Læsetid: 7 min.

Verdens dårlige samvittighed

Efter at verdenssamfundet vendte det blinde øje til folkemordet i Rwanda i 1994, var det lige før, at filmbranchen gjorde det samme med filmen om folkemordet 10 år senere. Her er historien om Terry Georges ’Hotel Rwanda’
23. marts 2005

Interview
Det hele begyndte, da den unge manuskriptforfatter Kier Pearson i 1998 mødte en ven i New York. Vennen havde boet i Tanzania, mens urolighederne rasede i nabolandet Rwanda, og flygtninge strømmede over grænserne. Vennen fortalte om en sort mand ved navn Paul Rusesabagina, som havde reddet hundredvis af mennesker ved at lade dem bo på Hotel Milles Collines i Kigali, mens hutuerne slagtede hundredetusindvis af tutsier.
»Min interesse var selvfølgelig vakt med det samme,« siger Pearson, »for her var ikke bare en helt unik mands historie, den havde også et klart politisk aspekt. Hele verden vidste, hvad der foregik. FN havde sågar tropper i området, men gjorde intet. Men én mand blev og gjorde en forskel. Han reddede 1.000 mennesker. Det var en utrolig historie, som måtte fortælles.«
Det første, Pearson gjorde, var at ringe til Rwandas ambassade i Washington DC, hvor den person, som tog telefonen, viste sig at være én af de overlevende fra hotellet. Hun blev den første af mange, Pearson interviewede om de rystende oplevelser. I 2000 rejste han til Rwanda og blev mødt med åbne arme af de lokale, der alle sammen ville have deres historie fortalt.

Tæt på at give op
Pearson fandt også frem til Paul Rusesabagina i Belgien, hvor han har boet siden flugten fra Rwanda og nu driver en vognmandsforretning.
»Men selv om jeg var kommet godt i gang med manuskriptet, var det svært at få filmbranchen til at interessere sig for historien,« siger Pearson, der flere gange var ved at give op.
»Reaktionen fra mange var, at når folk var ligeglade med folkemordet, så ville de også være ligeglade med en film om det.«
Men så fik den politisk engagerede, irske manuskriptforfatter og instruktør Terry George færten af Hotel Rwanda.
»Jeg havde arbejdet på en historie om Vestafrika, Sierra Leone, fordi jeg følte, at filmindustrien bevidst undgik at beskæftige sig med Afrika, medmindre det handlede om store rovdyr eller elefanter,« siger Terry George.
»Men jeg var så heldig, at min agent fik fat i en tidlig udgave af Kiers manuskript, og jeg vidste med det samme, at det var den film, jeg ville lave.«

The Hollywood Way
George fik sit gennembrud i 1993 med det Oscar-nominerede manuskript til Jim Sheridans In the Name of the Father og debuterede som instruktør i 1996 med Some Mother’s Son med Helen Mirren i hovedrollen. Det er begge film, der tager udgangspunkt i den nordirske konflikt.
»Hotel Rwanda er en af den slags film, som jeg altid har drømt om at lave,« siger George.
»Historien har elementer af politisk thriller, og jeg vidste, at folk ville sidde på kanten af sædet for at følge disse menneskers skæbne. Det dybe forhold mellem Paul og hans kone Tatiana, der reddede de mange mennesker gennem de 100 dage, gav os også en stærk kærlighedshistorie.«
Men selv med Terry George om bord, stod Hollywoods pengemænd ikke på spring for at finansiere filmen. At filmens virkelige hovedperson var blevet tæt involveret i skriveprocessen, gjorde det ikke ligefrem nemmere.
»På én måde blev det faktisk værre. Paul er et utroligt nobelt menneske, men som mange andre fra Rwanda er han ekstremt korrekt og præcis i alt, han gør – det er derfor, Rwanda bliver kaldt Afrikas Schweiz. Jeg var simpelthen nødt til at lyve for ham for ikke at såre ham i den langsommelige proces, det er at lave film i Hollywood. På trods af den fantastiske historie, var det en meget svær film at sælge uden stjerner, og vi var nødt til at snakke med folk som Will Smith og Denzel Washington, for det var dem, studierne ville have i hovedrollen som Paul. Selv ville jeg fra begyndelsen hellere have Don Cheadle.«

Vigtig film
Først i efteråret 2003 fik filmens producer strikket en kompleks finansiel plan sammen uden hjælp fra de store studier.
»Jeg var sikker på, at den ville kollapse,« siger Terry George, der dog var glad for, at han fik sin vilje med Don Cheadle i rollen som Paul Rusesabagina.
»Jeg vidste også, at hvis ikke vi kom i gang, så ville filmen aldrig blive til noget. Derfor kastede vi os ud i det, rejste til Sydafrika, satsede alle vores egne penge og blev ved med at låne flere penge i banken, mens vi forberedte optagelserne. Finansieringen faldt først på plads to dage inde i selve optagelserne.«
»Ligesom så mange andre blev jeg først rigtig opmærksom på, hvad der skete i Rwanda, da to millioner mennesker flygtede fra landet,« siger Don Cheadle.
»Det var den største masseflugt i verdenshistorien. Jeg var ikke i tvivl om, at Hotel Rwanda var en film, jeg ville være med i, lige meget hvilken rolle jeg kunne få. Paul var en fantastisk rolle, men det var vigtigere at få filmen lavet, end at jeg skulle spille Paul.«
Men det kom han til, og den 41-årige, sorte skuespiller fra Missouri, der er kendt for sine roller i blandt andet Devil in a Blue Dress, Out of Sight og Ocean’s Eleven og Ocean’s Twelve, kom derved på sin første tur til Afrika og fik efterfølgende sin karrieres første Oscar- og Golden Globe-nomineringer for rollen.

Rwanda i Johannesburg
»Jeg mødtes med Paul inden optagelserne, og det var lidt skræmmende at vide, at han ville være der, mens jeg skulle spille ham,« siger Cheadle.
»Men i stedet for at spørge ham om en masse, lod jeg ham vide, at hvis der var noget, som han syntes, jeg burde vide, så ville jeg meget gerne lytte. Min egen research havde ikke så meget at gøre med ham som med landet, og hvad der skete. Heldigvis var han meget åben og fortalte mig en masse, men jeg pressede ham ikke.«
Derimod blev filmholdet presset, fortæller Terry George, som konstant frygtede, at nogen ville trække stikket ud, inden de blev færdige.
»Der var ikke plads til nykker, så alle måtte knokle røven ud af bukserne. Vi havde virkelig mange problemer under optagelserne. Det regnede konstant, selvom vi var blevet garanteret, at det ikke ville og den slags. Vi var heldige, at vores skuespillere var meget fleksible, for vi måtte ændre ting hele tiden, skrive scener om, og det var de med på. Men det er alligevel, som om en god ånd har vogtet over projektet helt fra starten, for det lykkedes mod alle odds.«
De mange tusinde statister, der medvirkede i Hotel Rwanda, sørgede for, at erindringen om det virkelige folkemord aldrig var fjern for filmholdet.
»Mange af dem havde jo oplevet det selv,« siger Cheadle.
»De løftede af og til op i blusen og viste deres ar fra en machete og fortalte deres historier.«
En stor del af statisterne var flygtninge fra Rwanda eller Burundi, men filmen fandt også ekstra hjælp i de lokale townships i Johannesburg.

Historien om én mand
Selv om det ligger lige for, så er Hotel Rwanda ikke en anklagende film.
»Nej, jeg ville fokusere på én historie,« siger Terry George.
»Jeg ville ikke risikere, at Pauls historie blev forklejnet i den store sammenhæng, hvis jeg i stedet havde lavet en anklagende film. Men den burde laves. Hotel Rwandas styrke, mener jeg, ligger i Pauls historie, og hvordan den fortæller om folkemordet i Rwanda. Paul er som publikum et helt almindelig menneske, og gennem ham oplever vi denne forfærdelige og bizarre situation.»
»Det er på samme måde som Daniel Day Lewis i In the Name of the Father eller Helen Mirren i Some Mother’s Son. Det er gennem dem, at publikum oplever filmen. Det er noget, jeg altid ser efter i et manuskript. Men der er ingen tvivl om, at Pauls historie er den mest utrolige, og det var en gave at få lov til at fortælle den.«
Beder man George udpege nogle af de skyldige i, at folkemordet ikke blev stoppet, nævner han blandt andre FN’s generalsekretær, Kofi Annan, og den daværende amerikanske præsident, Bill Clinton.
»Men også det amerikanske udenrigsministerium og især den belgiske regering fordi de blokerede direkte for, at tropperne, som var på stedet, kunne gøre noget. Man skal bestemt heller ikke glemme den franske regering, som jo faktisk befandt sig på den anden side. De støttede jo hutuerne! De kom ind i sidste øjeblik og reddede resterne af den flygtende hutu-regering. Alle historierne om, at ingen kunne få tropper derind, var opspind. Franskmændene sendte en hel bataljon ind for at redde én hutu-general. Der er nok materiale til 10 gode film her.«
Terry George fortæller, at Paul Rusesabaginas accept af Hotel Rwanda har været helt central for ham.
»Jeg ved fra mine tidligere film, at når man presser en andens liv sammen til to timer, så er det et skræmmende ansvar.«
Og selv om Rusesabagina virker tilfreds, så skal man huske på, siger George, »at han er den ultimative diplomat. Han ville ikke have overlevet, hvis han ikke havde været det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu