Læsetid: 3 min.

Mit werdelinske brændemærke

Umiddelbart kan jeg ikke komme i tanke om andre nye, danske replikker, der har foruroliget og mystificeret mig som replikkerne i ’Martas Tema’
10. marts 2005

TEATER
Indrømmet: Jeg er misundelig på de tilskuere, der skal ind at opleve Martas tema for første gang. Misundelig på deres overraskelse, når de hører Nikoline Werdelins første replik – uden på nogen måde at kunne gætte, hvad den næste bliver. Og misundelig på deres forvirring, når de ser Marianne Nilssons scene dreje et par grader – og mennesker cirkle 100 år om deres indre akse uden at forandre sig det fjerneste.
Indrømmet: Umiddelbart kan jeg ikke komme i tanke om andre nye, danske replikker, der har foruroliget og mystificeret mig som replikkerne i Martas Tema. Og jeg kan ikke komme på andre dramatiske handlingsforløb, hvis plot jeg næsten er blevet ligeglad med undervejs – alene fordi hver replik blev en nydelse i sig selv.
Werdelins smerteportrætter tager ublu udgangspunkt i 1870’ernes København – ligesom Jette Kaarsbøl så bragende tog afsæt i Brandes-kredsen i sin kødeligt-pinefulde roman Den lukkede bog (2003). Historisk set lægger begge sig som kunstneriske kølvandsfortolkninger af Pil Dahlerups øjenåbner-disputats om Det moderne gennembruds kvinder fra 1983: I den borgerlige forstillelse og den indestængte kvindefrigørelse, i det modernes fremmarch og kunstnerens eksistenstalerør.
Hos Werdelin er 1870’ernes parallel til i dag yderst kontant. Og hårdtslående. Werdelins vederstyggelighed forvitrer alle hendes eventyrfigurer: Her er ingen happy end – heller ikke i hendes dobbeltoverraskende dobbeltslutning.

Prygelsved
Hvordan Werdelin (f. 1960) både kan være dramatiker og sin egen instruktør er en gåde – og et lykketræf. Præstationen bygger klart oven på hendes tidligere egeninstruktioner af Den blinde maler (1999), Mine to søstre (2001) og Boblerne i bækken (2002). I Martas Tema rammer hun imidlertid en helt anden ubesværet balance mellem realismen og det symbolske, mellem small-talk og pathos. Kroppen er langt vigtigere i Martas Tema. Werdelin har f.eks. konstrueret en række tavse indimellem-scener, der for tilskueren fylder næsten lige så meget som de replikbårne scener: Kvinden, der vasker prygelsveden af. Manden, der onanerer i fremmed stol. Kvinden, der bløder igennem. Kvinden, der brændemærker sig selv.
Det filmiske præger Werdelins drama i dets klippeteknik mellem dengang og nu. Men også mellem personerne i det offentlige rum og personerne, når de er helt alene med egen krop. For kroppen kommer dem på tværs i begge århundreder – på tværs ind til det selvdestruktive.

Øjentics
Werdelin har skrevet dette stykke direkte til otte, håndplukkede stjerneskuespillere, som hun har instrueret både med og mod deres forcer. Hvilken fan-fryd er det ikke at se en hæs-udskreget Claus Ryskjær, nu i en skulderfrosset, meningsfuld magtrolle? Hvilken babe-forvandling at se selvsikre Tammi Øst nedstige fra de Farlige Forbindelsers drevne retorik til en afbleget, rømmende sekretær i yoga-forvirret selvudvikling? Hvilken flab-overrumpling at se Borte med Blæsten-skønne Ellen Hillingsø som tunghør forskernørd? Hvilken moustache-delikatesse at se den diplomatisk drevne Henrik Prip på eksistentielle tåspidssko? Hvilken kynisme-dessert at se en bredskuldret Thure Lindhardt bringe retfærdighed og Vorherre sammen i hesteprangerlogik? Hvilken diva-satire at se Birthe Neumanns henglemte komponistmuse vågne op af støvet og de beroligende piller og spille sit livs største sonate. Hvilken humor-terror at se Lars Mikkelsen rase ud over kvindekønnet med bibliotekar-autisme i både brillestænger og brune velourbukser?
Og hvilken åbenbaring at se den gammeldags-moderne Lotte Bergstrøm som den tavse Marta: Den evige stuepige med forgræmmede øjentics og offernøjsomhed, pigen med den afgørende nynnen. Hun nynner nemlig det musikalske tema, som hele Werdelins historie så hidsigt fletter sig omkring – fremdigtet af komponisten Lars Bagger som nutidig medsammensvoren til en postuleret, hedengangen komponist, Theophilus Salicath, med Mendelssohn-aner.

Ovnsværte
Indrømmet: Historien ville ikke kunne flyve så uhindret frem og tilbage mellem 1873 til 2005 uden Marianne Nilssons dobbeltverden af stuksøjler og sprossede vinduer med kakkelovnssværte og koncertsalsbladguld, over for biblioteksvogne og skrivebordsbunker med adresserondel og Irma-poser. Og personerne ville ikke være så præcist-troværdige uden Nilssons fabelagtige kostumer, lige fra Birthe Neumanns brunsilkede flæsedrøm med tournure til Tammi Østs cardigan med matchende pandebånd og Thure Lindhardt grove kuskeskjorte med arbejdsforklæde.
Indrømmet: Mine arme flyver opad i overgivelse. Jeg kradser allerede i mit werdelinske brændemærke. Og jeg helmer nok ikke, før jeg også prøver at opleve Martas Tema for anden gang…

*’Martas Tema’ af Nikoline Werdelin. Instruktion: Nikoline Werdelin. Scenografi: Marianne Nilsson. Koreograf: Bill Holmberg. Musik: Lars Bagger. Klaverindspilning (raffineret): Evgenija Christiansen. Dramaturgi (velgørende): Ryszard Taedling. Aveny-T til 21. maj. www.aveny-t.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her