LONDON
»Chedder, Stilton og ... sæbe... ha, ha, ha!!!« Vores franske ven var med os på det lokale Farmers Marked og drillede igen min britiske mand med, at der simpelthen ikke findes tre gode britiske oste.
»Hvad er det nu restaurant hedder på engelsk,« fortsatte han flabet med overdreven fransk accent. Han blev ikke sagt imod. Han har jo ret. Franske oste er og bliver en helt anden klasse end britiske. Og fransk kogekunst er verdenskendt for netop at være ... kunst. Sådan er det bare. Lige meget hvordan man vender og drejer det, så bliver et stykke hvid fisk i pandekagedej, der døbes i en gryde olie, bare aldrig kunst. Og det hjælper ikke, at man moser en portion grønne ærter og fylder resten af tallerkenen op med friturestegte kartofler.
Nej, der er ingen grund til at tage diskussionen op med franskmændene...
Før nu. I denne uge er det nemlig blevet afsløret, at ikke Paris, ikke Rom, ikke New York, men London er intet mindre end verdens gastronomiske hovedstad! Ja, det lyder helt forkert, men det kommer fra eksperternes mund: Forfatterne til USAs førende madmagasin: Gourmet Magazine. For første gang har bladet udnævnt én by over andre som den bedste. Eller som The Telegraph begejstret formulerer det: »International anerkendt madbibel bryder med historien og giver den kulinariske krone til kun én by.«
Selv siger magasinets redaktør, John Willoughby: »Vi kom til London, fordi vi havde hørt om fantastiske kokke og fantastiske produkter. Vi håbede at finde god mad, men havde ikke forventet at finde så meget af det. Vi blev blæst omkuld. Hvad London har, som andre byer ikke har i øjeblikket, er mad af høj kvalitet på alle niveauer. Vi elskede, hvad vi spiste fra alle kategorier, fra hyggemad til gastronomiske eksperimenter.«
Prikken over iet for de stolte britiske madskribenter og madelskere er, at samtlige 180-sider af martsnummeret er tilegnet Londons madscene, og at forsiden giver de helt rigtige associationer om en tilbagevendt storhedstid: Fire kokke, der krydser forgængerfeltet i St. Johns Wood motivet der blev et ikon med Beatles Abbey Road-album. Billedteksten lyder: »Britiske kokke viser vejen.«
Nu er en ting jo, hvad et enkelt madmagasin der må formodes at være på evig udkig efter gode temaideer siger. Noget andet er, hvordan indtrykket er, efter man har befundet sig i denne gastronomiske hovedstad gennem længere tid. Som udefrakommende kan jeg kun sige: Bravo!
For 10 år siden, da jeg sidst boede i London, arbejdede jeg som bartender i Fleet Street-pubben The King & Keys. Jeg kan stadigvæk huske, hvor pinlig berørt jeg var, hver gang jeg rakte en tallerkenfuld mad over disken. Maden Shepherds Pie, steak & kidney pie og lasagne var forproduceret og kom i alt for store foliebakker, der rakte lige længe nok til, at maden blev ved med at være frisk... Ved en bestilling skulle jeg skære en firkant mad ud af den kolde bakke, putte en omgang slatne, forkogte chips ved siden af og stikke det i mikroovnen et par minutter. Et par blade salat fik det til at se friskt ud, og godt med Worchester-sauce og ketchup skjulte den kedelige smag.
For et par uger siden aflagde jeg min gamle arbejdsplads et besøg. Og hvilken forandring! Menukortet var langt og lækkert, og der var vinliste på bordene! Jo, der er sket en frygtelig masse på madscenen i London de sidste 10 år. Dels har tv-kokke som Jamie Oliver og Gordon Ramsay gjort det trendy at kokkerere, og med deres forretning er fulgt et utal af kogebøger, der med udgangspunkt i de traditionelle, tunge britiske retter, har revolutioneret britisk kogekunst. Det har også spredt sig til pubberne, som tvunget af skrumpende kundetal har fornyet sig. Generelt er kvaliteten af pubmaden blevet bedre, men dertil er en lang række faldefærdige pubber med dårligt ry blevet shinet up til gastropubber. Her kan man i en hyggelig pub-atmosfære spise opfindsomme nyfortolkninger af ikke kun britiske, men også franske, spanske, italienske osv. retter.
Om det er bedre end originalerne? Det er i hvert fald nyt! Briterne er stolte, men kan næsten ikke tro det. Som min mand sagde: »Husk at amerikanerne omdøbte french fries til freedom fries... det kan være, at de bare prøver at drille franskmændene.«
