Læsetid: 1 min.

Tyskland indskrænker forsamlingsfriheden

For at forhindre nazi-demonstration foran Brandenburger Tor i Berlin, vedtager tyske politikere en lovændring – den gælder bare ikke for Brandenburger Tor
12. marts 2005

Demonstration
BERLIN – Et stort flertal af socialdemokrater, konservative og grønne har i den tyske Forbundsdag vedtaget at indskrænke forsamlingsfriheden.
Lovændringen skal gøre det lettere for myndighederne at forbyde højreekstremister i at demonstrere i nærheden af mindesmærker for nazi-regimets ofre.
Loven nævner specifikt det kommende Holocaust-mindesmærke midt i Berlin, andre beskyttede steder fastlægges af de enkelte delstater.
Anledningen til lovændringen er en demonstration, som det højreekstreme, nationaldemokratiske parti NPD har anmeldt foran Brandenburger Tor den 8. maj.
De tyske politikere ønsker under ingen omstændigheder, at mindedagen overskygges af en demonstration arrangeret af et parti med nazistiske sympatier.
For fem år siden gik billederne af en NPD-demonstration med 350 deltagere foran Brandenburger Tor verden rundt. Skaden på Tysklands image var enorm, og en gentagelse vil politikerne meget nødigt se på mindedagen for Anden Verdenskrigs afslutning.
CDU-ønsket om at udvide den demonstrationsfri zone rundt om Rigsdagen til også at omfatte Brandenburger Tor fik ikke flertal.
Dermed står politikerne i den paradoksale situation, at det, de ville opnå med indskrænkningen af forsamlingsfriheden, ikke indfries af lovændringen.
Om lovændringen får betydning for den hårdt plagede bayriske by Wunsiedel, tvivler selv den ansvarlige indenrigsminister Otto Schily (SPD) på. Wunsiedel har i årevis forsøgt at blive fri for en mindemarch til ære for Hitlers stedfortræder Rudolf Hess, der ligger begravet her.
»Man må helt enkelt bestemme sig for, hvad der er bedst; at lade det være, som det er, eller ændre det i denne retning. Jeg er entydigt for at gøre noget på grundlag af det fælles lovforslag,« sagde indenrigsminister Otto Schily.
Udover forsamlingsfriheden blev også straffelovens paragraf om racehad skærpet: For fremtiden kan det give op til tre års fængsel, hvis man offentligt forherliger eller retfærdiggør det nationalsocialistiske styre, eller hvis man sårer ofrenes værdighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu