Læsetid: 2 min.

Uden følelser og drømme til at samle forestillingen

Hov-skal-jeg-hente-en-kop-te-realismen falder pladask ned fra svævenumrene i ’Den Store Houdini’
8. marts 2005

TEATER
Italieneren Giacomo Ravicchio har beriget dansk teater med fritsvævende fantasier, siden han skabte Meridiano Teatret for 10 år siden. Men selv fantaster har brug for pauser:
Hans nye forestilling Den Store Houdini holder sig i hvert fald kun svævende akkurat så længe, som Ravicchios tryllekunstner kan holde sine illusionsnumre i luften.
Ideen er ellers god nok: En tidligere tryllekunstner er i dag en forretningsmand med succes. Men personligt er han i krise – ensom og uden kærlighed. Derfor går han i terapi, der får ham til at lede efter livsglæden i nye tryllerier.
Ravicchio kan selv trylle, så kortene flyver op bag hans muskuløse tommelfingre. Og han kan flirte med publikum ud under de sorte krøller med et charmeblik, der snildt ville kunne udkonkurrere den afblegede illusionistkonge Joe Labero. Han laver endda samme cigarettrick, dét med den tændte cigaret ned i hånden – og pist.

Hverken sorg eller sjov
Men Ravicchio kan ikke spille realistisk skuespil. Ingen Norén og ingen Werdelin sidder i hans trimmede krop og de raffinerede hænder med de 30 års skuespillererfaring. Alt det dér med ind-og-ud-af-døren og hov-skal-jeg-hente-en-kop-te, det falder pladask til jorden både hos ham og de tre andre spillere hos Meridiano Teatret.
De taler, og de taler, sådan lidt som på reality-tv. De bytter mobiltelefoner, og de henter sushi. Og de pepper virkelighedsspejlingen op med et par forslåede ludere og en slipse-kliché af et danskersvin. Men det er hverken sjovt eller sørgeligt. Det er bare langt og tungt.
Scenografisk er forestillingen også noget mager med otte hvide stofbokse og en Ikea-stol. Farvel realisme, farvel også illusion. Lysdesignet gør ikke Pakhus 11 til
nogen balsal heller; (nødudgangsskiltet blænder forresten). Og selv om forestillingen leger en masse med morsom video, kan skærmbillederne ikke bære illusionen oppe.

Pretty Woman i Ikea
Egentlig er forestillingen vel Ravicchios svar på Richard Geres Pretty Woman-hyldest til Julia Roberts. Vi får bare aldrig inderligheden i kærlighedshistorien mellem den lækre Ravicchio og den smukke Rebekka Owes hårdkogte og muntre overlever-luder – altså de følelser og drømme, der måske ville kunne have samlet forestillingen.
Som Ravicchios deprime mand siger det i psykologens stol:
»Det bliver mere og mere tydeligt, at jeg lever et liv, der ikke er mit.«
Undervejs i forestillingen bliver det også mere og mere tydeligt, at Ravicchio her laver et teater, der ikke er hans. Respekt for forsøget. Men næste gang skal han nok droppe realiteterne og kaste sig tilbage ind i den fantasi, han mestrer så tryllebindende.

*’Den store Houdini’ af Giacomo Ravicchio. Oversættelse og dramaturgi: Bent Holm. Musik (bl.a. smuk trompetsolo): Jérôme Baur. Trompetindspilning: Nicolas Genest. Lys: Mikkel Magnus Olsen. Koreografi: Esa-Tuomas Alanne. Tryllekunstkonsulent: Lars Andersen. Video (med skæv humor): Uangivet. Meridiano Teatret i Pakhus 11, Dampfærgevej ved Østerport, til 18. mar. www.meridiano.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her