Tal med de skide journalister

Lad være med at tale med skide journalister«. Sådan sagde TDC-topchef Henning Dyremose i en optagelse fra et VL-gruppemøde, der blev vist i Pengemagasinet på DR1. En af de få ytringer, der er sluppet ud fra de lukkede møder.
Men VL-medlemmerne slipper ikke for at tale med journalister. Det er en naturlig følge af spillereglerne for de omdiskuterede grupper, hvor samfundets spidser – erhvervsledere, toppolitikere, ledende embedsmænd og redaktører – mødes hjemme hos hinanden til et foredrag, en middag og en snak:
»Der er tavshedspligt overfor tredjemand med hensyn til det på møderne drøftede. Der optages ikke referat. Der afholdes 7-8 møder årligt på skift hos de enkelte medlemmer, der efter tur fungerer som værter… Møderne varer normalt fra 16.00 – 20.00. Nye medlemmer ’skal anbefales af 3 medlemmer af gruppen.’«
Paraplyorganisationen Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, forklarer på sin hjemmeside, at en VL-gruppe er ’velfungerende’: »når medlemmerne er åbne og viser tillid over for hinanden,« og »når gruppens medlemmer har en vis mængde ’fælles gods’ i form af erfaringer, holdninger og interesser.«
I VL-gruppe 3 sidder direktører fra store selskaber som A.P. Møller, Carlsberg og TDC. Forrige uge påpede Information, at 15 ud af 35 af de erhvervsfolk, der sidder i VL-gruppe 3, repræsenterer virksomheder, som IØ- og IFU-fondene har investeret i eller lånt penge til. I samme gruppe sidder direktøren for fondene, Sven Riskær. Fondene er etableret ved, at staten har indskudt skatteborgernes penge i form af egenkapital.
Artiklerne indeholdt en nuanceret diskussion med argumenter for og imod, at topembedsmænd deltager. Siden har Erhvervsbladets chefredaktør Carsten Steno kaldt »mistænkeliggørelsen fuldstændig latterlig«. Og chefredaktøren for Ugebrevet Mandag Morgen, Erik Rasmussen, taler ligefrem om »en ny tids heksejagt«. Begge er selv medlemmer af VL-grupper. De to redaktører har én vigtig pointe, men de er også på vildspor.
De har ret i, at der på den ene side i Danmark findes en grundlovssikret forsamlingsfrihed, så man ikke kan eller bør forbyde folk at mødes. Chefer skal ikke udelukkes fra at være borgere med venskaber og netværk. Samfundet bliver ikke bedre af, at top-embedsmænd isolerer sig og ikke aner, hvad der foregår i andre sektorer.
Men VL-møder er ikke den mest egnede form, fordi samfundets topchefer har valgt at organisere sig i et logeagtigt netværk, der indadtil fordrer tillid, åbenhed og ’fælles tankegods’ – og udadtil kræver tavshed. Alene på grund af organisationsformen er der god grund til at holde øje med, om mødeaktiviteten udvikler sig til sammenspisthed. For der findes også et princip om, at der skal være lighed for loven. Derfor holder pressen, kollegerne og politikerne i et sundt samfund øje med logerne. Og forholder sig til hvornår personsammenfaldet gør, at det ikke kan udelukkes, at der er falske lodder i vægtskålen, når der bliver truffet afgørelser, fældet domme eller skrevet artikler.

På grund af den lukkede organisationsform er det jo i praksis udelukket at dokumentere eksempler på direkte embedsmisbrug. Pressen er henvist til blot at påpege personsammenfald, hvor man kan stille spørgmålstegn ved habiliteten.
At bortdømme en diskussion om habilitet som ’heksejagt’ er i praksis det samme som at bede pressen om at holde kæft. At pressens og omverdenens opmærksomhed har været sund for selskabet er tidligere blevet dokumenteret:
Frem til 1997 var det faktisk hemmeligt, hvem der deltog. Et eksempel: Det var ikke offentligt tilgængeligt, at der i den såkaldte mahognigruppe – VL-gruppe 13 – sad repræsentanter for både den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt samt pressen i én og samme gruppe. Repræsentanter for sektorer, der ifølge lærebøgerne skal være uafhængige og holde hinanden i ørerne. På trods af sammensætningen indså selskabet ikke af egen drift, at medlemslisterne selvfølgelig skulle være offentlige. Dagbladet Politiken måtte offentliggøre listerne for dem.
Forbud er som nævnt ikke vejen frem. Derfor er det vigtigt, at de kollegiale organisationer forsvarer deres stands integritet ved at forholde sig kritisk.
Det er godt, at dommerne – bortset fra én enkelt – har trukket sig. Der stilles særligt høje habilitetskrav til dommere, fordi de normalt er sidste instans, der tager stilling til en sag.
Det er godt, at statsminister Anders Fogh har rådet sine minstre til at stille medlemskabet i bero. En minister er trods alt den øverste leder af offentlige forvaltninger. Blot ærgerligt at statsministerens autoritet ikke er så stor, at alle hans ministre har fulgt rådet.
Topembedsmænd bør heller ikke sidde i VL-grupper med ledere for virksomheder, som de via deres beslutninger har direkte indflydelse på. Hvis ikke de selv kan indse det, må DJØF og regeringen rådgive dem.