder.
En af de mest opfindsomme og eklektiske figurer på den alternative scene, var Beck indbegrebet af postmoderne cool og hans kalejdoskopiske referencerammer – pop, folk, psykedelia, hiphop, country, blues, R&B, funk, indie, støjrock, eksperimentelle takter, jazz, lounge, brasiliansk musik — skabte et uforudsigeligt, vibrerende, broget og idéfyldt klangunivers, der holdtes sammen af hans uimodsigelige sangskrivningstalent.
Et vaskeægte barn af medieepoken skabte han en syntese af nyt og gammelt, der kun kunne være frembragt af et produkt af popsensibiliteten. Hans surrealistiske, automatskriftslignende tekster var fulde af skæve billeder og en lettere sygelig humor, men den tidstypiske ironiske distance – som han i øvrigt har nedtonet plade for plade, indtil han på 2002’s Sea Change fremstod helt blottet – skadede nu ikke effekten af hans dumdristige musik. Beck approprierede rask væk lige hvad fanden han havde lyst til og sammensatte/modstillede i processen klange, der i fri dressur ikke ville have sameksisteret organisk.
Hans oprindelige brug af ironi slog fast, at han søgte alt andet end netop… autenticitet.
Hvis en egentlig stil er umulig at stedfæste, skyldes det, at hans sande identitet ligger i værkets rastløst spraglede forskelligartethed samt ikke mindst ophavsmandens despekt for grænser og konventioner; alt han laver bærer denne indfaldsvinkel som signatur.

En skizofren karriere
Han har dog haft en lidt skizofren karriere, hvor han både har udsendt de hvidest muligt klingende skrammelfolk-plader – nogle gange kun på vinyl; check fx One Foot In The Grave fra ’94 – mens han i andre situationer har ført sig frem, som om han var noget i retning af sort, check det superfunky Midnite Vultures fra ’99. Nørdet fodnote; sært nok er Becks to mest personlige album, Mutations (1998) og Sea Change (2002) også hans mest traditionelle. Go figure.
Nå, men Guero, Becks spritny udgivelse, tager faklen op fra de to collageinspirerede album, der kickstartede karrieren; Mellow Gold og Odelay.
Som sidstnævnte er Guero produceret i samklang med The Dust Brothers (Mike Simpson og John King) og resultatet er den mest sprælske Beck-plade i føje år.
Alt det ovenstående kan uden besvær applikeres til vidunderdrengens seneste opus, med den tilføjelse, at den er en enestående bedrift i sig selv.
Musikken stritter stadig i alle retninger, men alvoren fra tekstuniverset på Sea Change har bidt sig fast, hvilket klæder Beck godt.
Guero er tæt på at være en soloplade med kun sporadisk hjælp fra diverse koryfæer og en stribe hårdtslående samplinger fra diverse sorte koryfæer.
Den er afvekslende og udfordrende og uden at bane nye stier gennem musikjunglen, slår den stadig det meste af det, vi ellers fodres med af samlebåndsmusik fra de multinationale pladeselskabers overskudslager. Beck er og bliver soul funk brother numero uno, hvilket Guero konfirmerer til overmål.

*Beck: Guero (Geffen/Universal) Produceret af Beck & Dust Brothers. Udkommer mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu