Læsetid: 4 min.

Venstrefløjsregeringer vinder frem i Latinamerika

Uruguay tog sin første venstreorienterede præsident i ed i denne uge. Landet er derved del af en ny bølge i regionen. Begivenheden symboliserer en aftagende amerikansk indflydelse
3. marts 2005

ANALYSE
Lige som ved bryllupper fortæller gæstelisten det hele, når præsidenter skal indsættes. I Montevideo er Tabare Vazquez blevet taget i ed som den første venstreorienterede præsident i Uruguays 150 år lange historie. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, men når man kaster et blik på de udenlandske dignitarer, der deltog, er det endnu mere opsigtsvækkende.
Luis Inacio ’Lula’ da Silva, Brasiliens centrum-venstre præsident, var der. Den flammende demagog Hugo Chavez fra Venezuela og Argentinas Nestor Kirchner var også til stede. Ingen ringere end Fidel Castro bidrog med det revolutionære stjernedrys. Der er ingen som denne forsamling, der på bedre vis symboliserer Latinamerikas gradvise drift bort fra USA’s indflydelsessfære.
Indtil den 31. oktober blev Uruguay regnet for en af Washingtons mest trofaste allierede på den sydlige halvkugle. Men så brød Vazquez, kræftspecialist og tidligere borgmester i Montevideo, det traditionelle to-parti-system i uruguayansk politik ved at føre Frente Amplio-koalitionen (Den Brede Front) frem til en overvældende valgsejr.
I dag tæller Washingtons uforbeholdne og 100 procent loyale allierede syd for Mexicos grænse ikke mere end ét eller to lande – El Salvador og Honduras, men hvem ellers? Selv Chile trodsede supermagten ved ikke at ville støtte invasionen af Irak i 2003, en afvisning, som ikke er blevet helt glemt i Washington.
I stedet dukker der de facto centrum-venstre koalitioner op på hele kontinentet. Eksemplerne spænder lige fra Chile, den økonomiske duksedreng, til Washingtons skræmmeeksempel, Venezuela. Der er dog en ting, de har til fælles. De er ikke nødvendigvis modstandere af USA i alle politiske spørgsmål, men de står heller ikke længere i taknemmelighedsgæld til supermagten.

Amerikanske fejltagelser
Deres kurs væk fra USA er et vidnesbyrd om den amerikanske udenrigspolitiks historiske fejltagelser. De seneste år er den amerikanske fremgangsmåde over for Latinamerika blevet ubehjælpeligt skævvredet af den amerikanske regerings besættelse af ét enkelt lille land 140 kilometer syd for Florida Keys. I økonomisk og politisk henseende er Cuba uden den helt store vigtighed, men dets symbolske betydning er blevet drastisk forstørret af den voldsomme bevågenhed fra Washington.
Isolation har været nøgleordet – først over for præsident Castro, og nu over for en anden ’slem dreng’ i skikkelse af Venezuelas Chavez. Men strategien har givet bagslag. Den amerikanske tyrannisering har givet den cubanske leder en national opbakning, som han ellers ikke ville have fået, og han har konsolideret sin position som den længst siddende regeringsleder på jorden.
USA har også tyranniseret Chavez og på klodset måde støttet et forfejlet kup imod ham i 2002 samt efterfølgende kritiseret ham ved enhver given lejlighed. I dag kan han bryste sig af statens stigende olieindtægter, og Chavez er mere selvsikker end nogensinde før.
»Washington planlægger at tage livet af mig,« påstår han, og benytter sig af Castros taktik med at mobilisere tilhængerne mod en ydre fjende.
Engang forsøgte USA at forstå Latinamerika. I 1930’erne erkendte Franklin Roosevelt og hans latinamerikanske toprådgiver, Summer Welles, at det ville virke stik imod hensigten, hvis USA intervenerede militært på Cuba eller andre steder. I stedet rådede de til en ’god nabo politik’. To årtier senere proklamerede John F. Kennedy ’Alianza para el Progreso’ (Alliancen for Fremskridt).
Siden da har USA’s diplomatiske kurs været fuldstændig hjælpeløs. Den ulogiske optagethed af Cuba, USA’s insisteren på at betragte verden gennem en enkelt prisme – først i kampen mod kommunismen, derefter i udbredelsen af det frie marked og frihandlen og nu i ’krigen mod terror’ – har gjort USA blind for regionens følsomhed. Gennem Den Kolde Krig støttede USA en række ubehagelige militærdiktatorer som bastioner mod den sovjetiske magt. Senere kom den amerikanske insisteren på en stram økonomisk politik (som USA påfaldende nok ikke pålægger sig selv) under voldsom anklage for at være skyld i en række økonomiske kriser, der kulminerede med Argentinas økonomiske sammenbrud i 2002.
»USA har lidt nederlag på næsten alle fronter,« siger Larry Birns, der er leder af Rådet for den Sydlige Halvkugles Anliggender i Washington: »Faktum er, at Latinamerika ikke længere er bundet til halvkuglen, som var det en håndfuld lande i USA’s baggård.«

Castro står stærkt
I dag befinder præsident Castro sig sandsynligvis i en stærkere position i regionen, end han nogensinde har gjort før. Både Brasiliens Lula og Uruguays Vazquez blev valgt på venstreorienterede programmer, men de er økonomiske realister. Tættere bånd til Cuba tillader dem
at polere deres venstreorienterede image og bevise deres uafhængighed af USA og ad den vej forsøde den krasse økonomiske medicin, de anvender på hjemmefronten.
Det er næppe sandsynligt, at USA vil genvinde det tabte terræn foreløbig. Hverken George Bush eller Condoleezza Rice har udvist nogen større interesse
for Latinamerika.
Den politiske styring er blevet overladt til nykonservative ideologer, navnlig Roger Noriega, der er leder for Den Vestlige Halvkugles Anliggender i Udenrigsministeriet og den tidligere rådgiver i Det Hvide Hus Otto Reich.
Birns peger på de stadigt tættere bånd i Mercosur, den vakkelvorne, firenationers handelsblok bestående af Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay, og EU som et tiltrækkende alternativ til FTAA, det amerikanske frihandelsområde, som USA støtter. Det er afslørende, at Chavez efter opholdet i Montevideo tager videre til Indien og til Mellemøsten. Washington kan kun stå
på sidelinjen og se på og skære tænder i impotent raseri.

© Independent og Information

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu