Læsetid: 10 min.

Topmøde i fjendeland

Efter Socialdemokraternes kollaps ved valget er selvbestaltede eksperter myldret frem med bud på partiets fremtid. Hvor er den røde tråd?
12. marts 2005

S, hva’ nu?
Det er vel at sammenligne med en familiesammenkomst, hvor både den racistiske onkel og kusinens indvandrerkæreste er med.
Anstrengte smil, høflige formalia, og små stikpiller, som selvfølgelig ikke er rettet mod lige netop ham, men bliver sagt generelt ud i rummet.
De socialdemokratiske kongresser, især de ekstraordinære som den, der begynder i Odense i dag, har ry for at være ekstraordinært pinefulde. De sidste par år er højdepunktet for de krumme tæer indtruffet, når formand Lykketoft skulle omfavne eks-formand Nyrup Rasmussen.
Det er fjendeland, når Frank Jensen og Helle Thorning-Schmidt i dag gør deres entre i Odense Congress Center i udkanten af den fynske hovedstad.
For, som Mogens Lykketoft siger, vil de to kandidater næppe betyde et markant anderledes Socialdemokraterne, men »lande på en kurs, der ikke kan være meget forskellig«. Den personlige animositet, der skabes af opgøret, vil til gengæld være betydelig. Akkurat som de to foregående gange, partiet skiftede formand.
Først til det, som burde være det socialdemokratiske fjendeland.

Fjendeland burde paradoksalt nok findes et helt andet sted, både fysisk og mentalt. Måske i en velduftende københavnsk salon, der funkler af lysekroner, spejle, marmorstatuer, bladguld og hvide duge.
Hvor taleren, en ældre gråhåret mand, siger:
»Jeg kender ikke en socialdemokrat, der er socialist. Socialismen som ideologi findes ikke længere«.
Og hvor publikum klapper.
Mere om fjendeland senere.

Først til de rundt regnet 700 socialdemokrater, som i den kønsløse kongressal i dag skal forsøge at samle tankerne om den kommende formand.
De seneste dage har været en ondskabsfuld boksekamp mellem de to kandidaters grupperinger. Frank Jensens fløj har forsøgt at slå mønt på et radioprogram, der måske viste, at Helle Thorning-Schmidts kampagne var orkestreret længe på forhånd. Det modsatte havde vel været en større skandale – en kandidat, der hovedkulds uden forberedelse vil regere det som regel regeringsbærende socialdemokrati.
Samtidig bliver Frank Jensen bagstræberisk forfulgt og nedgjort af partiets mere højreorienterede fløj.
Personkampen har raset samtidig med et intenst bombardement af meninger om, hvorfor det gik galt ved valget, og hvad partiet bør gøre fremover.
Ikke en sten eller avisside har kunnet vendes, uden det myldrede frem med store eller små eksperter, som alle havde netop deres sandhed om krisen.
Både Jyllands-Posten og Politiken har sendt ekspeditioner ud i landet for at lede efter den socialdemokratiske sjæl og få besvaret de store spørgsmål ved at gå uden om eksperterne og snakke med almindelige folk. Ikke overraskende er der ikke kommet en brik ud af det projekt. Men Jyllands-Postens ekspedition fandt dog en ny teori hos en 71-årig vendelbo, som mente, at Helle Thorning-Schmidt var en 5. kolonne i partiet:
»Hun er sat ind af Venstre for at ødelægge vores parti,« sagde vendelboen til avisen.

Den socialdemokratiske forvirring er selvfølgelig ikke ny. Alle partier diskuterer løbende deres idégrundlag, men selvransagelsen satte hårdt ind hos Socialdemokraterne efter Poul Nyrup Rasmussens nederlag i 2001.
Nye vinde, nye veje, hed meget symbolsk den debatbog, som efterfølgende blev udgivet.
»Der er mange, der gerne vil fremstille Socialdemokraterne som slagne og på vej ud af historien,« indledte Mogens Lykketoft i bogen. Og så fulgte 164 siders selvrevselse. Skarpest hos Karen Jespersen:
»Helt grundlæggende er der kun én forklaring, og den ligger hos os selv. Forklaringen er, at vi ikke har en politik, der er et godt nok svar på samfundets store, aktuelle udfordringen,« skrev den tidligere indenrigsminister.
Men selvkritikken har åbenbart ikke været dyb nok. I hvert fald valgte vælgerne igen den 8. februar at tilføje partiet endnu et stort nederlag.
Er bunden nået?, spørger socialdemokraterne sig selv. Formentlig ikke. Mest oplagt er det at se på Norge, hvor Arbeiderpartiet har dykket dybere end Socialdemokraterne i Danmark. Offentligt diskuteres nu en sammenlægning af Arbeiderpartiet og Norges svar på SF – Sosialistisk Venstreparti.
Herhjemme har forslagene oftere være at dele – i stedet for at fusionere.
»Løsningen må blive en deling af det gamle hæderkronede parti,« skriver direktør for High Performance Institute, Allan Levann i et af de mange læserbreve om partiets krise.
Det mest kendte delingsforslag er stadig forslaget i bogen Det Ny Systemskifte, hvor de reaktionære socialdemokrater udskilles i Hjemstavnspartiet og de progressive danner Virtuelt Folkeparti sammen med bl.a. radikale og SF’ere. I det utal af meninger om Socialdemokraternes krise tegner der sig grundlæggende tre skoler af argumenter: Styrmandsteorien, Rød Flanke og Midtermolen.

Den mest enkle teori, som er blevet fremført efter valgnederlaget kan betegnes som Styrmandsteorien.
Dem, der henholder sig til denne teori, er ofte, men ikke nødvendigvis, mangeårige socialdemokrater, som har svært ved at forstå, hvorfor det er gået så galt. Kernen i argumentationen er, at partiets politik faktisk er rigtig god. Der savnes ikke nye budskaber, kursen skal ikke ændres, de rigtige svar er allerede til stede.
Vælgerne har bare ikke fået forklaret sagen godt nok. Måske bærer medierne en del af skylden for, at kommunikationen ikke er lykkedes. Men vigtigst er, at formanden, statsministerkandidaten, ikke har formået at sælge varen. Hør her argumentet:
»Vores jobplan ’Made in Denmark’ giver et godt svar på de udfordringer, som vi står overfor. Jeg sidder ikke med et indestængt behov for at lave voldsomt om på vores politik,« siger Sandy Brinck. Hun er medlem af Folketinget og placeres på partiets Frank Jensen-fløj.
Tilhængere af denne skole er ofte Frank Jensen-støtter i den nuværende formandskamp. Eller er ikke rigtigt begejstret for nogen af kandidaterne. Partiets næstformand, amtsborgmester Bent Hansen:
»Vi skal gå efter de samme vælgere, som vi har satset på hidtil (...). Vi skal være bedre til at formulere, hvad vi står for,« siger han.
Kort sagt, hvis bare Mogens Lykketoft bliver erstattet af en mere dynamisk person, som falder i vælgernes smag, så – vupti – er valgsejren hjemme.
»Der har været en udpræget accept af Mogens Lykketofts budskaber om, at der ikke var noget galt med politikken, og at fløjkampen var overdrevet,« konstaterer kommentatoren Ralf Pittelkow i Jyllands-Posten. Styrmandsteorien bliver dog stadig mindre populær i takt med, at den lyder stadig mindre plausibel for de fleste. Én af partiets grand old men, eks-indenrigsminister Thorkild Simonsen, skrev i Jyllands-Posten:
»Jeg har kort sagt savnet en seriøs og reel debat om de spørgsmål, som er væsentlige for vores fremtid«.
Eller, som professor Lars Qvortrup skrev i denne avis:
»Det, som oppositionen tilsyneladende ikke har opdaget eller i hvert fald ikke vil tage konsekvenserne af, er, at samfundet har forandret sig«.

En mere dominerende skole, som har vundet frem på avissider og i debatprogrammer efter valget, er Rød Flanke. Frank Jensen står som bannerfører for den teori. Klassekampen er genetableret som slagord.
»Sammen er vi stærkest,« kalder Frank Jensen sit politiske manifest i Politiken.
»Nedskæringer og forringelser er gammeldags politik,« siger han. Tvært imod skal borgerne have mere velfærd på alle områder.
»Vi må aldrig acceptere den mærkværdige holdning om, at jo rigere vi bliver, jo mindre velfærd har vi råd til,« skriver han videre.
Denne teori knytter sig til marven af socialdemokratismen.
»Vi må aldrig ’fuske med identiteten’, som Ninn-Hansen sagde,« skriver Svend Auken, en anden fortaler for denne teori.
Tilhængere af denne teori føler sig ofte som mere socialdemokratiske end andre. Svagheden ved teorien er, at de traditionelle socialdemokrater i stort omfang har bevæget sig bort fra partiet. Som professor Jørgen Goul Andersen skriver i en analyse af valget:
»Mange arbejdere var blevet politisk rodløse, fordi de borgerlige partier lå for langt til højre på fordelingspolitikken, Socialdemokratiet for langt til venstre på værdipolitikken«.
Blandt tilhængere her knytter fremtidstroen sig nok så meget på, at Venstre og Det Konservative Folkeparti simpelt hen bryder sammen, og samarbejdet med Dansk Folkeparti kollapser:
»Enhver nøgtern analyse kan se, at det flertal er et hus bygget på sand: Flere velfærdsydelser – færre skatter,« skriver Svend Auken.
I kernen af denne teori ligger også et ønske om en stærkere værdipolitisk venstreorienteret profil. Som dengang Mette Frederiksen buldrede mod USA i et nyt ligestillingsudspil, hvor USA blev sammenlignet med Saudi-Arabien. Også den økonomiske udvikling, der i årevis har gavnet boligejerne, udgør et socialt problem som skal tackles. Både når det gælder den økonomiske fordeling og de værdier, samfundet bygger på, skal Socialdemokraterne styres til venstre.
»Vi skal have fokus på stærkere fællesskaber, et stærkere personligt ansvar og på at bekæmpe uligheden,« siger Mette Frederiksen. Hun evner det, som mange tilhængere af denne skole sukker efter: At sige tingene højt og klart.
Problemet for denne teori er, at indholdet generer mange midtervælgere: Sat på spidsen, så er retoriske udfald mod USA, trusler mod boligejerne og nær-garanti for højere skatter ikke ligefrem det, der sikrer valgsejren. En meningsmåling i Børsen slår pointen fast: Frank Jensen og denne teori er ikke populær blandt vælgerne generelt – han taber til Helle Thorning-Schmidt.

Den tredje skole, som kendetegner debatten om Socialdemokraterne, kan kaldes for Midtermole-teorien.
Partiets højrefløj befinder sig her.
»Vi skal kigge på alt det frække, som ikke har været så meget oppe i valgkampen,« siger Christine Antorini. Og nævner ordet »reformer«. Det ord er et nøgleord for denne teori.
Hvor Rød Flanke kræver mere velfærd til alle, så går denne teori på at omprioritere og bortskære i velfærden. Tag f.eks. Helle Thorning-Schmidts holdning til Velfærdskommissionen:
»De udfordringer, kommissionen nævner, det er klart udfordringer, som vi ikke kan snakke os ud af,« sagde hun sidste år til denne avis.
»Vi skal altid sætte reformer på dagsordenen,« har Christine Antorini sagt. Debatten om efterlønnen er kendt, og har været fremdraget igen og igen som eksempel på, hvor forskellen går mellem de to formandskandidater.
Generelt har denne skole et mindre helligt forhold til den offentlige sektor. Tag også kommunalreformen.
»Som opposition er jeg tilhænger af, at vi søger fornyet kontakt med regeringen,« siger folketingsmedlem Klaus Hækkerup til Jyllands-Posten.
Folkene i denne skole af argumenter vil ofte ende hos Helle Thorning-Schmidt i det igangværende opgør.
»Den holdopstilling tyder på, at der vil ske en markant højredrejning med Thorning-Schmidt,« konstaterer Børsen i en analyse.
Udlændingeområdet er et andet sted, hvor denne teoris støtter mener, at kursen bør ændres. Morten Bødskov, retsordfører, har markedsført den hårde linie på retsområdet. Anne Marie Meldgaard på udlændingeområdet.
Hvor Frank Jensen og Svend Auken er kendt for at ytre sig skeptisk om den hårde linie, senest har Frank Jensen kritiseret tilknytningskravet, så vil folkene bag Midtermolen følge den folkestemning, der forlanger en stram kurs.
Dét er i virkeligheden det, som rigtige socialdemokrater efterlyser, vil de sige.
Midtermolens projekt går på at kapre de vælgere retur, som er flyttet over til borgerlige partier:
»Vi bør være mest bekymret over, at det er de mennesker, som vi troede, vi repræsenterede, der har valgt os fra til fordel for Dansk Folkeparti og Venstre,« siger Helle Thorning-Schmidt.

Tilbage til det der burde være fjendeland: I Palmesalen på Hotel D’Angleterre i København var morskaben ikke overstået endnu. Tidligere statsminister Poul Schlüter var stadig på talerstolen.
»Jeg har forstået, at favoritten hos Socialdemokraterne vil gøre partiet til et samlingspunkt for de fattige. Men han vil opleve, at der ikke er fattige nok til at skabe et stort parti. Hvis man vil gøre sig til økonomisk talsmand for en bestemt befolkningsgruppe, så går det galt,« sagde Schlüter.
Så klappede det borgerlige Danmarks spidser. For mens venstrefløjen ligner en rygende ruin, så havde den første politiske tænketank med borgerlig-liberale grundholdninger set dagens lys.

FAKTA
Socialdemokraternes tre skoler
Styrmandsskolen
•Motto: Vores politik fejler jo ikke noget, men vi skal have en formand, der er bedre til at sælge budskabet.
•Analyse: En ny formand vil i sig selv være nok til at skabe fremgang og genvinde regeringsmagten.
•Personprofil: Ofte partimedlemmer i mange år. Ældre og lidt forsigtige. Sandy Brinck og Bent Hansen repræsenterer delvist holdningen. Også Mogens Lykketoft selv mener, at politikken ikke skal ændres væsentligt.

Rød flanke
•Motto: Vi skal ikke lulle os i søvn i favnen på middelklassen – socialt dårligt stillede danskere skal mobiliseres til oprør mod Anders Fogh. Vi har glemt at vise, at vi faktisk er på venstrefløjen.
•Analyse: Vi har ladet os diktere af holdninger fra Venstre og konservative. Vi skal profilere os skarpere til venstre og værne om velfærden for alle.
•Personprofil: Både unge progressive og ældre, der savner den faglige kamp. Frank Jensen, Mette Frederiksen og Svend Auken befinder sig i grundtræk her.

Midtermolen
•Motto: Vi skal tage fat på reformer, der sikrer vores velfærdssamfund. Ved at genvinde middelklassen fra Fogh vinder vi også regeringsmagten.
•Analyse: En stram kurs på udlændinge- og retsområdet skal kombineres med løfter til middelklassen. Frafaldne vælgere skal hentes tilbage fra de borgerlige partier.
•Personprofil: En kreds af unge, specielt omkring ungdomsafdelingen DSU. Ældre socialdemokrater, som er nervøse ved indvandringen. Villige til at diskutere reformer. Helle Thorning-Schmidt, Hækkerup-familien, Jan Trøjborg og Henrik Dam Kristensen befinder sig generelt her.

SERIE
S hva’ nu ?
*Efter Socialdemokraternes valgnederlag skal partiet ikke alene have ny formand. Partiets politik og værdigrundlag er også til diskussion. I serien ’S hva’ nu?’ afsøger Information Socialdemokraternes politiske muligheder, uanset om formanden bliver ung eller ældre, mand eller kvinde

Tidligere artikler i serien kan læses på www.information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her