Interview
Gretelise Holms nye kriminalroman Under fuld bedøvelse udkommer den 4. maj, og det er næppe nogen tilfældighed, for bogen har som ramme et så pinligt aktuelt emne som tyske flygtninges skæbne i dansk varetægt efter befrielsen.
I flere afsnit giver den en forfærdende skildring af østpreussiske og pommerske flygtninges desperate flugt for de fremrykkende sovjetiske tropper et par millioner tyskere er på flugt, gamle, børn og kvinder under konstant bombardement og beskydning på vej mod de skibe, der i flere tilfælde blev sænket undervejs til Danmark med tusindvis af flygtninge ombord.
En af de 240.000 traumatiserede mennesker, der nåede frem til Danmark, var en ældre kvinde, som i bogen kaldes Gertrud.
Hun er modelleret efter den kvindelige flygtning, som Gretelise Holms egen dybt kristne mor tog til sig i februar 1945 og lod bo hos sig i den lille sønderjyske by Ballum. En del af flygtningene var anbragt hos det tyske mindretal i Tønder, men det kneb med plads, og da Gretelises mor af en trosfælle blev anmodet om at huse Oma, som hun kom til at hedde hos familien, sagde hun straks ja, selv om det kom til at koste trusler og vrede fra omgivelsernes side.
Nu har Gretelise Holm sat sin modige mor et minde i sin thriller, som er af den internationale slags, der spinder tråde fra Anden Verdenskrig til Irak-krigen, fra søvnig dansk provins og avismiljøer til lejemordere og militær forskning i farlige bedøvelsesgasser.
»At bogen kommer nu, hvor man diskuterer Kirsten Lyllofs ph.d.-afhandling (om behandlingen af tyske barneflygtninge efter krigen, red.) Barn eller fjende, er faktisk en tilfældighed,« siger Gretelise Holm.
»Jeg har altid gerne villet skrive den historie om min mor, men i de sidste fire år er der ikke kommet nogen bøger fra mig. Jeg har været gennem to diskusprolaps-operationer og har måttet ligge ned næsten uafbrudt i to år.«
Forsvar med rank ryg
»Min mor gik imod en stærk folkestemning, og selv om hun havde kristendommen som grundlag, var det svært. Vort hjem havde altid havde været meget, meget dansksindet, og det betød noget i Sønderjylland. Men når hun oplevede, som det sker i bogen, at sognets storbønder, der selv havde handlet ivrigt med tyskerne, nu som de sidste dages hellige med hjemmelavet armbind kom og bankede på hendes dør og sagde, at det her så man nødigt, rankede hun ryggen og sagde: Her fører vi ikke krig mod gamle, kvinder og små børn.
»Jeg er sikker på, at det, hun gjorde, har krævet lige så meget mod som at være frihedskæmper. Men hun syntes, det var hendes pligt.«
»Grunden til, at jeg ville have de østpreussiske fordrevnes skæbne ind i bogen, og at jeg peger på, at der også blev begået krigsforbrydelser mod tyskerne, er, at vi jo stadig har en tro på, at der findes en form for ædel krig, en fin og rigtig krig. Men jeg tror på, at enhver krig får alles moralske univers til at bryde sammen. Jeg synes, man ser det i Irak-krigen nu.«
Spænding og anti-krig
Gretelise Holm er en spinkel, livlig kvinde på 59, som deler alder, fag og i høj grad også samfundskritiske synspunkter med sin krimi-heltinde Karin Sommer, der i modsætning til forfatteren selv, er ugift og barnløs og arbejder som journalist på en lidt søvnig provinsavis.
Hun synes, at kriminalromanen er et godt medium for samfundskritik, hvor krimi-intrigen fungerer som en motor, der gør tingene underholdende og medrivende, samtidig med at de skal have en mening. Og meningen med denne hendes tredje bog om Karin Sommer er ud over at skabe spænding at skrive en antikrigsbog.
Hvorfor har nogen sat en pris på en midaldrende provinsjournalists hoved? Hvem vil betale fire millioner kr. for at få en psykopatisk lejemorder til at dræbe hende? Det er den gåde, der driver bogen fremad, og den har netop baggrund i begivenhederne i Sønderjylland, da Karin Sommers mor i lighed med forfatterens egen mor åbnede sin dør for et tysk flygtning.
Vores evige medløberi
»Det, der satte mig i gang med at skrive, var en stor afmagtsfølelse, fordi Danmark i Irak går med i en krig, som
er ulovlig, ubegrundet, uprovokeret. Og folk trækker jo bare på skuldrene. Det har ligefrem gået mig personligt på, at næsten ingen reagerer. Jeg synes, det er ufatteligt,« siger Gretelise Holm.
»Jeg tror, det har noget at gøre med den danske mentalitet. Det her med at flyde med strømmen og ikke at ville skille sig ud. Vi vil helst have konsensus. Når de, der har magten, siger det er i orden, så er det sikkert ok. Der skal ikke være for megen ballade.«
»Jeg synes også, at holdningen til krig har ændret sig. Da jeg var ganske ung, lige efter Anden Verdenskrig, opfattede alle krig som en ganske forfærdelig og umulig løsning. I dag synes man, at krig ligger i forlængelse af politik. Den er en mulighed, man hele tiden opererer med. Og, som jeg også er inde på i min bog så er der jo hele spørgsmålet om skyld og ansvar i en krig.«
»Når man behandlede de tyske flygtninge sådan, var det ud fra en eller anden indbygget forståelse af, at alle tyskere på en måde var ansvarlige for Adolf Hitlers misgerninger. Og så må man jo også sige, at du og jeg er ansvarlige for, at 100.000 irakere er blevet slået ihjel hvis den tankegang stadig gælder.«
»Men vi danskere har en eller anden form for indbygget selvgodhed. Tænk, at vi kaldte vores militærforlægning i Irak for Camp Eden Paradisets Have-lejren... «
Man tilpasser sig
»Det, jeg har villet vende mig imod i bogen, er også opportunismen og medløberiet, det, at man godtager enhver påstand, når man har udset sig en samfundsfjende.«
»De fleste mennesker tilpasser sig løbende og reagerer ikke mod uret. De følger folkestemningen. Og der vil jeg gerne nævne min mor hun fortjener at få sat sig en lille mindesten.«
Din mor var kaptajn i Frelsens Hær altså mere end almindelig kristen?
»Ja, det var hun indtil hun fik alle sine 10 børn på 12 år, så måtte hæren vige. Men der var jo mange andre kristne, der ikke gjorde noget som helst. Hun var en meget praktiserende kristen det betød virkelig noget for hende at gøre noget for næsten og at vende den anden kind til. Og hun var ortodoks, ja næsten fundamentalistisk kristen, kan man godt sige.«
»Min far var arbejdsmand og meget ofte syg. Vores familie var virkelig fattig, så jeg forstår udmærket den fundamentalistiske form for islam, der findes i fattige familier. Selv om vi var uglesete og hørte til de dårligst stillede i sognet, indgød min mor os alligevel en følelse af, at vi var bedre end andre, fordi vi stod nærmere gud.«
Når verden er håbløs, vender man sig mod religionen?
»Ja, så får man sin selvfølelse og sin værdi gennem den. Vi var udvalgte, fortalte hun os. Jeg troede på det hele, til jeg var 14 år. Det kan man godt grine lidt af i dag, men jeg forstår udmærket den mekanisme hos muslimerne.«
Kontakt forbudt
Det, din mor gjorde, var jo faktisk forbudt efter befrielsen?
»Ja. Oma kom til os, mens tyskerne stadig administrerede, men efter den 5. maj skulle alle interneres. Men man havde ikke umiddelbart steder at tage dem hen, så der gik en god måneds tid, før de kom og hentede hende og anbragte hende bag pigtråd i Oksbøllejren i Vestjylland.«
»Det var forbudt at have kontakt, men det lykkedes min mor at smugle et par breve ind til Oma. Man måtte ikke hjælpe flygtningene, selv om de frøs, som jeg ved ikke hvad. Nogle af dem boede i hestestaldsbarakker, som bare var tynde bræddevægge. Det var derfor, de sad og flettede halmmåtter til at isolere en smule.«
»Det er jo helt forfærdeligt, at man forbyder medmenneskelighed. Folk, der kastede mad ind til dem, fik bøder på typisk 50 kr. Det svarede til en ugeløn for en arbejdsmand dengang.«
»Og flygtningene i lejrene måtte ikke skrive til deres familie i Tyskland. Det kalder jeg ondt.«
Man hævdede jo, at man isolerede flygtningene for at beskytte dem mod befolkningens vrede?
»Man havde da ikke behøvet at beskytte dem mod min mor! Det er en dum undskyldning. Det er ligesom, når mænd laver restriktioner for kvinder for at beskytte dem. Og som de protektorater i kolonitiden. Man skal altid passe på beskytterne.«
I bogen dør Oma i lejren men i virkeligheden blev hun repatrieret?
»Ja, efter en meget hård tid. Hun kom til Østtyskland og min mor skrev med hende i flere år. Men hun kunne jo ikke komme ud derfra. Ikke før hun var meget gammel og kom over til en datter i Vesttyskland. Min mor nåede lige at besøge hende, før hun døde.«
De farlige kvinder
Din bog er en krimi, der også er en anti-krigsbog. Men den rummer også en del mediekritik og et feministisk anstrøg?
»Ja, det er det dejlige ved kriminalromaner at man kan bruge alting i dem, hvis man først har et godt plot og skelettet i orden.«
Din heltinde er snart 60 - hvad har reaktionerne været på det?
»Ved du hvad, det har der været mange sjove reaktioner på. Mange har spurgt, hvorfor jeg dog ikke bruger en yngre model. Men jeg synes, det er vigtigt at trække en kvinde i den alder ind i billedet.«
»Der er en periode i mange kvinders liv, fra de er 45-50 til de er 70, hvor de er helt usynlige. Når de først er 70 og meget ufarlige gamle bedstemødre, kan de komme ind i varmen igen som Miss Marple.«
»Men de kvinder, de usynlige kvinder, er farlige, fordi de er dygtige og kompetente, men ikke længere kan skubbes ud i en kønsrolle. Mænd kan ikke placere dem i forhold til sig selv som sexobjekter eller som mødre. Derfor er den eneste mytologi, man har omkring kvinder i den alder, den myte om den onde svigermor.«
»Alle andre krimi-hovedpersoner er i 30erne, syntes jeg, det var udfordrende at give hende den alder. I Tyskland skriver de, at min heltinde er en mellemting mellem Bridget Jones og Miss Marple og det synes jeg da er ganske fornøjeligt,« ler Gretelise Holm.
FAKTA
Gretelise Holm
Født i 1946 i Tønder, er 59 år og har to voksne døtre
Journalistelev på Kolding Folkeblad som 17-årig og fik senere en flot karriere på Børsen, Berlingske Tidende og 12 år på Politiken
Lektor på Journalisthøjskolen i Århus
Er forfatter til en lang række fag-, ungdoms- og børnebøger
Har boet fem år i Afrika sammen med sin mand, der som læge arbejdede for Danida i Zimbabwe det førte til hendes første krimi Mercedes- Benz syndromet, der fik Kriminalakademiets debutantpris
I serien om Karin Sommer er hidtil udkommet Paranoia og Robinson-mordene
Under fuld bedøvelse udkommer i Skandinavien, Tyskland og Holland og har allerede vakt stor interesse i Storbritannien og USA
Til efteråret udkommer romanen Skyggen af Sadd, skrevet sammen med Steen Langstrup, Sara Blædel og Lars Kjædegaard
