Læsetid: 8 min.

Hos svenskerne går det godt

Den feministiske gryde syder og bobler i Sverige, hvor det nærmest er 8. marts hver dag. De er ikke i nærheden af at have ligestilling mellem kønnene, og netop erkendelsen af det holder ild i debatten. I modsætning til Danmark, for her går det jo godt
8. marts 2005

Sverige versus danmark
Situationen i Sverige, sådan lidt firkantet ridset op:
I befolkningen generelt er feminisme et plus-ord. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt man er feminist, men om man er radikal, bimbo- eller ninjafeminist. Politikerne tør tale om kønskvoter og lovgiver sig til ligestilling; både når det drejer sig om barsel og kriminalisering af prostitutionskunder. Et feministparti er på trapperne, og debatten raser.
Indstillingen i Danmark:
Vi går da ind for ligestilling, bevares, men feminisme er lige et stærkt nok ord at bruge. Desuden er der jo så godt som formel ligestilling. Hvis ikke kvinderne ligefrem er begyndt at dominere. Politikerne taler for det frie valg og vil ikke formynderisk ’tvinge’ mænd på barsel for eksempel.
Billedet er egentlig ikke karikeret, mener Anette Borchorst, der er kønsforsker ved Aalborg Universitet.
»Feminisme er et minus-ord i Danmark. Debatten er gået i baglås, og politikerne er ikke indstillet på at regulere. I Sverige taler man mere om det, og der laves også meget mere politik på området.«
Men, understreger Anette Borchorst, »forskellen på Danmark og Sverige med hensyn til ligestilling er ikke så stor, som debatten i de to lande antyder. På mange måder er debatten selv en vigtig forskel.«
I Sverige er det dominerende udgangspunkt, at kvinder bliver undertrykt. I Danmark er der en tendens til at fokusere på, at kvinder næsten har opnået ligestilling, forklarer Anette Borchorst. Danskere ser glasset som halvt fyldt, i Sverige er det halvt tomt.
En af dem, der er allermest ivrig efter at fylde glasset op, er Gudrun Schyman, tidligere leder af Vänsterpartiet. Sammen med flere andre fremtrædende feminister deltager hun i et netværk, der overvejer at danne et decideret feministparti. Partiet skal kunne stille op om et års tid, når der næste gang er valg til den svenske Riksdagen.
Det var både i kølvandet på en række skandaler og i frustration over, at Vänsterpartiet ikke »vil være i stand til at afvikle de patriarkalske kræfter«, at Schyman forlod det i december måned sidste år. Hun er anderledes optimistisk omkring et feministpartis mulige indflydelse:
»Man kan for eksempel se, hvad der skete med miljøspørgsmålet efter Miljøpartiet kom i Riksdagen. Pludselig kom de spørgsmål i fokus, regeringen udnævnte en miljøminister, og alle politiske partier var tvunget til at forholde sig til miljøspørgsmål. Jeg er overbevist om, at det samme vil ske, hvis et feministparti kommer i Riksdagen,« siger hun til det svenske magasin Kupé.

Nødvendig selvkritik
Gudrun Schyman er en karismatisk skikkelse i svensk politik. Hendes offentlige ry er blevet plettet af en fortid i Marxist-Leninistisk Kampforbund, gentagne gange rod i regningerne og et nu forhenværende alkoholmisbrug. Alligevel er hun blevet stadig mere populær i den svenske befolkning. I 2002 var det kun dronning Silvia, der lå foran hende på listen over Sveriges mest beundrede kvinder.
2002 var også året, hvor hun gav den såkaldte ’taleban-tale’ på Vänsterpartiets kongres. En kontroversiel tale, ikke mindst fordi hun påstod, at det var de samme normer og strukturer, der var ansvarlig for kvindeundertrykkelsen i Sverige som i talebanernes Afghanistan.
Udtalelsen vakte voldsom harme blandt hendes modstandere, men den er et godt eksempel på svenskernes utilfredshed med status quo. Selv om landet hører til blandt de fremmeste i verden med hensyn til at stille mænd og kvinder lige, så hviles der ikke på laurbærrene. Det forklarer kønsforsker og professor i statskundsskab ved Stockholm Universitet Drude Dahlerup.
»Når jeg bliver bedt om at sammenligne Danmark og Sverige, fremhæver jeg ofte Sverige som værende et foregangsland. Men det gider mine svenske kolleger ikke høre på, for de mener ikke, det går godt.«
Og det er netop denne selvkritik, der er med til, at udviklingen ikke er gået i stå.
»Det er kritikken, der sætter ting i gang,« siger Drude Dahlerup.
Netop opfattelsen af, at der ikke er ligestilling, gør det mere legitimt at gøre en indsats for kvinder, uden at det bliver opfattet som krænkende for mændene. Mænd bliver ikke tvunget på barsel. De får ret til det.
Drude Dahlerup understreger dog, at Sverige er mestre i ligestillingsplaner, der bliver i skuffen, og at det især er den intense meningsudveksling, der gør Sverige interessant.
»Det er smadderskægt at være her, for der er så meget gang i debatten. I Danmark sker det 8. marts, i Sverige er det hver dag.«

Ingen følelser i klemme
Det, der ifølge Drude Dahlerup er lykkedes i Sverige, er at diskutere kønsdiskrimination på en nøgtern måde, lidt på afstand, uden at folk føler sig personligt ramt. Man kan diskutere strukturel diskrimination uden at have behov for et ’jeg-slår-da-ikke-min-kone’-agtigt forsvare sit privatliv.
Den svenske idéhistoriker og kønsforsker Ulla Manns forsøger sig med en forklaring på, hvorfor debatten generelt og ordet feminisme især er blevet langt mere nuanceret og mindre værdiladet. Ulla Manns fremhæver som eksempel ordet ’genus’, bedre kendt som ’køn’.
»De svenske politikere har taget genus til sig. De siger genusforskning i stedet for kønsforskning, og det gør det på en måde til noget videnskabeligt og dermed mindre farligt. Og hvis genus er så videnskabeligt, så behøver man måske heller ikke være så bange for ordet feminisme. Det har måske ikke ligefrem givet feminisme en videnskabelig klang, men det har gjort det stuerent,« siger Ulla Manns.
I forbindelse med den aktuelle snak om et nyt svensk feministparti har flere danske politikere talt imod et dansk feministparti, fordi ligestilling ikke skal isoleres, men derimod integreres i al anden politik. Samme holdning er der i Sverige, forklarer Ulla Manns. Men virkeligheden er bare en anden.
»Det, der sker nu, er et udtryk for mistillid og frustration over, at det netop ikke gennemsyrer politikken. Man ønsker, at det skal, men det gør det ikke. Det er bare læbernes bekendelse.«
Men nu ulmer det for alvor i Sverige. Stadig under overfladen, men alle fornemmer det.
»Der sker virkelig meget i øjeblikket. Der er mange, der starter feministiske grupper og foreninger overalt i landet i forventning om, at det her parti kommer,« siger Ulla Manns.
Det er dog ikke kun fortalerne for feminisme og ligestilling, der præger debatten. Modstanderne markerer sig også. En neurofysiolog for eksempel, der med naturvidenskabelige argumenter hævder, at kvinder er bedre egnet til at tage sig af småbørn. Eller en biolog, der bruger sin faglighed til at forklare kvinders monogame og mænds polygame behov. Der er tale om en polariseret debat, hvor der bliver skudt med skarpt.

Dansk indvandrerfokus
I Danmark er der også debat om ligestilling. Med særligt fokus på indvandrerkvinders ligestilling. Socialminister Eva Kjer Hansen (V) sætter i dag en kampagne i gang, der skal støtte indvandrerkvinder i deres kamp mod undertrykkelse.
»Vi vil have indvandrerkvinderne til at kræve ligestilling af deres mænd,« sagde hun i søndags.
Det er et godt eksempel på den tendens, der ifølge både Drude Dahlerup og Anette Borchorst længe har hersket i den danske politiske debat: Ligestilling er blevet underlagt indvandrerdebattens dominans. Begge kønsforskerne peger uafhængigt af hinanden på, hvordan Dansk Folkeparti har overtaget debatten og fået den til at dreje sig om, at indvandrerfamilier ikke lever op til de danske ligestillingsidealer.
Drude Dahlerup mener, det har skygget for danske kvinders problemer:
»Topmålet var, da Pia Kjærsgaard ved den afsluttende tv-debat inden folketingsvalget sagde: ’I Danmark banker mænd ikke deres koner’. Det sker jo hver måned, at kvinder bliver slået ihjel af deres pæredanske mænd. Alligevel kan man i Danmark få lov til at sige sådan noget uimodsagt. I Sverige ville det virkelig få modspil.«
I et forsøg på at finde forklaringer på de nuværende forskelle mellem Danmark og Sverige, vender Drude Dahlerup blikket tilbage til begyndelsen af 1990’erne, hvor det begynder at gå ha-stigt ned ad bakke for den danske debat. En af årsagerne kan være en dansk kvindebevægelse, der gennem årene er blevet svækket blandt andet af de mange EU-folkeafstemninger.
»Det har splittet femini-sterne i to fløje. Jeg har selv oplevet at sidde som modstander i paneler over for folk, som jeg normalt arbejdede sammen med, og det er vanskeligt. Man kan ikke lade være med at blive påvirket af det,« siger Drude Dahlerup.
Hun forklarer, at da den danske kvindebevægelse fladede ud, fik politikerne lov til at hvile i fred og ro. I modsætning til Sverige, hvor Stödstrumporna i 1992 truede med at danne et politisk parti. Det var muligvis en tom trussel – noget parti blev det i hvert fald aldrig til – men det satte skub i de andre politiske partier. Pludselig fik de rygende travlt med at forholde sig til feminisme og ligestillingsspørgsmål.

Arven fra 70’erne
Der ligger også forklaringer begravet endnu længere tilbage i tiden. Ifølge Anette Borchorst har det fået vigtig betydning, at kvindebevægelserne udviklede sig forskelligt i de to lande tilbage i 1970’erne. Hun forklarer, at kampen i Danmark hovedsageligt blev kæmpet af græsrodsorganisationer uden for Christiansborg. De fik så indflydelse på politikerne, men feminisme slog aldrig rigtig rod i partierne. Begyndelsen af 1970’erne stod desuden for et jordskredsvalg og en økonomisk krise, der gav det statslige ligestillingsprojekt en skidt start.
»Det blev nogle svage organer i Danmark. For eksempel blev Ligestillingsrådet meget svagt, fordi det blev nedsat, uden der var flertal for det,« siger Anette Borchorst.
Til gengæld var den danske rødstrømpebevægelse stærk, men da den opløste sig selv i slutningen af 1980’erne, var der ingen af partierne, der samlede bolden op.
I Sverige har den feministiske dagsorden og de politi-ske partier danset tættere sammen fra begyndelsen. Og som sneboldeffekten nu engang vil det, så avler fokus mere fokus, hvilket også kan ses på den aktuelle situation i Sverige. Socialdemokraterne præsenterer i dag et nyt feminist-netværk med partisekretær Marita Ulvskog i spidsen. 19 procent af de svenske vælgere overvejer at stemme på et feministparti ledet af Gudrun Schyman, så Riksdagens nuværende partier har god grund til at markere sig feministisk i kamp om vælgerne.
Selv om der er langt til svenske tilstande i Danmark, så tyder noget på, at det simrer blandt danske kvinder. 40 procent af dem mener, at ligestillingsemner fylder for lidt i den danske debat. En tredjedel af dem betragter sig som feminister, og ni procent kunne forestille sig at stemme på et feministparti, der stillede op til valg i Danmark. Det viser en ny undersøgelse, som Instant Answer har lavet for Ugebrevet A4.
Rikke Sternberg, næstforkvinde i Kvindeligt Selskab, oplever, at ligestillingsdebatten er ved at få nyt liv.
»Indtil for nylig var den gængse opfattelse i Danmark, at ligestilling var opnået. Men flere og flere sætter nu spørgsmålstegn ved det. Vi oplever helt klart en stigende interesse for Kvindeligt Selskab, og at ligestilling og feminisme bliver noget, man bedre kan diskutere igen,« siger hun til Ugebrevet A4.
Drude Dahlerup vil heller ikke afskrive Danmarks fremtid som foregangsland på ligestillingsområdet.
»Sverige og Norge konkurrerer i øjeblikket om at være bedst, mens Danmark helt har opgivet. Men tingene kan nemt vende op og ned. Om 10 år kan det være Danmark, der er tilbage på toppen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu