Læsetid: 6 min.

Andersen var den første danske kosmopolit

Han levede kun rigtigt, når han rejste med sit tovværk i den høje hat og forlod landet og genså det igen med den udefra kommendes gunstigere mulighed for at holde sammenlignende og nøgtern afstand
2. april 2005

Tema: Andersen
Han hadede kritik og elskede anerkendelse; kunne aldrig få nok af beundring og lovsange om sit tidligt selverkendte geni og gik gerne en omvej for at betragte sit eget blomstersmykkede kontrafej i et boghandlervindue. Ingen hyldest var for stor – med tiden stod folk og fyrster i kø for at levere den.
Men han brød sig ikke om befamling og falske toner. Eller for den sags skyld børn der kravlende ham i skrævet, som han sagde, da de viste ham udkastet til statuen i Kongens Have. Adskillige af hans bedste tekster var ganske vist henvendt til børn, men på ingen måde bestemt for dem alene. Han kunne lide børn, klippede gerne papirfigurer for dem og behandlede dem som ligeværdige, men dyrkede dem ikke, som den sentimentale myte hævder.
Han elskede Danmark, dét gjorde han, og skrev så henført om landet, hvorfra hans verden gik, og hvor han havde rod. Men han deltog ikke i overdreven eller chauvinistisk nationalforherligelse og følte mest sorg ved krigene med holstenerne og preusserne. Han havde utallige venner i de tyske lande, som han berejste først af alle; tyskene modtog med glæde hans romaner og anerkendte ham mere uforbeholdent end hans landsmænd. Han fandt i øvrigt ikke det ene folkeslag mere værdigt og ædelt end det andet og brød sig ikke stort om Grundtvig og hans bragesnak.
Han tilbad naivt og oprigtigt sin Gud, men gennnemskuede den forlorne fromhed og bigotteriet, lod aldrig sin kunstneriske nysgerrighed og skaberkraft hæmme af de skriftkloge og tidens dogmatik og skelnede næppe mellem tro og overtro som andet end to sider af samme sag.
Dette latterlige, forfængelige, ængstelige, paranoide, overfølsomme monstrum, som han jævnligt fremstilledes i samtiden – og ikke mindst i fædrelandets populærbiografiske og yndede overlevering – denne stortalende, selvoptagede, rovgæstende, kønsligt tvetydige grotesk med det lattervækkende udseende og en seddel på natbordet: ’er ikke død, kun skindød’, og tovværk i den høje hat, hvis der skulle blive brand i gæstgiverierne ude i Europa; denne suveræne nar, om hvem nationen stolt og falsk beskedent kunne berette, og om hvorfra han kom. Og i samme åndedrag enes om, at digteren jo var aparte og umulig for bedre at udholde personen og det uudgrundelige han skabte; denne overbegramsede ikonograferede parodi – nu som gigantisk afsætningsannonce for national selvglæde, honnet ambition og dansk erhvervsliv og som centrum i hyperfejringen; ingen kan vide hvorledes denne ufattelige rummelighed af et menneske ville opfatte al denne statsorkestrerede panegyrik i disse dage.
Formentlig havde han oven på sin umiddelbare glæde ved virakken grædt sig i søvn over en så åbenbar udbredt og grundlæggende skævvreden opfattelse af både hans forunderlige persons gyldne begavelse, samt det værk, han efterlod. Måske han havde fået stof til endnu et par historier inspireret dertil ved jubelkoret af åndløse ministre, der ikke drømmer om frivilligt at åbne en krævende bog. Og som heller ikke ville have begrebet betydningen af forfatterskabet – thi så var de ikke blevet som de er – såfremt autoriteter og konvention ikke havde godkendt det aparte for dem.
Eller måske et nyt eventyr var blevet til ved synet af dagens aviser og elektroniske medier, der står på nakken af hinanden for at bestyrke danskerne i ophavsretten til nationalklenodiet.
Når røgen har lagt sig, sidder en smertende mistanke tilbage: At denne festlige lejlighed fortrinsvis blev brugt til at bekræfte den velkendte og trygge side af digteren, som i disse tider flittigt anvendes som brændstof til det store historiske selvbedrag om et Danmark, der næppe nogensinde var, beriget ved tilstedeværelsen af en digter der i det store og hele var en anden end markedets og dets gøgleres fremstilling.
Den digter kunne i upåagtede tekster skrive om andet end fyrtøj og nattergale og rigtige prinsesser. Den digter iagttog lige så gerne i ringere fremhævede, men ikke ikke nødvendigvis ringere værker gennemsnitsmenneskets ofte banale og udybsindige, men ikke af den grund mindre tragiske livsfiasko.
Som hos den historiefortællende honningkagebager på torvet i Køge, hvor honningkagefigurerne ligger nok så nydeligt på disken med ansigterne opad, og der skulle man se dem og ikke på vrangen, der skal man aldrig se noget menneske; de lå længe, og så elskede de hinanden, uden at den ene dog sagde noget til den anden. Og det må man, når det skal blive til noget. Hver med sit stille uforløste honningkagebegær ligger de dér, beretter honningkagebagerdigteren, og honningkagedamen, der var bare honningkage, ventede og ventede, mens honningkagemanden der til venstre bar en bittermandel som hjerte noget mere glubsk i tankegangen, og dét er altid mandfolkene, i sit stille sind forestillede sig, at han var en gadedreng og ejede fire skilling, og så købte han jomfruen og åd hende. Til sidst havde hun ventet sig tør, og så knak hun i livet.
Eller digteren, på den knap så fejrede side, kunne uden falsk sentimentalitet over den danske rod sidde i diligencen fra Italien sammen med en skotte, der – Brenner-passet lagt bag – ved kontakten med det køligere nord får ubevingelig hjemvé til sit elskede Skotland og derfor brister i romantisk gråd i denne længsel efter højlandet... han fandt sit Skotland mellem disse Bjerge.
Lige den følelse kendte vor ellers så sensitive digter ikke noget til ved lejligheden. Hjemve efter andegården! Dels den kendte med åleskind og kanøfleri, dels en mindre skattet version, hvori et stk. portugisisk fjerkræ – ingen ringere end den overdådigt nedladende tyran fru Heiberg i uærbødig skikkelse af madam and – i (bevidst?) voldelig og, skal det vise sig, livsfarlig omsorg for naturgeniet beligger den lille hjælpeløse sangfugl til en brækket vinge siden kvælningsdøden! Hjemvé efter dette og kriblekrableverdenen i det også dengang evigt smålige og provinsielle selvtilstrækkelige København og fædreland? Ikke tale om!
Her just på den anden side af Alperne med Verona, Rom og ikke mindst det dagdrømsfremkaldende Napoli med vulkanen og det blå, blå hav lagt bag, vågner imidlertid denne dybe følelse, alligevel: hjemveen som den flæbende Oehlenschläger beskrev små 30 år tidligere i sine rædsomme aftenlufte. Men hos megaromantikerens så at sige kunstneriske modstykke får længslen tilbage en anden retning, nemlig den modsatte: Paa denne Side af Alperne er Hjemveen vaagnet i min Sjæl, dyb og mægtig! jeg længes efter Hjemmet hvor Orangerne groe...

Jeg saae det Land, hvis Luft har himmelsk Lyst
Hvor under Pinien Skjønheds Børn os møde,
Hvor Ilden sprudler frem af Bjergets Bryst.
og Oldtids Byer opstaae fra de Døde.
....

Der blev mit Hjerte Barn, men Tanken Mand,
Der lærte jeg Natur og Kunst at kjende.
Du farvernes og Formens skjønne Land,
Farvel – min smukke Drøm er nu tilende.

For denne digter er, akkurat som hos de musikere, han beundrede og elskede næsegrus, fædrelandet i næsten lige så høj grad som rodsystemets muldjord, og hvor man strengt taget formelt hører hjemme, landene og stederne hvorfra inpirationen udspringer, og hvor digtene fødes. Dét er kunstens fædreland, langt fra kun den grænsebestemte æblegård og humlehave.
Digteren boede i Danmark og i det sprog, der nu engang var hans, han elskede både land og sprog og folket – det sidste dog med forbehold.
Men han levede kun rigtigt, når han rejste med sit tovværk i den høje hat og forlod landet og genså det igen med den udefra kommendes gunstigere mulighed for at holde sammenlignende og nøgtern afstand.
Som krible-krable i- vanddråben.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu