Afrika-hjælp
LONDON Spørsmålet er ikke, om det er muligt at vende årtiers nedadgående spiral i Afrika. Spørgsmålet er, om den rige verden vil hjælpe det fattigdomsplagede kontinent på fode igen. Sådan fremlagde den britiske premierminister, Tony Blair, den rige verdens valg, da han i går lancerede den såkaldte Afrika-kommissions rapport »I vores fælles interesse« på Det Britiske Museum i London.
»Der er ingen undskyldning, intet forsvar, intet der kan retfærdiggøre de forhold, som millioner af vores medmennesker i Afrikas lever under i dag. Det er den simple besked fra denne rapport,« fortalte Blair den internationale forsamling, der var mødt op.
»Vi kan ikke tillade, at dette fortsætter. Dette er, mener jeg, den største moralske udfordring for vores generation. En udfordring for os alle for Afrikas regeringer og for landene i den udviklede verden.«
Den over 400-sider lange rapport er en slags køreplan for, hvad der skal til for at vende den ulykkelige udvikling i Afrika. Kodeordet er at etabllere et partnerskab mellem de afrikanske lande og de rige lande. De afrikanske regeringer forpligter sig til gøre en større indsats for at bekæmpe korruption, fremme demokrati og tage andre skridt for at forbedre ledelsen af deres lande. Til gengæld lover de rige lande at betale regningen.
Ifølge den britiske finansminister, Gordon Brown, der lige som Blair er medlem af den 17-mand store Afrika-kommission, skal regningen finansieres ved en øjeblikkelig fordobling af de rige landes bistand til Afrika til i alt 50 mia. dollar om året, 100 procent gældslettelse samt afskaffelse af handelsbarrierer. Ideen er at give det afrikanske kontinenet et »stort skub« fremad på mange områder på en gang.
»Den økonomiske plan hviler på chokerende beviser for, at FNs Millennium Mål om at halvere fattigdom inden 2015 ikke vil blive opnået før år 2130 med det nuværende bistandsniveau. 150 år er for lang tid at vente på retfærdighed. De spørgsmål, vi må stille os selv, er: Hvis ikke nu, hvornår så? Hvis ikke os, hvem så?,« sagde Tony Blair.
Skeptiske røster
Ikke overraskende regnede det med kritiske spørgsmål over panelet, der ud over Tony Blair og Gordon Brown bestod af Anna Tibaijuka, direktør for UN Habitat, Trevor Manuel, Sydafrikas finansminister, og musikkeren Bob Geldorf.
Størst lød kritikken af financieringsmodellen, der bygger på en ide om, at de rige lande skal bruge fremtidens bistand her og nu. Pengene skal komme fra lån i den såkaldte International Finance Facility. Kritikere siger imidlertid, at det samlet set vil betyde færre bistandsmidler til Afrika.
»Hvis nogle lande ikke kan lide financieringmodellen, men i stedet ønsker at gøre det på en anden måde fint. Det er lige gyldigt, hvordan du når endemålet, bare du når det,« lød Bob Geldorfs kommentar.
Et andet spørgsmål gik på, hvorfor det skulle lykkes denne gang.
»Der har været så mange forfejlede forsøg, så folk gør rigtigt i at være skeptiske. Forskellen, som jeg ser den, er, at der lige nu er støtte i befolkningerne til at gøre noget, NGOerne står sammen, der sker en lang række positive ting i Afrika, og på de finansministermøder, jeg har deltaget i for nyligt, har vi diskuteret gældslettelse, støtte til forskning i hiv/aids- og malaria-behandling. De emner har aldrig før været på dagsordenen,« sagde en motiveret Gordon Brown.
I et interview med Information svarede Trevor Manuel på, hvad planen vil være værd, hvis f.eks. USA og en række afrikanske lande vender tommelfingeren nedad:
»Vi må fortsætte med at fortælle verden, hvorfor der er et behov for et kollektivt skub. Som jeg ser det, begynder arbejdet først nu. Dem, der har meldt sig, må begynde. Vi kan ikke vente på, at alle melder sig, men vi må fortsætte med at arbejde på, at overbevise resten om, at det er i deres egen interesse at gøre noget.«
Bob Geldorf var mere direkte, da han i en improviseret og lidenskabelig tale fra talerstolen i museets smukke Store Sal sagde, at udgiften til at finansiere planen svarede til en halv pakke tyggegummi pr. person pr. dag i G7-landene (USA, Japan, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien og Canada).
»Dette er et historisk dokument,« sagde Geldorf og holdt den tykke, gule rapport op. »En dag i fremtiden vil en mand i et kontor bag disse mure læse rapporten og sige: I 2005 vidste de, hvad der var behov for at gøre, og hvordan de skulle gøre det. Min frygt er, at han i 2099 vil sige: Men de gjorde det ikke.«
Handler vi ikke nu, sagde sangeren, »så lad for altid skammen hvile over os«.
