Læsetid: 4 min.

Tilbagetrådt libanesisk regeringschef genindtræder

Syrien strammer atter sit greb om Libanon og søger – ved at forhale sin militærtilbagetrækning – at splitte den antisyriske oppositions enhed
12. marts 2005

Libanon ifølge Fisk
BEIRUT – Så er han tilbage igen. Omar Karami – den personificerede slattenhed i libanesisk politik er igen ved magten som ministerpræsident – skønt ’magten’ i denne sammenhæng, er et ord, som må tages med største forbehold – kun 10 dage efter, han trådte tilbage fra samme embede i forbindelse med massedemonstrationerne mod Syriens tilstedeværelse i landet.
Libanons mest prosyriske ministerpræsident – made in Syria blev hans regering døbt i Washington – blev genudnævnt af landets mest prosyriske præsident, Emile Lahoud, efter at 71 ud af de 78 tilstedeværende i det 128 pladser store libanesiske parlament pegede på ham.

Karmi truer
Omar Karami mødte op med en trussel. Medmindre han fik mulighed for at danne en regering, som også skal omfatte den opposition, der just havde vraget ham, kunne det få »uforudsete følger« for den libanesiske økonomi.
Det er mordet 14. februar på Rafik Hariri, den tidligere ministerpræsident og symbolet på den generation, der tog over efter Libanons borgerkrig, der har bragt økonomien i fare, men ingen tvivl om, at Karami har forstået situationens alvor.
Libanons udlandsgæld er løbet op i 33 mia. dollar, og hvem kan betrygge fremtidige investeringer i Libanon? I hvert fald ikke Karami.
Den syriske hær fortsætter med at rømme sine baser omkring Batroun, Tripoli og i bjergene omkring Beirut. Den militære efterretningstjenestes kontorer i hovedstaden er dog stadig åbne for forretninger. Samtidig er mange libanesere rykket ind i de ejendomme, hvor syrerne har resideret i over to årtier, og kræver dem nu tilbage.
Med genkomsten af en Karami-regering – hvis det ellers lykkes ham at danne nogen – er der igen sat et kraftigt syrisk fingeraftryk på Libanons kabinet. Det er vel overflødigt at sige, at Karami udtalte, at han vil »danne en national enhedsregering til Libanons frelse« – denne rituelle erklæring har libanesiske ministerpræsidenter afliret gennem i de sidste 30 år.
Samir Franjieh – en af de oppositionsparlamentarikere, som var med til at vælte den foregående regering – siger, at genudnævnelsen tværtimod er et forsøg på at tilintetgøre ethvert håb om national dialog.
»Det er et skridt, der repræsenterer en alvorlig udfordring af opposition og folkets følelser,« udtalte han.

Hizbollahs støtte
Karami gjorde krav på at have såvel støtte fra et flertal i parlamentet som fra folket og tilføjdede, at den Hizbollah-organiserede, prosyriske demonstration, som tirsdag samlede en halv million mennesker, var en »massiv demonstration, der tilkendegav vores legitimitet på den libanesiske gade«.
At den nye ministerpræsident tror, at han er berettiget til at beklæde sin post på grund af en Hizbollah-demonstration, siger næsten lige så meget om libanesisk politik som det ekstraordinære faktum, at han kunne blive genudnævnt kun få dage efter at være forkastet.
Hvad der står stadigt klarere, er, at det er det Hizbollah, der førte an i guerillamodstanden mod Israels besættelse, som efter Syriens tilbagetrækning skal fremstå som Damaskus forlængede arm i Libanon. Det er Hizbollahs stærke organisationskraft og disciplin, som er udset til at hindre, at den syriske tilbagetrækning skal udvikle sig til at blive den første fase en libanesisk-israelsk fredsaftale – noget selv den kristent-maronitiske patriark, kardinal Nasrallah Sfeir, er modstander af, så længe
Israel ikke har trukket sig tilbage fra besat palæstinensisk og syrisk område.

Israels og USA drømmer
Skønt Hizbollah kun har syv pladser i parlamentet, afviser bevægelsen at gå ind på sikkerhedsresolution 1559’s krav om at lade sig afvæbne. Og efter tirsdagens masseopbud ser både Israels regering og Washington da også ud til at have konkluderet, at de er nødt til at indstille sig på sameksistens med samme organisation, som de nu i de sidste tre år har dæmoniseret som endnu et centrum for ’verdensterror’.
Walid Jumblatt – druserlederen, der nu reelt er leder af den libanesiske opposition – påpeger gang på gang, at den shiamuslimske Hizbollahbevægelse uanset støtten fra Syrien og Iran er en libanesisk bevægelse, der har en legitim politisk rolle, at spille i sit land.
Israel og USA kan drømme nok så meget om et afvæbnet Hizbollah, men forestillingen om, at Libanons nationale hær, som omfatter et betydeligt antal shiamuslimer, skulle give sig til at konfiskere Hizbollahs våben, er illusorisk ønsketænkning.
Hvad der står klart er, at Syriens ved at forhale sin militære tilbagetrækning forsøger at bryde dets libanesiske modstanderes enhed. De sidste par dage har der ikke været antydning af demonstrationer på Martyrpladsen i Beirut, ingen ’Ceder-revolution’ og meget sporadiske udtryk for samlet modstand fra oppositionen mod Karamis genudnævnelse.
Hans genindtræden som ministerpræsident kan være nok så »farceagtig«, som avisen al-Hayat udtrykte det, men det bedste, oppositionen hidtil har kunnet stille op, er at bebude en demonstration i dag lørdag i Beirut, hvor 10.800 personer skal danne et massivt rødt, hvidt og grønt libanesisk flag –
t-shirts uddeles gratis – midt i hovedstaden. Prosyriske grupper agter at afholde en anden demonstration i Tripoli, Omar Karamis hjemby. Det kunne se ud til, at ’søster Syrien’ stadig ønsker at kramme Libanon hårdt i sin familieomfavnelse.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her