Læsetid: 5 min.

Armodet i mørket

Med pisk og gulerod ville den tyske regering aktivere landets 5,2 millioner ledige, men mange mærker kun pisken – i form af færre dagpenge, voksende armod og offentlig beluring
6. april 2005

DET FATTIGE EUROPA
ANGERMÜNDE – Birgit Kühr forsøgte. Efter jobbet hos de østtyske jernbaner og genforeningen i 1990 gjorde hun sig selvstændig. Hun havde en bod på markedspladsen i Angermünde, hvor hun solgte aviser og andre dagligdags fornødenheder.
Men det gik ikke, det gik bare ikke.
Hun kunne ikke tjene nok til at købe en bil – og bilen var nødvendig for at skaffe de varer, hun skulle leve af at sælge.
Så begyndte hendes karriere som arbejdsløs. I starten var hun ved godt mod. Skrev ansøgninger, regnede med at finde et job. I mellemtiden er hun blevet 44 år og langtidsledig.
Fra årsskiftet blev hun underlagt kansler Gerhard Schröders arbejdsmarkedsreform (Hartz IV), der bl.a. skærer dagpengene til langtidsledige ned til socialhjælpsniveau. Sammen med sin mand skal hun nu klare sig for omregnet 4.500 kr om måneden (huslejen bliver betalt særskilt).
– Kan I leve af det?
»Næh,« svarer Birgit Kühr spagt.
– Hvad så?
»Vi køber billigt ind, helt billigt.«
Angermünde, en times kørsel nordøst for Berlin, har næsten 30 procents arbejdsløshed og egen busrute til Polen. Her henter Birgit Kühr, hvad hun skal bruge i husholdningen. Her bliver hun klippet – og her spiser hun en gang i mellem en pizza for at smage lidt af den belønning, enhver tysker engang stod til.
»Ellers går jeg i Aldi.«

Stigende tysk armod
I årtier var Tyskland et samfund i fremgang – ikke alle indbyggere kunne blive rige, vidste man, men alle ville med tiden få det bedre.
Bedre indtægter, bedre boliger, bedre biler, bedre alderdom.
Men samfundets kollektive løfte om fremgang gælder ikke længere for alle. Nok er landet stadig rigt, men i dag er det muligt at miste arbejdet og falde ned i en social massegrav, som ingen undslipper så let.
På den seneste nationale armodskonference, arrangeret af hjælpeorganisationerne og tysk LO (DGB) i februar, kom det frem, at 13,5 procent af indbyggerne i Tyskland lever under armodsgrænsen – det vil sige må leve for mindre end 60 procent af en gennemsnitsindkomst.
Hvert ottende barn lever på socialhjælpsniveau, for 40 år siden var tallet blot hvert 75. Og siden regeringen sidste år indførte brugerbetaling hos lægerne, er antallet af mæslingevaccinationer til børn gået tilbage med 30 procent.
Armod har mange ansigter; globaliseringsramte ufaglærte i vest, østtyske genforeningsofre, selvstændige arkitekter i en kriseramt byggebranche, erfaringsramte direktører i den forkerte alder.
Men heller ikke et job kan altid sikre et tilstrækkeligt udkomme. Tre millioner working poor kan Tyskland efterhånden mønstre; mennesker som trods fuldtidsarbejde ikke kommer over armodsgrænsen.
Fælles for dem alle er, at deres liv i tryghed er slut – de har sagt farvel til opsparing og eventuel fast ejendom. Nu lever de et liv på vågeblus, uden indflydelse på deres egen fremtid.

De tabte job
Arbejdsmarkedsreformen Hartz IV skulle frigøre ubetvingelige kræfter hos de ledige. Med nedsat støtte og motiverende samtaler på arbejdsformidlingen ville Gerhard Schröder sætte de ledige under pres, så de hjalp sig selv i gang.
For millioner af ledige i de nedlagte øst- og vesttyske industricentre fungerer teorien bare ikke i praksis, for der er ingen ledige job, som venter på horder af ansøgere.
»Jeg ville tage hvad som helst. Jeg er skrevet op hos flere virksomheder. De ringer, hvis de har noget,« fortæller Birgit Kühr uden forventninger.
I DDR-tiden havde Angermünde både et jernbaneværksted, en emaljefabrik og et kalkværk. Med genforeningen forsvandt hundredevis af job, i dag består byens erhvervsliv af nogle småvirksomheder, forretninger, håndværksmestre og servicefirmaer.
»Det er deprimerende. Man føler sig overflødig,« siger Birgit Kühr.
Hun taler nødigt om sig selv. Hun svarer med korte, famlende sætninger, mens hun ser på én med sine grå, opspilede øjne. Som om hun kun forventer ondt i denne verden.
»Man bliver ikke behandlet som en familie længere, man er et ’behovsfællesskab’. Myndighederne kan afgøre, om man bor i en ’passende’ bolig og har en ’passende’ bil. Hvis boligen er bare to kvadratmeter for stor, får man besked på at flytte.«
I Angermünde-området har omkring 3.000 fået den besked.

Frygten vandt
Birgit Kühr ligner én, der har givet op og blot kæderyger sine billige West-cigaretter fra Polen. Men billedet af den sociale taber er alligevel forkert – også hun blev aktiveret af Hartz IV.
Det skete sidste sommer.
Kansleren havde fået sine reformer vedtaget i parlamentet, og Birgit Kühr forstod pludselig, at det lidt, hun og manden havde, for fremtiden ville blive endnu mindre. Hun mærkede en frygt, der var større end resignationen.
For første gang i sit liv søgte hun en tilladelse til at afholde en demonstration, og så begyndte hun at skrive opråb. 550 mennesker mødte op til hendes første mandagsdemonstration på Angermündes torv.
»Jeg var meget nervøs, for jeg havde aldrig stået med en mikrofon før.«
Nu er det marts, Birgit Kühr har i de forløbne måneder arrangeret 30 demonstrationer. I aften er en slags jubilæum.
»Jeg er stolt over, at jeg måtte organisere demonstrationerne for jer,« siger hun til de 100 fremmødte i aftenkulden.
Nogen folkeforfører er hun bestemt ikke, men hun forstår ubevidst at netværke. Hun kender alle i forsamlin-gen personligt, snakker med dem om deres sorger, giver dem tips til deres kamp mod myndighederne.
Her er ingen leder, kun skæbnefællesskab. Hver mandag aften mødes man foran jernbanestationen og går gennem byen op til torvet. Birgit Kürh har ugen igennem udtænkt nye slagord, som hun råber i højttalerne, der er monteret på fagforeningsmanden Andreas Meyers Opel:
»Vi har ret til at leve, vi vil ikke vegetere!« og »Schröder og Fischer kom til demonstrationen, så skal jeg forklare jer Hartz IV!«
Torvet er omkranset af 14 huse. Der er lys i de fem, selvom klokken er tv-avis. Angermünde er ved at være en forladt by. Råbet fra højttalerne gjalder umådelig højt mellem de tomme huse, som om ordene skal vække Berlin.
»I starten grinede de ad os på rådhuset, nu står de i kø for at tale med os. Politikerne er blevet bange for os,« siger Birgit Kühr med et sjældent smil.
Angermünde holder – modsat så mange andre byer– fast i sin mandagsdemonstration. Når foråret sætter ind, vokser deltagerantallet på torvet igen. Det er Birgit Kühr sikker på.
Og til næste kommunalvalg stiller hun op på Hartz IV-ofrenes egen borgerliste. Nu er det nok.

SERIE
*Det fattige Europa
Tag over hovedet og mad på bordet – det burde være en selvfølge i dagens Europa. Men sådan er det langt fra altid, selv om penge til at udrydde de sorte fattigdomspletter på Europakortet er den næststørste post på EU-budgettet efter landbrugsstøtten. Information undersøger, om støtten virker. Og vi tegner et billede af fattigdommens forskellige ansigter i det moderne Europa.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her