Læsetid: 6 min.

Tankens gange

CEPOS’ principper kan nok få et gennemsnits-menneske ned med nakken i benovelse
19. marts 2005

Intermetzo
Den nye borgelige tænketank CEPOS som en dumsmart cykelsmed i omgangskredsen kaldte Chauvinistiske Elitære Pengepugeres Oppumpede Selvros, præsenterede forleden på Hotel d’Angleterre tænketankens principper. Disse kan nok få et gennemsnitsmenneske ned med nakken i benovelse over tankens kraft og formuleringsevne. Og på dansk. Læseren overvældes allerede ved CEPOS’ første princip:
Frie mennesker er aldrig helt lige; mennesker der er helt lige er aldrig frie.
Man kan i tråd hermed berolige sig med at have sin fulde frihed i behold, eftersom det er vanskeligt for ikke at sige umuligt at komme blot i nærheden af lighed med forfatterne af en så enestående læresætning, der kun overgås af princip nummer to:
Hvem der har hvad i forhold til andre, er ikke så interessant, som hvor godt de har det.
Her kan man i overensstemmelse med den frie og ikke helt lige tegnsætning komme i tvivl, om ikke sidste sætning i virkeligheden skal forstås og staves: som hvor godt De har det, eftersom man i de (De) kredse vistnok stadig er Des, fordi frie mennesker jo aldrig er lige, men Des og dus. Selverkendelsen blandt de således tænkende er på højde med uviljen mod lighed, idet CEPOS’ tredje princip lyder:
Ingen mennesker ved nok til at styre alle andre liv (sic); de fleste mennesker ved nok til at kunne tilrettelægge deres eget liv.
Afgrundsdyb visdom hvis dunkle kvaliteter anes i det udeladte genetiv-s i andre, og som på finurlig vis også antyder det anarkistiske element i CEPOS-kredsen. Ikke at kunne styre andre liv, må få det til at grutte i en kontrolfreak som Fogh Rasmussen, hvis finansminister med de mange sommerhuse sikkert gerne skriver under på princip nummer fire:
Mennesker passer godt på dét, der tilhører dem selv; det, ingen ejer, har en tendens til at forfalde.
Bortset fra det tabte, der – som Proust-kendere vil vide – evigt ejes, er det som bekendt vanskeligt at finde noget af værdi der ikke ejes, med mindre CEPOS’ prin-
ciprytter mener, at det ikke ejede er, hvad ingen private ejer. Thi så er vi på rette spor. For eksempel forfalder skoler, oldtidsminder, offentlige bygninger og bøgerne på Det Kgl. Bibliotek, fordi det kun er noget alle ejer, og så ejes det jo af ingen, da det ikke er så interessant, hvem der har hvad i forhold til andre, som hvor godt de (De) har det, og vi har det ikke særligt godt for tiden i det kollektive fæl-
leseje, men skide være med det, her går det bedre, når bare man ikke er lige men fri.
Det femte princip lyder:
En sund politik fokuserer på det lange sigt og alle mennesker – ikke det korte sigt og udvalgte mennesker.
Udsagnet røber, at der i CEPOS allerede er begyndende fraktionsdannelser. Dette princip strider jo mod CEPOS’første princip: At frie mennesker jo altså aldrig er helt lige, og mennesker, der er helt lige, aldrig er frie; fokus på det lange sigt på alle mennesker er et absolut i modsætning til udvalgte menne-sker, hvilket understreger uligheden mellem alle mennesker og de udvalgte.
I det sjette princip nærmer CEPOS’ rundbordsfilosoffer sig de Kant’ske sfærer:
Opmuntrer man noget, får man mere af det; besværliggør man noget, får man mindre af det.
Udsagnets generelle, men almene uimodsigelighed afhænger dog til en vis grad af det nævnte nogets genstand. Opmuntrer man for eksempel en Venstre–skattemini-ster til at lave kreativ bogføring, risikerer man at få mindre kreativ bogføring. Det kan ske i det øjeblik, vedkommende groft vildleder Folketinget og derfor må gå af, fordi der i den historiske situation ikke var noget Dansk Folkeparti til at holde hånden under misdæderen. Et søgt eksempel måske, men ikke desto mindre taget ud af den skinbarlige virkelighed.
Besværliggør man omvendt folks adgang til øl, fisse og hornmusik, får man ofte mere drikkeri, yderligere utugt og endnu mere støjende adfærd. Også et eksempel, der kan synes søgt, men ligeledes valgt fra den virkelige verden. Opmuntrer man håret på en skaldet mands isse til at vokse, vokser håret som regel ikke ud igen; og om man nok så meget besværliggør fremkomsten af lommeuld, løber lommerne endda fulde af hin uvelkomne substans.

Cremen af cremen
Princip nummer syv:
Ingen er så fornuftige som med egne penge; ingen er så generøse som med andres penge.
En sprogligt set fornøjelig konstruktion som understreger PISA-undersøgelsens relevans også for de dominerende årgange i CEPOS’ stifterkreds. Også her vil udsagnet ved en pedantisk prøvelse vise sig diskutabelt, eftersom ingen atter må opfattes som et absolut, og at absolut ingen er så fornuftige, som [de ville være] med deres egne penge, dementeres af at nogle, altså ikke ingen, men nogle har skudt penge i CEPOS. Derimod kunne man forestille sig folk nærige med andres penge, for eksempel hvis Ulla Tørnæs stod for at give sin mands grisefarmspenge ud i utide. Men visdommen i princippet understreges jo netop af undtagelsen der bekræfter reglen i den sjove syntaks.
Hvad angår princip nummer otte, bevæger vi os her over i det samfundsfilosfiske. Her må man formode, at de særligt samfundsfilosofiske CEPOS-hjerner står bag: David Gress, Bent Jensen, Jørn Henrik Petersen, Søren Pind, Ditlev Tamm for slet ikke at tale om den spirituelle
Kastholm Hansen blot for at nævne en enkelt håndfuld kirsebær på toppen af cremen af cremen. Man skal ikke måle kvalitet på tidsmængden anvendt på at tænke tanken til ende, men dette udsagn må have været krævende og taget mange timer at formulere i intens fællestænkning, måske afbrudt af fællespisning :
Den offentlige sektor kan ikke anvende penge, som den ikke først har fået fra de borgere, der har skabt værdierne.
Rigtigt! Noget for noget! Forventet efterbevilling og låntagning er et skråplan, kreativ bogføring som man jo før har set, hvad fører til. Så først tjener borgerne til nye motorveje, og så bygger staten. Meter for meter, krone for krone, ligesom i Søren Sold og Peter Spars overskuelige verden, hvor frie mennesker heller aldrig var helt lige og ikke tog skade af det. I hvert fald ikke Søren Spar, som nogen efter skoletid måske alligevel gav en berettiget røvfuld.
Spørgsmålet er, om ikke CEPOS allerede nu bør indstilles til Nobelprisen i økonomi . I så fald kan det jo ifølge principperne næppe ske som et kollektiv, og så må tænketanken jo røbe, hvem i kredsen der har udtænkt dybsindighederne, som næsten må siges at kulminere i princip nummer ni:
En offentlig sektor, der er stor og stærk nok til at kunne give borgerne alt, kan også tage alt fra dem.
Det er her efterhånden blevet åbenbart for enhver at CEPOS ynder det absolutte. Alt er jo alt, intet mindre end alt. Man kan med CEPOS
grues ved tanken om en sådan offentlig sektor, der giver sine borgere alt, siger og skriver. Man forestiller sig her staten levere sko, tyggegummi, malerpensler, bolsjer, knækbrød, sytråd, æggedelere, ovennævnte hornmusik i ubesværede mængder, køkkenruller, stangkanel, ventilgummi, romanbøger, biograbilletter, snot og høvlspåner, makrelsalat, svinesmåkød fra de Tørnæske nationaliserede grisefarme, Thor Pedersens annekterede sommerhuse til fælles brug, majonæse og knækpølser med agurkesalat; kort sagt staten leverer alt til borgene, inklusive tænketanke. Så ville det i sandhed og fuldt berettiget som CEPOS selv siger være en betænkelig sag, som naturligt nok kunne medføre, at en så magtfuld offentlig sektor også kunne tage det hele fra os igen. Noget for noget. Derfor gør CEPOS ret i at fremhæve dette problemstillingskompleks, eftersom vi jo er ved at være derhenne, hvor vi får i hoved og røv, og der snart ikke er nogen der kan skelne mellem dit og mit og gud og hvermands, og det kan ikke betale sig at gøre en ekstra indsats sådan som Ulla Tørnæs og Thor Pedersen og skotøjshandleren i Transportmininisteriet og skrabe til sig, fordi frie mennesker nu engang ikke er lige, men frie og ulige, eller også er de ulige frie, og hvis vi ikke tænker tanker i tænketanken, kommer de nok en dag og spærrer os allesammen inde i et bur på størrelse med en varmluftsballon.
Og det er CEPOS’ 10. princip:
Frihed og ansvar gør forskellen.
Dette og de øvrige principper kan erstattes med: Pengene ligger bedst i vores lommer!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer