Analyse
Vi ved godt, at vi ikke lever i Sovjetunionen. Det var jo os, der vandt Den Kolde Krig, og det er derfor, at vi kalder os et åbent samfund. Vi er demokrater, og vi diskuterer tingene med argumenter. Men ind imellem kan man komme i tvivl. For vores statsminister Anders Fogh Rasmussen regerer oppefra. Han diskuterer ikke. Heller ikke med sine ministre.
Det er beskrevet i Anne Sophie Krags biografi over statsministeren, hvordan han konsekvent undlader at berolige og støtte sine ministre. Ud fra devisen: En bange minister er bedre end en tryg minister. Da Ulla Tørnæs som undervisningsminister var udsat for massiv modstand i pressen, ringede statsministeren ikke for at forsikre, at hun stadig havde hans tillid. Naturligvis ikke.
Det år, hvor kulturminister Brian Mikkelsen på grund udfald mod Bermudatrekanten og beklagelser over censur i gymnasietiden var offentligt til grin, hørte han ikke fra statsministeren. For en minister, der frygter sin overordnedes dom, er bedre end en minister, der sidder for sikkert.
Anders Fogh Rasmussen løber ikke rundt og klapper sine underordnede på skuldrene. Han sidder heller ikke og diskuterer politik med dem.
De 10 teser
Da nogle Venstrepolitikere anført af Søren Pind i efter-året 2003 ville sætte 10 teser til afstemning på Venstres landsmøde, reagerede Anders Fogh Rasmussen med en trussel: Hvis ikke teserne blev trukket tilbage, ville han trække sig som formand for Venstre. Med andre ord: Hvis medlemmerne skulle til at forholde sig aktivt til politik på Venstre landsmøde, ville han ikke være formand læn-gere. Man diskuterer ikke politik på Venstres landsmøde. Man overværer lederens præsentation af det politiske program
Den unge skatteminister Kristian Jensen har til Jyllands-Posten fortalt, at han ikke kunne huske, at man på landsmødet har stemt om principerklæringer eller ændringsforslag. Han kunne kun huske en eneste afstemning i partiets hovedbestyrelse:
»Det var, om landsmødet skulle skifte mellem Herning og Odense.«
Der er ikke noget debatforum på Venstres hjemmeside, der er ikke debatindlæg i partibladet Liberal, og som Anders Fogh Rasmussen skulle have udtalt på det første partimøde i Venstre efter valgsejren i februar:
»Jeg vil ikke se kaffekluber eller fraktioner.«
Statsministeren har afskaffet den politiske argumentation og meningsudveksling. Ikke bare i regerin-gen, men også i sit eget parti. De andre ministre og de andre Venstrefolk skal tie stille og vente på, at statsministeren afgiver ordrer. Som Anders Fogh Rasmussen ved en lejlighed har udtalt:
»Jeg noterer i min dertil indrettede bog, hvis der er nogen, der begår partiskadeligt arbejde. Hvis det sker, har vedkommende ingen fremtid i Venstre.«
Man skulle tro, alle ville undgå den sorte bog. At alle af angst ville holde sig fra kritik af statsministeren. Og alligevel var det som om, det blev sluppet løs i denne uge.
Først var det Connie Hedegaards mand, der ikke ville lægge oplysninger om sin virksomhed på statsministeriets hjemmeside. Det var ikke nogen overraskelse. Og vel heller ikke så farligt.
Allerede inden hun selv blev konservativ miljøminister, markerede Connie Hedegaard skepsis over regerin-gen Fogh. Og hun indledte sin karriere som konservativ minister med at kritisere nedskæringerne på miljøområdet.
Det overraskende var, at Venstres egne ministre fulgte efter. Videnskabsminister Helge Sander, der skulle være en god ven af statsministeren, løsnede offentligt sin irritation over at skulle oplyse om sin kones økonomiske forhold. Forsvarsministeren, Søren Gade, rystede også på hovedet over statsministerens nye krav. Og det lykkedes Venstres politiske ordfører Jens Rohde at latterliggøre statsministerens dekreter med et smil:
»Jeg er i hvert fald ganske overbevist om, at min kære-ste ikke vil stille op til den slags. Og hvis jeg skal vælge mellem Anders Fogh og min kæreste... ja så vælger jeg min kæreste.«
Den konservative Helge Adam Møller fandt det relevant at bekræfte, at vi ikke lever i en totalitær stat. Statsministeren skulle ikke som en anden Stalin skulle sende Connie Hedegaards mand på genopdragelse:
»Det er et frit land, og statsministeren skal ikke ud og banke ham på plads. Vi lever ikke i det gamle Sovjetunionen, hvor en diktator frit bare kan banke en eller anden plads.«
Statsministeren har ikke kommenteret kritikken. Han er bortrejst. Men kritikken tegner et billede af en undertrykker, der er gået over gevind. Nu forsikrer de: Han er ikke vigtigere end deres koner og kærester. Han skal ikke komme og opføre sig som Stalin. Det ligner nærmest en vittighed.
Den amerikanske popsangerinde Tori Amos undrede sig efter den 11. september 2001 over militariseringen af den politiske offentlighed og præsident Bush som nyt maskulint ideal. Som hun sagde: »Er den her udfordring virkelig en sag for Bruce Willis? Er det en actionman, vi har brug?«
Efter det danske valg i 2001 havde mange samme fornemmelse:
Er det virkelig så klinisk og tyrannisk en leder, det borgerlige Danmark vil have? Nu ser det ud til, at de borgerlige politikere begynder at svare: Nej, vi kan bedre lide vores koner. Og vi er jo ikke i Sovjetunionen.
