Læsetid: 2 min.

I transit

Norén som henholdsvis læsedrama og rigtig teatermand på Betty Nansen
10. marts 2005

Teater
I denne swedenborgske transit fortsætter rollefordelingen fra det abrupt forladte liv; men noget fortid skal samtidig på plads, mens der både åbnes for, lyves om og pyntes på de bag-sig-lagte omstændigheder. Det meste ganske ondskabsfuldt sat på cafe-snakkens overfladisk intellektuelle skinner.
Den pågående John – med dobbeltrollen som både guide, Noréns Charon, og manipulator for sin egen underholdnings skyld – taler meget, mest om og til de andre. Erik er lidt længere om at komme frem af busken, og den næsten nøgne Georg er fortumlet og fuld af hv-spørgsmål – hvor, hvem, hvorfor, hvorhen ?
Trods skuespillernes ihærdighed kommer der aldrig liv i den lille stiløvelse, størst interesse formår den mindst talende Tom Jensen at generere med sin fremragende gestaltning af Georg.
Ellers er Kommer og forsvinder en fremadskridende skuffelse, en gang deja entendue af en vis dramatisk modus, som vi ikke gider mere. Dén med de små syntaktiske omrokeringer og forskydninger – »det kommer måske aldrig, mit virkelige spring kommer måske aldrig, netop det kommer måske aldrig« osv osv.
To skridt frem og et tilbage. Og når een retning er kørt ud, springer vi lidt i rillen og sender en ny replik mod prismen. I værkrækken måske af en vis konklusiv og i hvert fald formlegende betydning for forfatteren, men absolut mest egnet som læsedrama.
Hjulströms rigide instruktion levner ikke Anders W. Berthelsens kryptiske John plads til pausens betydningsfuldhed, Trine Dyrholm som Erik bliver mest en forstyrrende kønsbarriere, især når han/hun akkompagnerer med feminint kropssprog.

Sidste-øjebliks redning
Annoncering og programforside afslører, at spillenes rækkefølge oprindeligt har været tænkt omvendt, men ombytningen redder aftenen, for Stille musik er rigtigt teater. I tre satser med samme motiv: begravelse – et tilbagevendende Norén-tema. For resten dukkede den evige urne op i Kommer og forsvinder, jeg vil æde min hat på, at Norén skal traditionelt begraves, når han engang osv.
Tilbage til musikken, begravelse i den samme personkreds med minutiøs variation og årelangt mellemrum; alligevel kan personerne uforanderligt ikke finde ud af at sørge sammen, ikke engang at røre ved hinanden. Mens den konventionelle konversation kører af sporet på den måde den slags gør, når svarene stanges ud pr. automatpilot. Eneste oprigtighed, Sofie Gråbøls, falder som uønskede faux pas, uhørtheder og indiskretioner. Et tragikomisk portræt af moderne afmagt under Noréns skælmske overskrift: Livet går ud på at bevise, at man tog fejl.
Her rumsterer et meget indesnørret liv, og genkendeligt desværre – men så er det heller ikke værre, for den sorte humor, der bl. a. slår ned på vores serielle parforhold, holder mundvigene oppe. Stram stil fra Noréns side, fremragende spil og en helstøbt lille perle med de to kvinder som overleverne, uden at der skal lægges noget som helst kønsheroiserende i det. Det kender vi forfatteren godt nok til. Og han sin nutid.

*To eenaktere af Lars Norén. Ovs.: Das Beckwerk. Instr.: Lennart Hjulstrøm. Scen.&kost.: Karin Lind. Lysdesign: Linus Feldbom. Betty Nansen Teatret til 16. april

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her