DOKUMENTATION
Information er kommet i besiddelse af et bånd med samtaler, som Connie Hedegaard har ført i det seneste par dage, aftappet direkte fra kilden, nemlig miljøministerens mobiltelefon.
Der er meget uld på tråden, men man kan da lige akkurat høre statsministeren sige:
»Har han overhovedet en indtægt? Er det dét, der er problemet?«
Hvortil Connie Hedegaard efter en kort pause svarer: »Det kunne godt have været bedre.«
Så lyder der en raslen, som om der bliver spist chips eller flæskesvær eller en pizzabakke bliver åbnet og man hører statsministeren sige: »Du bliver nødt til at banke ham på plads.«
Så bliver der slukket for mobilerne.
Nej og hallo
Det næste er en samtale, ministeren fører med sin mand, Jacob Andersen (i regeringskredse bedre kendt som hr. Hedegaard).
»Nej, jeg vil ej,« siger han.
Hvortil Connie svarer inde fra buksespadseredragten: »Vil du virkelig have
?«
Hvorpå der brat bliver slukket for Andersens mobiltelefon, og ministeren to gange efter hinanden siger »hallo!«
Jacob Andersen er indehaver af firmaet Dansk Kommunikation, hvorfor han af professionelle årsager nægter at kommunikere.
Man kan let gisne om hvilket drama, der efterfølgende har udspillet sig i det Hedegaardske hjem.
Den stakkels Connie er kommet i klemme mellem to mænd i et umuligt valg, der så er resulteret i, at hun har valgt kærlighed for karrieren eller i hvert fald har sat sidstnævnte på spil. En skilsmisse er ikke lige, hvad hun har brug for nu og nok heller ikke, at gemalens uden tvivl uldne firmaøkonomi udbasuneres. Derfor valgte hun kærligheden.
Rouladespiser
Man forstår godt alle parter. Jacob Andersen, der er medlem af foreningen Rouladespisere for Fred, vil selvfølgelig ikke bare være pyntegrønt for sin kone, en prins Henrik, der lydigt adlyder enhver ordre. Man forstår hans naturlige trang til ikke at være nummer to.
Og statsministeren, der er medlem af Skals Husmoderforening, skal efter sigende være grundigt træt af hele problematikken samt bitterligt have fortrudt, at han optog Pylle, Rylle, Kylle og Connie i regeringen så meget vrøvl, der er med dem.
Afsløringerne af ægtemændenes letfærdige omgang med lovgivningen bekræfter blot to dage efter kvindernes internationale kampdag at alle mænd er nogle slyngler.
Alle skal skilles
Ifølge de seneste oplysninger er vi nu derhenne, hvor statsministeren, der også er medlem af Nybro-Furå Kajakklub, vil udsende et direktiv om, at samtlige ministre hurtigst muligt skal lade sig skille undtagen familieministeren, som allerede er skilt, og finansminister Thor Pedersen, der har store aktieposter i Siemens, BMW og Generel Elektric, hvorfor han er over bagatelgrænsen.
Hvis nogen vil gifte sig igen, skal fader Foghs nye svigersønner godkendes, hvilket vil ske i form af en samtykkeerklæring.
Dog vil han foretrække, at de i stedet tillægger sig nogle besøgsvenner, som de kan leve på polsk med, mens de ligger på gulvet og spiser pizza.
Der er også den mystiske Max Havelaar. Hvad er han medlem af? Er han bare en besøgsven eller dæmonisk aktør i dramaet? Den del af historien er underbelyst.
Eller med andre ord: Tak for kaffe.