Læsetid: 3 min.

Thailand mørklægger ugunstig tsunamirapport

De thailandske myndigheder ønsker af ’patriotiske grunde’ ikke at offentliggøre konklusionerne fra den undersøgelseskommission, der skulle klarlægge, hvorfor der ikke blev slået tsunamialarm i tide
10. marts 2005

MØRKELÆGNING
TOKYO – Thailand hemmeligstempler rapport om tsunami-katastrofen. Alle spørgsmål om, hvorfor landets eksperter afstod fra at advare om risikoen for dødbringende kæmpebølger, ser ud til at skulle forblive ubesvarede, eftersom sandheden vurderes at kunne blive til for stor skade for nationen.
Ifølge dr. Smith Thamsaroj, tidligere chef for Thailands meteorologiske institut og nuværende formand for opklaringskommissionen, vil den officielle undersøgelses konklusioner ikke blive nedfældet på papir.
»18 pårørende til omkomne er allerede gået til en domstol i New York, og vi må i første omgang prioritere nationens interesse højest,« siger han.
Beslutningen oplyses at være truffet af »patriotiske grunde«. Nyheden blev offentliggjort i Bangkok-avisen The Nation og er udtryk for en politisk kovending.
Allerede fire dage efter katastrofen lovede ministerpræsident Thaksin Shinawatra, at alle kendsgerninger skulle lægges frem, og han bekræftede igen dette tilsagn ved den svenske statsminister, Göran Perssons besøg i Bangkok nogle uger senere.

100 minutter til at reagere
»Turister fra mange lande er omkommet i denne syndflod, og det er naturligt, at hele verden ønsker svar på, hvorfor eksperterne ikke slog alarm,« sagde han ved den lejlighed.
Al tvivl syntes elimineret, da thailandske ministre drog paralleller til en flyulykke. Med 5.400 døde og godt 3.000 savnede var nedsættelsen af en »havarikommission« uundgåelig.
Var tragedien mere end en naturkatastrofe? Hvad der skete i kontrolcentret i Meteorologisk Institut i de godt 100 minutter, som forløb fra jordskælvets udbrud til dødsbølgernes ankomst til de thailandske kyster, måtte ubetinget klarlægges.
Tidligere har The Nation afsløret, at mindst en af de fire, som deltog i det hasteindkaldte krisemøde, opfordrede til at slå alarm, men bekymringen for at skade turistindustrien, som er en af landets vigtigste, blev udslaggivende.

Fyret for at slå alarm
»Vi har ikke haft en tsunami i 300 år, så hvorfor nu,« spurgte meteorologchef Suparerk Thansiratwong.
Syv år før var dr. Smith i samme situation. Skælvet var en del mindre dengang, men han besluttede alligevel at trykke på knappen.
Da tsunamien så udeblev, blev han latterliggjort og måtte senere forlade sit job.
Dr. Smith siger, at han hverken vil eller kan afsløre de konklusioner, som opklaringskommissionen er nået frem til.
Men ved et offentligt møde tirsdag sagde han – også dette ifølge the Nation – at »hvis min efterfølger havde fulgt bare en tiendedel af mine anbefalinger fra 1998, ville mange have kunnet være reddet fra døden 2. juledag.«
»I don’t know how to punish him,« sagde han tvetydigt.
Da 19 pårørende til tyske og østrigske tsunamiofre for nyligt stævnede Thailands regering ved en domstol i New York for ikke at have sørget for at advare om monsterbølgerne, forsikrede myndighederne i Bangkok om, at »regeringer ikke kan stævnes«.
Nu synes man at være gået bort fra det standpunkt.
På FN’s katastrofekonference i Kobe i Japan i januar blev de enige om, at deres thailandske kolleger skulle have advaret turister og lokalbefolkning om flere omstændigheder og forsvarede muligheden for at forudse risiciene ved en sådan tsunami.
»I en sådan situation må man altid forestille sig det værst tænkelige scenario og beslutte derefter,« mente japanske tsunami-eksperter.
Dr. Smith mener, at Thailand er havnet i en ’catch 22-situation’ – på den ene side kritiseres man for, at man »intet vidste« – på den anden side anklages eksperterne for at have svigtet deres ansvar. Moralsk set er det ene lige så skidt som det andet og juridisk set er problemstillingen under alle omstændigheder meget kompliceret.
»I sidstnævnte tilfælde risikerer vi store skadeserstatningssager,« mener han.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her