Læsetid: 5 min.

Udødelige filmklassikere vanhelliges

Gene Kelly misbruges i en mareridtsagtig tv-reklame, og det minder os kun om, at det er svært at forvalte vores kulturarv
4. marts 2005

Filmarv
Hvad skal man stille op med den slags vanhelligelse? For nogle uger siden blev der vist et reklamespot i amerikansk fjernsyn, som gjorde mig rigtig gal i skralden. Det begynder med den klassiske scene fra Singing in the Rain (1952), hvor Gene Kelly med hjælp fra en paraply og et kunstigt skabt kraftigt regnvejr, en eller to forbipasserende, nogle kunstige vandpytter og en barsk politimand, optræder med nummeret Singing in the Rain – en sang skrevet af Nacio Herb Brown og Arthur Freed i 1928, men udødeliggjort i denne film.
Jeg drister mig til at tro, at alle, der er kommet hertil i læsningen, husker denne scene og elsker den. Singing in the Rain bliver af mange anset for at være verdens bedste musical, og det gør den til et trækplaster.
Men så er det, reklamerne begynder at vende op og ned på det hele. Musikken går over i hip-hop. Kellys figur begynder at udføre dansetrin, som ikke var med i den oprindelige film. Han laver saltomortaler. Og han gør det udelukkende for at markedsføre et moderne produkt, som jeg skal skåne læserne for at afsløre, hvad er.

Besudlet eftermæle
Singing in the Rain var en Metro-Goldwyn-Mayer film, som Kelly og Stanley Donen var med til at instruere. Det var også dem, som udtænkte dansekoreografien. Jeg har talt med Donen om scenen, og han er stolt af den, ikke mindst måden koreografi og kamerabevægelser blev koordineret på. Der er f.eks. scenen, hvor Kelly vender sig hurtigt og kameraet følger ham oven fra; det er måske et af de mest bevægende øjeblikke i amerikansk film.
Donen lever stadig, men folkene bag reklamefilmen rådførte sig ikke med ham. Hverken han eller Kelly (som døde i 1996) havde nogen ejendomsret over Singing in the Rain. Men jeg forestiller mig alligevel, at det var nødvendigt at indhente samtykke fra Metro-Goldwyn-Mayer, eller de folk, de overdrog ejendomsretten til, for at kunne forsynde sig mod filmen på denne afskyelige måde; og jeg gætter på, at de gældende love må kræve, at man indhenter tilladelse fra Gene Kellys bo.
Jeg er sikker på, at der i begge tilfælde har været penge inde i billedet. Og jeg har ingen anelse om, i hvilken tilstand Gene Kellys bo befinder sig, og jeg har heller ikke ret til at forhindre hans muligvis fattige arvinger i at tjene penge på det.
Men jeg har al mulig ret til at beklage deres handling og til at gøre opmærksom på den mareridtsagtige reklamefilm. Jeg vil ikke holde mig tilbage fra at påstå, at Kellys og Donens kunstneriske eftermæle er blevet besudlet. Hele vores kollektive erindring, vores kultur og vores fornøjelser er blevet trukket rundt i manegen.

Hån og udnyttelse
Ja, filmen overlever og kan stadig ses, men dens skønhed og integritet er på det skammeligste blevet angrebet. Denne films sjæl er på lumsk vis blevet hånet og udnyttet. Og eftersom det ikke er første gang, at tærsklen for computermanipulativ kannibalisering af den eksisterende kulturarv er blevet overskredet, er der kun blevet åbnet op for endnu flere uanstændige genfortolkninger.
Singing in the Rain er på mange måder en del af vores nuværende og fremtidige kulturarv. Den arv kan være svær at forvalte. Bare tænk på Orson Welles. Welles døde i 1985 (som han levede) i et juridisk kaos. Han havde tre døtre, den yngste af dem, Beatrice, var hovedarving, idet hendes mor, skuespillerinden Paola Mori (Welles tredje og sidste kone), var en af hans arvinger. Jeg tror, Beatrice sad tilbage med meget få midler, hvilket jeg har den største sympati for.

Hævngerrigt filmselskab
Orson Welles var muligvis USA’s største filmgeni, men i forretningsanliggender var han et rodehoved og et menneske, der var fuldstændig ligeglad med penge. Så Beatrice søgte juridisk hjælp for at gøre krav på, at hun havde ret til navnet og billedet af hendes far og til nogle af hans værker. Sagen er endnu ikke blevet afgjort ved domstolen, men jeg ved dog, at der er blevet udbetalt honorar til Beatrice i forbindelse med udgivelsen af en bog om Welles.
Det er Beatrice Welles’ påstand, at hun beskytter sin far imod de ting, Kelly bliver udsat for i reklamefilmen, men det er tydeligt, at hun også stiler efter at sikre sig økonomisk, hvilket hendes far forsømte. Sagen med Welles er yderligere interessant derved, at han i forbindelse med Citizen Kane underskrev en usædvanlig kontrakt, der beskyttede hans film imod, at andre blandede sig.
Derfor afholdt den tidligere ejer, Ted Turner, sig fra at lave filmen i farver af frygt for de juridiske konsekvenser, det ville få. Det afholdt ham dog ikke fra med stor fornøjelse at farvelægge andre film, samtidig med at han opfordrede puristerne til at tage farven ud, hvis de foretrak filmen på den måde.
Beskyttelsen af vores filmskat er ikke nogen bagatel. På Welles anden film, The Magnificent Ambersons, reagerede RKO (det selskab, som havde skrevet den første kontrakt) hævngerrigt. De klippede mindst 40 minutter ud af Welles oprindelige film (selv om Welles ikke var helt uden skyld i klipningen) for dernæst at smide alle optagelserne og al det fraklippede materiale i Stillehavet.
Vi vil aldrig få den film at se som Welles oprindelig havde haft i tankerne. Det kunne være blevet den film, som fortrængte Citizen Kane fra pladsen som den bedste film, der nogensinde er lavet.

Letkøbt latter
I sidste uge i Berkeley i Californien viste jeg Anthony Manns film Men in War fra 1957 for et opmærksomt publikum. Det er ikke en film, som alle umiddelbart kan huske, men der findes flere kritikere og historikere, der deler min opfattelse af, at det er en af de bedste amerikanske film.
Filmen blev solgt af de oprindelige ejere. Den ejes nu af et hollandsk tv-selskab – der hverken er i besiddelse af et negativ eller en kopi af filmen. Edith Kramer, den hengivne direktør for The Pacific Film Archive fandt en kopi (et smukt eksemplar), som en pensioneret operatør i Los Angeles var i besiddelse af. Det er muligvis det eneste eksemplar med høj kvalitet af Men in War, der findes i verden. Og filmen er mindre end 50 år gammel.
Det er en gennemgående holdning blandt filmselskaber, der har biblioteker med gamle film, at hvis de udsender en udmærket dvd-version, så har de gjort deres pligt. Det betyder i praksis, at de ikke længere har brug for negativerne og de bedste kopier. Det er de digitale udgaver, man ejer og opbevarer.
I den digitale verden kan man manipulere med de historisk filmklip, hvis man gerne vil score kassen på det. Der er blevet udkæmpet så mange kampe på filmbranchens område med så store økonomiske interesser på spil, at man har fundet frem til en adækvat definition på film som et værk, der skal bevares i sin oprindelige form.
Og så længe forvirringen hersker, vil denne periode blive husket som den, der solgte ud af arvesølvet for pengenes og den letkøbte latters skyld.

©Independent og Information

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu