Læsetid: 3 min.

Det amerikanske køkken slår dørene op

Europæiske rejsende føler sig bekræftet i en stereotyp holdning til amerikanske spisevaner, når de ser overvægtige mennesker i oversized bukser og T-shirts vralte henad gader. Men sandheden er, at det gastronomiske landskab i USA er forvandlet til ugenkendelighed gennem de sidste 30 år.
15. april 2005

UDSYN
Første gang jeg boede i USA (1974-75) var mine tænder tæt på at rådne op. Ni huller, lød dommen fra en tandlæge i universitetsbyen Brookings, South Dakota. Dengang spiste man rigtig skidt i Amerika. Fast food var endnu ikke på mode, så færre unge end i dag var overvægtige. Men i universitetskantinen var kosten mindre varieret end i Danmark, hvor franske salater netop havde holdt indtog.
Nu 30 år senere spiser alle amerikanere jævnligt grøn salat – selv dem, der guffer hamburgers, cheesesteaks og tacos i sig. I mellemtiden har et underliggende skifte fundet sted i amerikansk fødevareindustri med alvorlige helbredsmæssige konsekvenser for især fattige og mindrebemidlede amerikanere.
I dag reflekterer producenterne i deres opskrifter ikke det traditionelle amerikanske køkken. De ofrer i stedet milliarder af dollar på at modificere folks ganer ved at tilføre smagsstoffer, som får billig og næringsfattig mad til at glide lettere ned. Det er grunden til, at man i dag støder ind i så mange overvægtige mennesker i supermarkeder og restauranter.

Men parallelt hermed har et andet skifte fundet sted, nemlig i selve den amerikanske gane. Det er blevet in at spise dyrt, sundt og udenlandsk. Det amerikanske køkken har slået døren op for indflydelse udefra og især lukket de ellers så upopulære franskmænd og italienerne indenfor. Resultatet er forbløffende og eksemplerne legio.
Min kone har indtil for nylig vægret sig ved at rejse til midtvestlige stater ud fra den fejlagtige antagelse, at man ikke kan opdrive et ordentlig måltid mad mellem østkysten og Californien. Forleden blev hun beværtet på en nouvelle cuisine-restaurant i Columbus, Ohio, som hun trods sin kritiske gastronomiske sans gav en rimelig karakter med på vejen.
Da jeg boede i New York i 1980’erne og rejste USA tyndt, måtte jeg ofte mod min vilje indtage det værste æde ude i provinsen. Af og til var der en kinesisk restaurant. Japanske eller koreanske (i øvrigt et fantastisk køkken) spisesteder fandtes ikke i mellemstore provinsbyer. Kaffen smagte af opvaskevand og end ikke Lipton te var udbredt dengang.
Da jeg uventet flyttede tilbage til USA i 1996, slog det mig, hvor meget det gastronomiske landskab havde ændret sig i seks år. Med café-kæden Starbucks’ tilsynekomst kan man nu drikke en god espresso på afsidesliggende steder. Selv Dunkin’ Donuts serverer espresso, også macchiato. Feinschmeckere kan skaffe sig Illy kaffe i det lokale supermarked.

Forleden betroede en tysk ven – der skal flytte fra Firenze til Boston – mig, at hun var deprimeret over udsigten til at skulle forberede italienske retter med amerikanske ingredienser. Jeg lo. Hun anede selvfølgelig ikke, at næsten al frugt og grønt, man kan købe på markeder i Italien, nu er tilgængelig her. Og vi har selvfølgelig også Barilla og De Cecco-pasta.
I sommerhalvåret sælger farmere i New England deres produkter til supermarkeder. I små og store byer afvikles ugentligt et marked, ligesom det på Israels Plads. Den solrige og varme sommer tilfører frugten en smag, som kom den fra Sydeuropa. I august kan man købe de sødeste abrikoser og ferskner. Flere er gået over til økologisk fremstillet mælk, æg og kød.
Når vi besøger amerikanske hjem, lægges der en dyd i at servere god mad. At spise anses stadig af mange amerikanere for noget, der skal overstås hurtigt. Men mit eget indtryk er, at flere og flere ritualiserer middagsselskaber. For nylig til en 50-års fødselsdags i en provinsby 200 km nord for New York var den bestilte mad ikke alene fremragende. Talerne til fødselaren var bevægende, kultiverede og vittige.
Vin er en historie for sig. På vort gadehjørne ligger en gammel package store – en vinhandel. Indenfor hos Richard kan man finde et af de mest eklektiske udvalg af vine fra hele verden, jeg nogensinde har set. Her til sommer lover han at sælge 4-liter kartonner rødvin fra en gård i Provence, han besøgte for nylig. Jeg skulle hilse og sige, at butikken er lukket hver lørdag formiddag, fordi indehaveren tager timer i fransk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu