Læsetid: 4 min.

USA skal overvåge våbenhvile

Amerikansk general skal hjælpe med reformeringen af de palæstinensiske sikkerhedsstyrker, men skal også fremover vurdere, om palæstinenserne gør nok for at forhindre terrorangreb mod civile israelere
2. marts 2005

REFORMMØDE
LONDON – En sikkerhedsgruppe under ledelse af den amerikanske general William Ward blev på det internationale ’Møde til Støtte for Det Palæstinensiske Selvstyre’ i London i går nedsat for at hjælpe det Palæstinensiske Selvstyre (PA) med at finansiere, reformere og træne de palæstinensiske sikkerhedsstyrker. Gruppen, der desuden vil tælle EU, Egypten og Jordan, vil således hjælpe PA til, at de kan leve op til kravene i den såkaldte ’Køreplan for fred’.
Men general Ward vil også fungere som en observatør, der fremover vil kunne dokumentere, om eventuelle brud på våbenhvilen mellem israelere og palæstinensere skyldes manglende handling og vilje fra parternes side, sagde den britiske vært, premierminister Tony Blair på det afsluttende pressemøde.
»Forpligtelserne i Køreplanen for fred er klare: Palæstinenserne skal stoppe terrorismen. Hvad vi har manglet er en fælles forståelse for, hvilke strukturer der er nødvendige at få oprettet, således at vi kan sikre, at dette overholdes. Det er sådanne strukturer, vi har forsøgt at skabe her på konferencen,« sagde en tydeligvis engageret Blair.
»Derudover har vi fået en mekanisme – General Ward – der kan overvåge, hvorvidt det, der bliver gjort, er det, der er aftalt,« tilføjede han.
Det er især dette sidste element, der er markant. Palæstinenserne har gennem de seneste år krævet internationale observatører til området, og selv om den amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice i sin afsluttende beretning nedtonede Wards observatørrolle, er der tale om en markant indrømmelse til Mahmoud Abbas, idet Israel ofte har suspenderet kontakten med palæstinenserne med henvisning til, at de ikke opfylder deres sikkerhedsforpligtelser. Det vil fremover blive sværere.
»General Wards rolle er først og fremmest at hjælpe palæstinenserne med at reformere sikkerhedsstyrkerne. Derudover vil han have en funktion, hvor han rapporterer tilbage til mig om, hvad palæstinenserne har mulighed for at foretage sig på sikkerhedsområdet. Vi taler ikke om en stor gruppe amerikanske observatører i området,« sagde Rice til den forsamlede verdenspresse.
Palæstinensernes nyvalgte præsident, Mahmoud Abbas, var dog godt tilfreds med at få en amerikansk general draget ind i processen.
»Wards tilstedeværelse som observatør vil være med til at sikre, at våbenhvilen, som vi nåede frem til i Sharm el-Sheikh tidligere på måneden, bliver stabiliseret,« sagde han.

Reformer
Det var og blev spørgsmålet om sikkerhed, der dominerede konferencen, selv om også økonomisk udvikling og god regeringsførelse var på programmet. PA forpligtede sig til at gennemføre en række ændringer af lovgivningen samt til at gennemføre lokalvalg til sommer. Det internationale samfund – der var repræsenteret af topledere fra 23 lande og seks internationale organisationer; inklusive FN – lovede til gengæld penge og rådgivning.
Allerede i sin åbningstale gjorde den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas det imidlertid klart, at international solidaritet og støtte er velkommen, men at det ikke er nok.
»Det palæstinensiske folk er tørstige for fred og sikkerhed, men det giver ingen mening at gennemføre reformer, med mindre det følges op af et politisk spor, som vil føre til en afslutning af besættelsen,« sagde Abbas.
Tony Blair fastslog, at konferencen ikke var et sådant politisk spor, idet Israel ikke var til stede, men han mente, at den kunne være med til at danne grundlag for, at fredsforhandlingerne kan genoptages.
»Vi har nu en drejebog for, hvad der skal ske – hvad vi alle ønsker skal ske – og den drejebog har aldrig været klarere end nu. Men det er klart, at det ikke er det samme som, at den automatisk føres ud i livet,« sagde han.
Netop Israels fravær var en af årsagerne til, at det tog arrangørerne en smule overtalelse at få Mahmoud Abbas til at deltage i mødet. Den nyvalgte præsident frygtede, at mødet ville pålægge ham og hans myndigheder en række nye krav, uden at pålægge israelerne tilsvarende ansvar for at skabe en situation, hvorfra fornyede fredsforhandlinger kan påbegyndes.
Condoleezza Rice såvel som Kvartetten – USA, FN, EU og Rusland, der også holdt møde i går – kom dog i går med en vigtig håndsrækning ved indirekte at kræve ikke kun et stop for yderligere bosættelsesudvidelser, men også fremtidige evakueringer af bosættelser, der ligger midt på den besatte Vestbred.
»Israel må undgå at foretage sig handlinger, der vil besværliggøre en endelig fredsaftale, og må hjælpe til med at sikre, at en ny palæstinensisk stat bliver levedygtig. En stat af spredte territorier vil ikke kunne virke,« sagde Rice – en formulering, der blev gentaget i Kvartettens udtalelse.
De ord – såvel som generel Wards observatørrolle – vil ikke falde i god jord i Israel, som op til konferencen var i tæt kontakt med mødets arrangører for at sikre sig, at der ikke ville blive diskuteret emner, der anses for at høre til slutforhandlingerne mellem de to parter. Israel har desuden lagt vægt på, at begivenheden blev kaldt for ’møde’ frem for ’konference’ for ikke at give indtryk af, at gårsdagens begivenhed kan sidestilles med tidligere tiders store fredskonferencer i Geneve og Madrid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her