Læsetid: 3 min.

Stor pædofilisag ryster Frankrig

Det er medynkvækkende skæbner fra samfundets absolutte bund, der står anklaget i Angers-processen: 39 mænd og 27 kvinder er tiltalt for at have begået sexforbrydelser mod børn eller for at have udlejet deres egne børn til prostitution
11. marts 2005

STRAFFESAG
ANGERS – Den største og uden for enhver tvivl mest afskyvækkende sag af sin art i fransk retshistorie ruller i disse dage hen over Frankrig. 66 mennesker i alderen 23 til 73 år står anklaget for at have prostitueret og sexmisbrugt 45 børn – det ældste af børnene var 12 på gerningstidspunktet, det yngste blot seks måneder.
Retssagen i Angers, der ligger ved Loire-floden i Østfrankrig, er omfattende: 60 advokater skal i skranken, 225 vidner er indkaldt, anklageskriftet, som fylder 430 sider med 25.000 siders bevismateriale som bilag, skal studeres ved en domstol, der er blevet indrettet til denne særlige lejlighed i Angers’ justitspalæ. Afhøringerne ventes at vare mindst fire måneder.
Sidste år endte en lignende sindsoprivende retsproces mod en påstået pædofiliring i byen Outreau nær Boulogne i fiasko.
Beviserne mod de mange anklagede var baseret på vidnesbyrd fra børn og eksperter, der viste sig alt for usikre og flimrende.

Socialt helt på bunden
Anklagemyndighederne i Angers er dog overbevist, om at deres sag ikke risikerer at få en lignende skæbne. Hovedparten af bevismaterialet – der dokumenterer sexorgier mellem 1999 og 2002, hvor børn blev misbrugt i kommunale lejligheder, campingvogne og haveskure – stammer fra tilståelse af vidneudsagn aflagt af voksne.
Adskillige af den formodede pædofilirings ’klienter’ har domme for sexmisbrug af børn. Netværket omfatter 12 familier og blev afsløret i forbindelse med politiovervågning af en dømt pædofil, der for nylig blev løsladt fra fængslet. En anden kilde til optrævlingen er en 16-årig pige, som har fortalt politiet, at hun som 12-årig blev voldtaget af sin mors kæreste og hans bror. Sagen har rettet søgelyset mod en marginaliseret og alkoholiseret verden af sociale dårligdomme og uddannelsesmæssig ressourcesvaghed, der er gået i arv fra generation til generation i udkanten af en af de mest maleriske byer i en af de mest velbesøgte egne af Frankrig.

Farfar filmede overgreb
De fleste af de anklagede er arbejdsløse, og mange af dem kan hverken læse eller skrive. Adskillige af dem blev som børn selv udsat for sexovergreb.
En farfar, som misbrugte sin søn, da denne var barn, anklages for at have bistået med og filmet sexmisbrug af sønnens børn.
De formodede ofre, hvoraf mange har psykiske problemer, omfatter flere småbørn, deriblandt en seks måneder gammel baby. Ifølge rapporteringer fra socialarbejdere er nogle af børnene så forstyrrede, at de selv har forsøgt at begå sexovergreb på andre børn i de hjem, hvor de var blevet sat i pleje.
Ingen af dem ventes at skulle vidne i retten. I stedet er afhøringer af de 26 piger og 19 drenge optaget på videobånd, som vil blive vist for de tre dommere, de ni nævninge og de otte jurysuppleanter.
Nogle af de anklagede er mødre og fædre, der selv er tiltalt for at have misbrugt deres børn eller for at have »solgt« dem til pædofile for småbeløb, cigaretkartoner og madvarer. Men på anklagebænken sidder også flere af ’klienterne’.
Centralt i pædofilinetværket er angiveligt et par midt i 30’erne, der kendes som Franck og Patricia V. – efternavnet er ikke oplyst for at beskytte deres fire børn. fru V. blev misbrugt af sin stedfader, en analfabet og alkoholiker, som også bistod med og videofilmede voldtægter mod V-parrets fire børn.
En stor del af overgrebene mod V-børnene og andre børn siges at være foregået i parrets lejlighed i et nyopført socialt boligbyggeri i udkanten af Angers. Naboer fortæller, at de havde bemærket, at mange mennesker passerede ud og ind af lejligheden, men ellers ikke havde anet uråd.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her