Læsetid: 4 min.

Tango-donnaen og teatrets to tyre

Carl Quist Møller og Lars Kaalund lader sig begge spidde af tango-donnaens høje hæl. Mens macho-knivene kastes på Kaleidoskop, flyver Takkelloftet i testosteron-flammer
9. marts 2005

TANGO
Hendes højhælede sko dirrer, og den erotiske urkvinde spyder sin passion ud mod tilskueren: Stikflammer mod underlivet og flyvegnister mod hænderne, så inderlårene koger, og øjenlågene lukker sig halvt i pinsom nydelse…
For tango-feberen raser på de københavnske scener. Netop nu vil både Carl Quist Møller og Lars Kaalund have fat i tangodonnaen. Quist vælger selvironien og den musikalske humor på Kaleidoskop, mens Kaalund søger sansekaoset og det teatralske pathos på Operaens Takkelloft. Men skønheden vil de begge to nagle fast.
Quists historie er lillebitte, men åh så charmerende – og hans egen. Kaalunds historie er storladen i sin absurde teaterleg med torturen – og Piazollas fra 1968. Men de er enige om, at tango-donnaen holder ansigtet fri for smerte: Hun er målet for deres macho-begær, men ingen af dem vil nogensinde kunne nå hende. Netop derfor er hun donna.
Som Quist siger det i Den 3. Tango: »Hun kom gående over en fodgængerovergang… Nej, hun kom dansende over en flod på hvide sten…« Og så taler han om hendes klip-klapper, der lavede lyden af små kys… Og Quist forbliver tro mod sig selv og Nørrebro: Han fortæller om sit møde med den lysende kvinde i Elmegade, der giver ham potente ud-af-kroppen-drømme – og som sender ham væk fra det trygge slagtøjshjørne i 2200 København N og lige ned til taxahelvedet i Buenos Aires.
»For mig er det musikken og de billeder, som musikken skaber,« gentager Quist naivt-febrilsk om sin fascination af tangoen – og sin angst for at forlade København. Men efter hende må han jo…
Kaalund tolker Maria de Buenos Aires med samme uargumenterede fremdrift. Og han hælder så testosteron direkte ud over Piazzollas brandfarlige historie om den smukke kvinde med sideskilning og utrættelige ben, der overfaldes og voldtages og mishandles, indtil den sydamerikanske magi bryder igennem: Som lig præsterer hun at genføde sig selv…

Dødskærre og 3D
Musikalsk er begge forestillinger en udsøgt fornøjelse. Quist og Tango Orkestret – Kaare Munkholm, Palle Windfeldt, Kristian Jørgensen og Henrik Sveidahl – spiller Piazzolla-dræven med underdrivelse og smil. De spiller sig selv som musikere, nøgternt og uteatralsk, så Quist kan flippe ud som sin egen trommeslager i Mikael Focks 3D-instruktion. Han flyver kækt rundt om jorden på et par takter, delvist projiceret på diverse skærme, for at nå sin elskede i Buenos Aires, hvis han da ikke kaster sig ud i en knivkamp med sig selv: Macho møder macho…
Hos Kaalund er machoerne i overgrebsovertal – brunstige mænd mystificerede af Piazollas luder-madonna-Maria, der går gennem alverdens pinsler uden at miste sin skønhed. Kaalund iscenesætter med et bombardement af effekter: Planet-lamper, dødskærre, bagerrulle, kardinalkors, torturlagen… Lykkeligvis fjerner han efter førsteakten alle de håbløse stole på Takkelloftet, så tilskuerne kommer ned og står direkte på scenen, lige bag musikernes nakkehår.
Og fysisk fremad buldrer ulykken i dette vanvidsorgie, mens James Crabb kniber øjnene sammen under sin skaldede isse og ind over sin besk-blide bandoneón, mens hans skuldre synker beskyttende ind om fortællingen. Kaalunds Maria møder sine lidelser i orangerød kjole – både i kroppen hos Kaya Brüels syngende statueskønhed og hos Erica Trivetts smidige tangovildkat i egen præcis-sensuelle koreografi, der mixer tangoen med den moderne dans’ søgende kvindekrop.
Den liderlige kardinal får Guido Paevätalus bløde stemme og ublu øjensprækker, mens Lars Brygmanns fortæller på tvivlsomt spansk skubbes agterud som en turist i en illegal gyde, og fem rollenavnløse skuespillere og sangere går til torturen som slagtere på arbejde.

Lilletå-let lyd
Men musikken! Mikkel Futtrup leger lilletå-lette lyde ud af violinen, mens Amalie Malling skubber flygellåget op for den klassiske musiks virkelighedsfjerne ubekymrethed. Mette Hanskov brutaliserer ’den grå hæshed fra en basstreng’, som Horacio Ferrers lyriske mordtekst taler om, og Pia Kaufmanas indblæser sirlige triller af retfærdighed, mens hun samtidig bider i fløjten af forfærdelse.
Det kongelige tangoensemble er raffineret i sin korporlighed: Her er ingen musikere uden krop – og ingen krop uden musik. Men der er én krop uden ansigt: Urkvindens. Åh, hvem der kunne dø for en tango-donna.

*’Den 3. Tango’. Tekst: Carl Quist Møller, Kasper Hoff og Mikael Fock. Instruktion: Mikael Fock. Tangokoreografi: Victor Hugo Diaz. Scenografi (i håbegrønt og tyrerødt): Rikke Juellund. Visuelt 3D koncept (skøn humor): Rikke Juellund og Mikael Fock. Musik: Tango Orkestret. Lys: Jesper Kongshaug. VISION 3 på Kaleidoskop til 31. mar. 1 t 20 min.
www.kaleidoskop.dk

*’Maria de Buenos Aires’ af Astor Piazzolla (1968). Tekst: Horacio Ferrer. Oversættelse til overtekster (kunstlet -men hvorfor ikke bare spillet på dansk?): Karen Hoffmann. Iscenesættelse: Lars Kaalund. Koreografi: Lars Kaalund og Erica Trivett. Sprogcoach (øh?) og tangoinstruktion (spændstig): Victor Hugo Diaz. Scenografi-attack: Mia Steengaard og Edward Pierce. Kostumer: Mia Stensgaard. Maria-kjoler (smukke-smukke): Anja Vang Kragh. Lys: Åsa Frankenberg. Dramaturgi: Elin Amundsen Grinaker. Den Kgl. Opera på Takkelloftet, Operaen, til 21. maj. 1 t 50 min.
www.kgl-teater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her