Læsetid: 6 min.

Zimbabwe holdes i et jerngreb

Forud for denne måneds valg i Zimbabwe har The Independent rejst rundt i landet, der engang blev kaldt ’Afrikas spise-kammer’, men som i dag er præget af sult og frygt
22. marts 2005

KRISE
ZIMBABWE – Der er ingen trafik på landevejen mellem Victoria Falls og Bulawayo, og området virker besynderligt forladt. Vi befinder os trods alt i et land, der er midt i en valgkamp.
Præsident Robert Mugabes jerngreb om landet, der blandt andet har stoppet levering af benzin til oppositionspartiets højborg Matabeleland, har tvunget partiet – Movement for Democratic Change (MDC) – i knæ. Hver gang man har kørt et par kilometer i 36 graders varme under den skyfri himmel, giver det et nyt gib i kroppen ved synet af endnu en skelettynd arm.
Den tynde arm rækker en tørret voks – eller honningkage frem fra træernes sparsomme skygger. De magre arme, vi har set, tilhører kvinder og børn fra landsbyerne Matabeleland. De prøver desperat at få fingre i nogle af de gennemrejsendes penge, så de kan købe mad.
Ligesom der ikke bliver leveret benzin til områder, hvor oppositionen nyder stor opbakning, når den nødhjælp, der i store mængder bliver sendt til Zimbabwe fra Verdensfødevareprogrammet, tilsyneladende aldrig ud til Mugabes modstandere i tilstrækkeligt omfang.
»Det er meget, meget, meget slemt,« fortæller en blaffer, der kalder sig Lovemore.
»Det har ikke regnet meget længe, vi er sultne, og til næste år på denne tid vil vi ikke bare være sultne, men bogstaveligt talt være ved at dø,« siger han.
Uanset hvad regeringstalsmændene måtte hævde, er Zimbabwe hårdt ramt af tørke. Landbrugssektoren er næsten gået totalt i stå på grund af regeringens såkaldte jordreformer (som indebærer, at regeringen har overtaget de kommercielle landbrug), og især folk i landområderne sulter. Det har ikke regnet siden december, hvilket næsten alle dem, vi møder, bliver ved at vende tilbage til.
Folk er nemme at snakke med. En af de mest uhensigtsmæssige prisstigninger, som regeringen har indført, er den øgede pris på frimærker, som er blevet 7.000 procent dyrere. Brevskrivning var ellers den vigtigste kommunikationsvej for de mange zimbabwere, der ikke har råd til en mobiltelefon.

Ingen valuta
Der er dog stadig en måde at nå ind til landets hjerte og finde ud af, hvad der virkelig foregår: Man kan tage en af de mange blaffere op, som prøver at komme gratis frem, fordi de ikke kan betale for en busbillet.
»Det her land er en værre redelighed, men måske kan nogle ting ændre sig til det bedre efter valget,« siger prædikanten Harrison, som jeg samler op tæt på Lupane, der er hovedstaden i det nordlige Matabeleland.
I modsætning til mange andre zimbabwere har han ikke noget imod at tale om det kommende valg i mere end trekvart minut, og han antyder oven i købet, at han har tænkt sig at stemme på oppositionspartiet MDC.
»Jeg ville bare ønske, at valget var overstået,« siger Chris, der arbejder som guide ved Victoria Falls.
Han kommer fra Tonga-stammen og bor selv lige ved vandfaldet. Chris fortæller, at han og hans familie har svært ved at få pengene til at slå til.
»Det eneste, vi har råd til, er brød. Prisen ligger fast på 3.500 zimbabwiske dollar, men der hvor vi bor i udkanten af byen, snyder butiksejerne altid med prisen. Måske kommer turisterne tilbage, når valget er overstået, og så kan vi tjene nogle penge,« siger Chris.
Det er ikke kun befolkningen i landområderne, der mangler penge. Regeringens mest presserende problem er – ud over det kommende parlamentsvalg – den helt desperate mangel på fremmed valuta. Manglen forklarer de udeblevne benzinleverancer og den nye lov om, at regninger på hoteller og kroer skal betales med udenlandsk valuta.
Det er også manglen på udenlandsk valuta, der er problemet for den yderst velhavende, hvide forretningsmand Steven Braun, der har boet i Zimbabwe, siden han var 10 år gammel. Braun, der nu er oppe i 70’erne, skulle betale sin datters bryllup i Sydafrika, men kunne ikke skaffe udenlandsk valuta til en bare tilnærmelsesvis rimelig pris på de lokale ’auktioner’, som bankerne afholder. Han var bleg af bekymring, da han prøvede at få mig til at veksle mine amerikanske dollar til zimbabwiske.
Der hersker også hysteri, når det kommer til de udlændinge, der veksler penge på de ’alternative’ markeder i stedet for i banken eller hos de officielle vekselerer.
’Hysteri’ er ikke en overdreven betegnelse. Zimbabwere er endnu mere bange for at veksle udenlandsk valuta, end de er for at tale om politik. Bankens kurs for en amerikansk dollar er omkring 6.000 zimbabwiske dollar, mens de ’alternative’ markeder giver 10.000 zimbabwiske dollar eller mere.
Alle er klar over, hvad der er ved at ske.
En sen eftermiddag bliver jeg stoppet af politiet uden for Kadoma, fordi jeg kører 68 km/t i stedet for de tilladte 60. Betjenten, der stopper mig, står fast: Jeg skal betale bøden på 100.000 zimbabwiske dollar i lokal valuta. Jeg forklarer, at jeg ikke har nogen lokale dollar i den tro, at de to betjente er ude efter bestikkelse i ægte sydafrikansk stil.
Det er de ikke interesserede i. Overbetjenten vil have sine penge, og hvis jeg ikke har lokal valuta, må jeg give dem mit kørekort, køre tilbage til Kadoma og veksle. Men bankerne har jo lukket nu, indvender jeg. Det er bare ærgerligt, lyder svaret.
Netop da bliver en minibus stoppet for selv samme forseelse. Jeg spørger den unge chauffør, om han vil veksle 15 amerikanske dollar til 100.000 zimbabwiske dollar (og giver ham dermed en god kurs). Han indvilliger.
Betjenten, der har overværet handlen, smiler til mig og siger:
»Godt, jeg kan se, at det er lykkedes Dem at veksle Deres penge.«
Han giver mig en kvittering, da jeg har betalt bøden.

Ingen turister
Turistindustrien er en væsentlig kilde til udenlandsk valuta i Zimbabwe, og en stor del af pengene kan normalt tjenes i området omkring Victoria Falls, men det er gået stærkt tilbage for turismen i landet, især i området Musi Oa Tunya (’Røgen, der buldrer’). Folk fortæller, at i forhold til den zambiske by
Livingstone på den anden side af grænsen er Victoria Falls nærmest blevet en spøgelsesby.
Kun en tredjedel af værelserne på luksuriøse hoteller og kroer i udkanten af byen er besat, hvis det endda er så meget, og da jeg tager hen for at kigge på ’Røgen, der buldrer’ er hele området stort set affolket. De, der har taget opstilling for at sælge kolde drinks ved porten, slås nærmest om min gunst.
Priserne er dog tilsyneladende ikke faldet. På den luksuriøse bed & breakfast, hvor jeg bor, koster en overnatning over 800 kroner (der går dog rygter om, at nogle af hotellerne forsøgte at sætte priserne ned som svar på den manglende omsætning), men hotellerne og souvenirbutikkene skal følge regeringens vekselkurs.
Da jeg kører ind i Victoria Falls for at finde et sted, hvor jeg kan købe taletidskort til min mobiltelefon, kommer en ung mand ved navn Slimkop og et par af hans venner hen til mig (»jeg fik navnet, da jeg boede i Namibia«, siger han). De tilbyder at beskytte mig og hjælpe mig rundt.
Slimkop er arbejdsløs og har ikke udsigt til at få et arbejde.
»Hvis bare turisterne ville vende tilbage, så kunne jeg måske skaffe arbejde. Jeg er meget sulten,« siger han.
Det sørgeligste svar på mit spørgsmål om turismen får jeg dog af Sheila. Hun kommer oprindeligt fra Harare, og hendes arbejde består i at give ansigtsbehandlinger og massage til turisterne på forskellige hoteller.
Sheila græder: »Der kommer ingen turister. Vi ved ikke, hvad vi skal gøre. Jeg sidder bare her i timevis og laver ingenting. Mine børn sulter ikke ligefrem, men de er meget sultne. Det eneste, vi kan købe, er brød og en lille smule majsmel.«

©The Independent og Information

*Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her