Analyse
Dagen før vælgerne skulle i stemmeboksen og afgive deres bidrag til folketingsvalget 2005 kunne de læse en opsigtsvækkende historie i Ugebrevet Mandag Morgen. Journalist Poul Albret skrev en artikel, der startede således: »Venstres valgløfter er slet ikke nogen gavebod De 24 milliarder repræsenterer tværtimod den laveste offentlige udgiftsvækst i nyere tid Årsagen til misforståelsen er en særlig regnemetode, hvor udgiftsstigningen akkumuleres, så løfterne fremstår større, end de er«.
Mandag Morgens historie kunne nok gøre en del vælgere rundtossede. Efter 20 dages valgkamp, hvor vælgerne dagligt var blevet tudet ørene fulde med, at Venstres valgløfter var den rene overbudspolitik, kom det dagen før de skulle stemme så frem, at Venstres valgløfter er det helt modsatte: Rent underbud!
Spørgsmålet melder sig, hvordan kan det lade sig gøre, at Danmarks største parti gennem en hel valgkamp, dag efter dag, er blevet eksponeret som et parti, der vil
levere markante velfærdsforbedringer, når de i virkeligheden vil det modsatte?
De vigtige første døgn
Svaret skal specielt findes i valgkampens første par døgn, som absolut må betegnes som helt vitale for valgkampens øvrige anatomi. Det er i disse døgn, at mediernes overordnede mediefortællinger bliver konstrueret, om helte og skurke om vindere og tabere, og om partiernes valgløfter er over- eller underbud.
Når medierne mere eller mindre bevidst først har rammet en historie ind, er det meget svært at bryde ud af rammen og få et andet billede frem.
Da Venstre i de første af valgkampens timer præsenterede deres valgløfter til befolkningen, var der set fra mediernes optik ikke de store journalistiske nyheder at finde i partiets udspil.
Venstre lagde ikke overraskende op til, at de ville matche Socialdemokraternes syvpunkts valgplan.
Den journalistiske vinkel blev derfor hurtigt lagt på alle de milliarder, som Venstre vil give til velfærden for at overgå Socialdemokraternes valgløfter.
Kun få journalister gravede mere kritisk ned i Venstres politiske udspil, og set i forhold til den voldsomme nyhedsstrøm, der var i valgkampens første døgn, gav disse historier kun få skvulp i det samlede mediebillede.
Svære vilkår
Selv om det kan undre, at der ikke var flere journalister, der fandt det mærkværdigt, at Venstre pludselig havde opfundet en ny regnemetode til at puste partiets valgløfter op med, må man sige, at journaliststanden havde svære vilkår. For Danmark var stort set støvsuget for økonomer, der ville udtale sig i medierne.
I en undersøgelse foretaget af Mandag Morgen og Modinet fremgår det, at der ud af 100 kilder i medierne i gennemsnit kun optrådte to personer fra landets universiteter og det er jo her, der sidder mange uvildige økonomer.
Uden for valgsæsonen er billedet helt anderledes: Her er der ca. 10 forskere ud af 100 kilder. Selv om der kan være mange grunde til forskernes larmende tavshed i valgkampen, kan man høre mange journalister, der frustrerede kan berette om, hvor svært det var at finde en økonom under valgkampen, der ville udtale sig til citat. Så noget tyder på, at der har været en journalistisk velvilje i forhold til at inddrage økonomer, der kunne hjælpe med at analysere valgløfterne.
S ikke forberedt
En anden væsentlig årsag til at Venstres valgløfter fik den besynderlige drejning var, at Socialdemokraterne tydeligvis ikke var forberedt godt nok i forhold til, hvilken kurs de skulle lægge fra første fløjt i valgkampen.
Socialdemokraternes analyseafdeling og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kom allerede i valgkampens første døgn med analyser, der pegede på, at Venstres valgudspil vil føre til den laveste offentlige udgiftsvækst i nyere tid.
Partiet havde dog ikke kommunikativ muskelkraft nok til at gå ud og sætte den dagsorden. Og her er det ikke nok at søge forklaringen i Mogens Lykketofts manglende kommunikative evner. Forklaringen skal nærmere findes to andre steder.
Hule- eller julemand?
For det første skal den findes i det dilemma, som har præget hele Socialdemokratiets oppositionstid om, hvorvidt Anders Fogh og hans regering skulle fremstilles som en hulemand, der var i gang med at udhule velfærdsstaten, eller som en julemand, der fuldstændigt ansvarsløst delte ud af den kommende generations ressourcer.
I moderne politik er der ikke plads til en sådan signalforvirring. Allerede i årene op til valget skulle Socialdemokraterne meget grundigt have primet dagsordenen med den fremstilling, de nu engang ville have af Anders Fogh.
For det andet skulle holdet omkring Mogens Lykketoft have været langt bedre til at »sælge« budskabet om, at den var gal med fremstillingen af Venstres valgudspil.
Personen Mogens Lykketoft stod i den direkte præsidentduel i en svær kommunikationssituation i forhold til at kritisere Fogh og hans politik.
Vælgere og journalister bliver ofte tonedøve over for den kritik, som de to kandidater kommer med af hinanden, da den mere bliver kategoriseret som mudderkastning end som seriøse og gennemarbejdede argumenter.
Derfor er det vigtigt at have nogle andre budbringere i den politiske ledelse, som f.eks. Anders Fogh har i Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort.
I valgkampen var store dele af den øvrige politiske ledelse i Socialdemokraterne bemærkelsesværdigt stille, hvor f.eks. den konfrontationskurs, som Frank Jensen nu slår på tromme for, var svær at spore.
Der kan altså findes flere årsager i valgkampens første døgn til, at Venstres valgudspil fik etiketten overbud og ikke underbud en etiket, som Anders Fogh og hans kampagnestab nok er svært tilfreds med.
For når de i en årrække har arbejdet meget bevidst med at opbygge en velfærdsvenlig profil omkring Venstre, ville det have været en katastrofe, hvis det samlede mediebillede allerede på dag to i valgkampen havde taget vinklen: Venstres valgløfter er slet ikke en gavebod tværtimod, de vil i fremtiden betyde mindre velfærd!
*Rasmus Jønsson, ekstern lektor i politisk kommunikation ved Roskilde Universitetscenter
