Læsetid: 14 min.

BEST: Når jeg ser tilbage...

Vilhelm Topsøes nye roman er formet som en række fiktive breve fra Hitlers mand i Danmark under besættelsen, Werner Best, til sin afdøde far. I dette boguddrag fortæller han fra sin fængselscelle faderen, hvordan han har tænkt sig at forklare sin (jødiske) læge nazisternes syn på jødespørgsmålet. Denne har netop opfordret ham til at nedskrive det
1. april 2005

Romanuddrag
Jeg skal ikke bestride, at Hitler så sig selv som en ’Messias’ for det tyske folk – selv om han aldrig udtrykte det så bastant som Kaj Munk. Han så givetvis sin mission i et ’religiøst’ perspektiv, og han kan måske godt have frygtet, at han – ligesom den rigtige Messias, om jeg så må sige – ville blive ’korsfæstet’ af jøderne. Men det forelå i det højeste kun som spredte tanker på et ubevidst plan.
Det, vi så direkte i øjnene, var faren for en kommunistisk revolution også i Tyskland – og at det ville betyde Tysklands undergang som en selvstændig nation og som en folkelig enhed.
Hitler ønskede derfor jøderne udskilt af det ’offentlige liv’ i Tyskland, hvordan stod ham ikke klart. Det er i dette ’åndelige’ klima, Krystalnatten opstår.
Som sagt tror mange stadig, at det var Hitler, der stod bag Krystalnatten, men det var det ikke. Det var gadedrengene i SA, nazistpartiets plumpe ’Sturmabteilung’, som stod for disse fordrukne og pøbelagtige udskejelser, jødiske forretninger, synagoger og kirkegårde blev ødelagt, hundreder af jøder blev pryglet i hjel, og 25.-30.000 mandlige jøder ’anholdt’ og fængslet. Sådan var Hitler slet ikke – ikke dengang!
Og sådan var tyskerne heller ikke! Der var i Tyskland en vis antisemitisme, det ligger klart, men lovløse udskejelser er og var ikke tysk mentalitet. Den embedsmandsethos, som f.eks. min far viede sit liv til, var også tysk! Og der var i Tyskland en klar, tydelig og stor forargelse over Krystalnatten og dens udskejelser.

Kære omsorgsfulde, jødiske læge, nu er jeg så nået frem til tiden efter den Krystalnat, De især gerne ville høre om. Jeg har allerede sagt, at jeg fordømmer disse udskejelser på det kraftigste. Men hvad gjorde vi så? Hvad gjorde jeg så? Var det ikke det, De også gerne ville høre om?
Krystalnatten skabte vanskeligheder for nazistpartiet indadtil og udadtil. Krystalnatten vakte med al god grund bestyrtet opsigt især i USA. Og den var sikkert en af grundene til, at USA senere trådte meget aktivt ind i krigen i Europa, hvad der jo beseglede mit Tysklands skæbne. Så disse pøbelagtige udskejelser fik vi hårdt betalt.
Altså: Imod vores eget ønske var vi skandaliseret i brede kredse i vort eget folk, og skandaliseret i USA’s øjne. (Den europæisk-slaviske antisemitisme var så tilpas udbredt, at vi ikke var under større pres dér).
Før jeg går tilbage til det, jeg selv tænkte og måtte gøre efter den ulykkelige Krystalnat, må jeg gøre to bemærkninger. De vil sikkert mene, at der er tale om undskyldninger, og at jeg nu går uden for emnet, men jeg må prøve at sætte vores tanker i perspektiv:
1. Det var især i USA, Krystalnatten vakte berettiget, forarget opsigt. Måske fordi der er en stærk jødisk ’lobby’ i USA. Nu spørger jeg så Dem, vil denne jødiske lobby altid sætte amerikanske interesser over jødiske?
Omsorgsfulde doktor, man kan jo nok så meget sige, at man er ’borger’ i Tyskland eller i USA, men hvis éns dybeste loyalitet nu engang ligger et andet sted? Det var det, vi altid frygtede.
2. Den anden ting, jeg gerne vil have sagt til Dem, er dette: Jeg har altid ønsket for jøderne, at de fik deres eget land. Dér er jeg zionist, fuldt og helt! Og jeg har altid været det! Det må De tro på! Men tror De, at araberne i et nyt jødisk Israel vil få samme rettigheder som jøderne?
Nu må De endelig ikke tro, at jeg ’hader’ jøder! Intet kunne være mere forkert, og så var de danske jøder jo nok heller ikke sluppet til Sverige – og De var nok ikke kommet tilbage fra Theresienstadt.
Det er nogle ganske bestemte kendsgerninger, jeg er ude efter. De må vel bedre vide det, men jeg forestiller mig, at jøderne må føle sig – ligesom vi gjorde efter Første Verdenskrig – som et sønderslået folk, og for jødernes vedkommende også som et evigt forfulgt folk. Men tror De så ikke, at der også i Israel vil være et militært korps eller et politikorps, som sætter det jødiske folks beståen over den borgerlige retsstats principper – sådan som vi gjorde i SS?
Hvis De kan følge mig så langt, så tror jeg, at De bedre kan forstå den tankegang, jeg – efter Deres eget ønske – prøver at føre Dem ind i.

I 1938 var jeg den, der tilrettelagde politiets arbejde, og efter Krystalnatten prøvede jeg på at arbejde mig frem til en ’rationel antisemitisme’. Jeg bruger igen bevidst ordet antisemitisme, fordi jeg ikke vil bilde Dem noget ind.
Det første, jeg foreslog, og det gennemførte vi også, var at styrke Rigscentralen for jødisk udvandring.
Udvandringstanken havde en ikke ubetydelig succes, også blandt jøderne, men problemet var, at de omkringliggende lande – herunder også det lille, gæstfri Danmark – afviste jøderne ved grænsen. Der var ingen, der ville have dem. Vi havde store diplomatiske besværligheder med schweizerne, som slet ingen ville have. Vi sagde: Deres penge står hos jer, i Schweiz. De svarede: Dér kan pengene jo bare blive stående.
Ved et tilfælde så jeg i gesandtskabets arkiv på Dagmarhus, at også danskerne var blevet orienteret om hensigten med vores politik. Danskerne!? Det kan De måske trække på skuldrene af, fordi De i denne forbindelse føler Dem mere som jøde end som dansk.
Men kendsgerningerne er, at jeg af de danske avisudklip så, at rigsministeren og rigsretsføreren (justitsministeren), dr. Hans Frank, var på »officielt« besøg i Danmark i juni 1939 – altså et halvt år efter Krystalnatten – og at han udtalte sig »åbenhjertigt« om det nazistiske Tysklands retsprincipper.
Og ordet retsprincipper var end ikke sat i anførselstegn. Tværtimod. Ved ankomsten til Danmark blev han straks interviewet og udtalte »spontant«, at nu var tiden kommet for tyskere og jøder til at skilles. »Vi venter, at England, Amerika og Holland vil give rum for jøderne. I hvert fald er det bedre, at jødespørgsmålet løses af den nationalsocialistiske regering end af folkejustitsen ...« – altså, tilføjer jeg selv, de plumpe SA-tropper.
Og hvordan reagerede danskerne (de ikke-jødiske danskere) så på det? Dette må jo have stået at læse i aviserne, da dr. Frank dagen efter holdt foredrag for Juristforbundets medlemmer – med socialdemokraten, justitsminister Steincke i spidsen – om »Retten som bro mellem folkene«.
Frank fortalte om den nye tyske rets fem grundpiller: race, jord, arbejde, Rige og ære, og sluttede med at sige, at retten er et udtryk for et »kultursamfunds dybeste længsel«.
Og næste dag i Berlingske Tidende: »Efter foredraget var der stort bifald,« læser jeg i papirerne. »Ved den senere middag dvælede Juristforbundets formand, landsretssagfører Reitzel-Nielsen ved det værdifulde samarbejde, der fandt sted mellem den danske og den tyske juristorganisation.«

Efter styrkelsen af udvandringscentralen var mit næste skridt dengang i Berlin at få organiseret jøderne i et rigsforbund, så vi havde nogen at forhandle med. Og længere kom jeg ikke. Så faldt jeg fra magtens tinde. Men jeg nægter ikke, at min hensigt var at inddæmme den jødiske indflydelse, eventuelt at samle jøderne i ghettoer (men ikke bag indhegninger), og jeg afviser på det allerbestemteste, at jeg havde blot den fjerneste hensigt om at dræbe jøder. Her må og skal De tro mig på mit ord! Ingen vil nogensinde kunne finde et eneste stykke papir om, at jeg så meget som et sekund overvejede det.
Efterhånden som vi i 1938 marcherede ind i Østrig og i 1939 erobrede Polen og Tjekkoslovakiet, havde vi planer om at sende de tyske jøder til særlige områder i disse lande – hvor man ikke for nogen pris ønskede dem, må jeg desværre tilføje – men en udryddelse, det havde jeg aldrig i tankerne, aldrig!
De tror da ikke, at jeg lyver for Dem? Det gør jeg ikke!!

Men hvad skulle vi gøre? De svarer naturligvis: Ingenting. Og det har De sikkert også ret i. Men Krystalnatten havde gjort jødespørgsmålet brændende. Jeg havde altid fremhævet, at hvis der skulle skrides ind over for jøderne, på den ene eller den anden måde, var det en politimæssig opgave, og jeg kæmpede for, at cheferne i SS skulle være universitetsuddannede jurister.
Det skabte mig fjender, og det var derfor jeg faldt fra magtens tinde i 1940. Jeg så sådan på det – og ser det stadig sådan: I den ene ende af spektret har vi idealet om det klassiske, borgerlige samfund, hvis regler beskytter individet og individets »retsstilling« – i den anden ende af spektret har vi det kommunistiske »system«, som har partiets skiftende interesser som sit eneste mål, og hvori individet er fuldstændig retsløst.
Det, jeg ville, var en mellemting: Et system, som ganske vist havde det tyske folks interesser som sit højeste mål, men som dog var et retssystem, et system forvaltet af jurister – det enkelte menneske skulle ikke være prisgivet vilkårligheden, og denne beskyttelse skulle også gælde jøder.
Men der var altså andre, der ville det anderledes.

Jeg var spændt på, hvordan han – lægen – ville reagere på min redegørelse, når han kom næste gang. Han kommenterede den ikke. Men hans holdning var ikke åbenlyst fjendtlig.
– Der er meget i notatet, som jeg gerne senere vil drøfte med Dem.
Jeg bukkede.
– Men De skriver ikke om Deres tid i Frankrig, da de franske jøder blev deporteret til udslettelsen.
Jeg mærkede, at blodet steg mig til hovedet.
– De bad mig om at skrive om Krystalnatten. Og den ligger to år, før jeg blev kommanderet til Paris.
– Ja.
– Jeg har ikke noget som helst at skjule om min tid i Frankrig.
Det skulle da være den latterlige uniform, tænkte jeg.
– Måske er det mest påtrængende også, at De nu prøver på at gøre Dem Deres forhold til Adolf Hitler klart. Jeg synes, at De skal skrive et par sider til mig om det.
Det havde jeg ikke lyst til.
– Jeg tror, at De vil komme Dem selv nærmere ...
Det er et udtryk han – lægen – af og til bruger.
– ... hvis De kunne komme til klarhed over Deres ’faderbinding’ til Adolf Hitler.
– Jeg har aldrig haft en faderbinding til andre end min far!
– Ordet ’faderkobling’ er måske også bedre.
Jeg bukkede som sædvanlig, men kun halvt, for at tilkendegive, at jeg ikke havde noget at sige.
– Det ville interessere mig meget at læse, hvordan De har opfattet ham som person.

Synes du, far, at jeg skal gøre det? Vil han ellers kunne bruge det imod mig? Hvem siger, at han ikke vil skade mig, hvis jeg ikke gør, som han siger?
Så gør jeg det da altså. Men jeg gør det med den største ulyst. Jeg tror heller ikke, at du har lyst til at høre om det. Syntes du også som han – lægen – at jeg sluttede pagt med Djævlen, da jeg mødte ham?

Mit første møde med Hitler fandt sted under de for mig uheldigst tænkelige omstændigheder. Jeg var blevet en skamplet på nazistpartiet, jeg blev betragtet som kriminel, jeg var blevet afskediget fra min stilling som retsassessor i Hessen og havde kun med nød og næppe undgået en anklage for højforræderi!
Alt sammen på grund af ’Boxheimer-dokumenterne’! (Da jeg 11 år senere kom til Danmark blev jeg stadig betegnet som »berygtet« på grund af dem).
Boxheimer-dokumenterne, ak ja! Jeg havde, husker jeg nu, skrevet dem på rettens statslige skrivemaskine (!) natten før til brug for et møde i nazistpartiet, dette statslige misbrug blev også bebrejdet mig.
Jeg kommer i tanker om det, fordi kommandanten her på Kastellet, oberstløjtnanten, for en uges tid side stillede en skrivemaskine, en Remington, til min rådighed. Vi er begyndt at spille skak sammen, og det skete, efter at han igen havde vundet over mig i skak. Jeg tog imod maskinen med blandede følelser, men hvis jeg havde afslået den, havde han vel troet, at det var fordi, jeg er en dårlig taber (i skak).
Jeg har altid skrevet mine breve til dig i hånden, men redegørelsen til lægen for Krystalnatten skrev jeg på maskinen, og nu skriver jeg på den igen, men jeg kan ikke lide at skrive noget, du også skal læse, på maskine.
Jeg går også hele tiden i stå, sikkert fordi jeg ikke synes om at skrive til ham – lægen – om mit indtryk af Hitler.
Nå, i Guds navn da, havde jeg nær sagt, Boxheimer-dokumenterne! Baggrunden var – og det er der vist ingen, der bestrider – at situationen i 1931 var sådan, at man ikke kunne udelukke, at det i Rhinlandet kunne komme til en kommunistisk revolte. Mon det vil minde ham – lægen – om noget?
Vi var i nøjagtig samme situation som Danmark ved ’befrielsen’. Vi kunne ikke udelukke en kommunistisk magtovertagelse, men vi havde ikke – som hr. Vilhelm Buhl – muligheder for at få våben fra Sverige til at nedkæmpe vores kommunister med. Vi måtte, i al beskedenhed, stole på os selv.
For mig at se ville det dengang i Rhinlandet have oversteget den borgerlige stats svage kræfter at forhindre en kommunistisk revolte. Derfor skrev jeg aftenen før partimødet udkast til nogle »nødforordninger«, som kunne blive nødvendige under et kommunistisk kupforsøg.
Ja, far, jeg var allerede dengang mig selv! Det var ikke udkast til en militær slagplan, det var udkast til nogle juridiske forordninger!
Udkastet ville jeg forelægge partiets tillidsmænd, som skulle mødes på Boxheimer Hof i Boxheim nær ved Worms.
Jeg har sat skrivemaskinen til side, jeg vil hellere skrive videre i hånden. Jeg ved heller ikke, om han – lægen – nogensinde får det her at se. Jeg skriver nu kun til dig.
Husker du fra morfars hus – mormor var jo protestant – kobberstikket med den temmelig tykke munk (nu ved jeg, det var Luther), der stirrer halvt forbi en statelig mand siddende på en trone (nu ved jeg, at det var Karl V ved Rigsdagen i Worms i 1521)! Munken slår tungt ud med armene og siger: »Her står jeg, jeg kan ikke andet!«? Det var kobberstikkets tekst. Kan du ikke huske det?
Noget så storslået overgik ikke mig i sommeren i Boxheim 410 år senere. Tværtimod! Mine udkast til nødforordninger var der overhovedet ingen der tog højtideligt! De blev først bragt frem i lyset flere måneder senere, da vores nationalsocalistiske medlem af landdagen, Hermann Schäffer, måtte træde ud af landdagen i Hessen, som jeg også var valgt ind i, fordi han smykkede sig med en falsk doktortitel m.m.
Jeg ville ikke støtte ham, og i raseri gav han mine udkast til nødforordninger til politipræsidenten i Frankfurt, som var socialdemokrat.
I mange måneder derefter var mine »Boxheimer-dokumenter« det faste udgangspunkt for alle de andre partiers agitation mod nazisterne, først og fremmest fordi jeg havde skrevet, at vi i tilfælde af en kommunistisk trussel om overtagelse af magten i Hessen måtte lade SA overtage magten under en nødretstilstand. (Det var, før disse stormtropper blev de rene bøllebander).
Det vakte sandheden i ære mindre opmærksomhed, at jeg foreslog under et kupforsøg at suspendere jødernes ejendomsret, tanken var, at uden penge kan selv en kommunistisk revolution komme til kort.
Kort sagt: Jeg var 28 og overbevist om min egen betydning for Tysklands frelse. Men når jeg tænker på de danske politikere her i 1945 og de svenske våben, som skulle bruges i kampen mod de danske kommunister, så forekommer jeg mig selv som både beskeden og meget human og moderat!
Men »afsløringen« af Boxheimer-dokumenterne kom den nazistiske partiledelse meget på tværs. Partiet ville for alt i verden fremstå som et parti, der overholdt demokratiets spilleregler, det var på dette tidspunkt indviklet i nogle vanskelige regeringsforhandlinger i Berlin. Så jeg kom alle på tværs, også vores eget, nazistiske Völkischer Beobachter fordømte mig.
Jeg gik ud fra, at jeg ville blive ekskluderet af partiet, hvorved jeg ville miste mit sidste eksistensgrundlag. Honoraret for at sidde i delstatsparlamentet i Hessen var de eneste penge, jeg og Hilde, som ventede sig, havde at leve af.
Min skæbne skvulpede frem og tilbage, og jeg blev så bragt til en samtale med partiets Fører i ’det brune hus’ i München. Der var flere andre til stede, og Hitler hilste på mig uden at vide, hvem jeg var. Da det gik op for ham, vendte han sig med et venligt smil, kom helt hen til mig og sagde: »Nå, det er Dem, der er ulykkesfuglen«, og rakte mig hånden endnu en gang. Han talte under hele mødet venskabeligt, elskværdigt.
Når jeg ser tilbage på det, var der måske nok noget belærende i hans tonefald, som udviklede sig til den sårede profets monologer i de senere audienser. Men en djævel var han ikke, ikke dengang.
Hvis der dengang var en Djævel, så var den det abstrakte, det kærlighedsløse i den tyske folkekarakter. Trangen til at ville se alt ud fra en ’verdensanskuelse’, ja, far, jeg skulle nødigt tale!
Hvem var det, der skrev, at ideernes mødre – altså Platons ideer bag ideerne – er et alt for yndet tysk opholdssted? Har englænderne ret i, at vi forspilder vores menneskelighed i tankedybet? At vi simpelthen mangler common sense?
Men var bombardementerne af Dresden, af Leipzig, af... alle de tyske byer da common sense?

Nej, far, jeg er vist ved at tabe tråden, og jeg vil hellere tale om mine møder med Hitler en anden gang.
Jeg kan allerede nu høre, hvordan Hilde vil bebrejde mig, at jeg har skrevet min redegørelse om Krystalnatten til en dansk læge. Hun påstår, at jeg altid vil tale, altid vil skrive, altid vil forklare mig, og at jeg ikke har karakterstyrke til bare at trække på skuldrene og tie stille. Og hvad vil hun ikke sige, hvis jeg også skriver til ham om Hitler?

Du må altid huske på, at du er den eneste, jeg har.

Din, dig altid elskende søn

Werner

*Teksten er et uddrag af romanen ’Dr. Werner best – mine danske år’ af Vilhelm Topsøe. 275 s., 299. kr. Borgens Forlag. Bogen udkom og blev anmeldt i Information torsdag

Blå bog
Hitlers mand i Danmark
•Werner Best (f. 1903) var Hitlers rigsbefuldmægtigede i Danmark fra 1942 til besættelsestidens afslutning. Han var uddannet jurist og medlem af det tyske nazistparti fra 1930 og af SS fra 1932. Efter uoverensstemmelse med sin overordnede blev han overført til Udenrigsministeriet og fik opgaver i det besatte Frankrig. I Danmark blev han sat til at administrere samarbejdspolitikken. En dødsdom efter krigen blev ændret til 12 års fængsel, hvoraf han sonede de seks. I Tyskland blev han senere juridisk rådgiver for Stinne-koncernen. Han døde i 1989. Eftertiden har diskutteret, i hvor høj grad han var Hitlers mand og i hvilken grad, han forsøgte at omgå Hitlers ordrer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu