Læsetid: 6 min.

Chirac – Europas største socialist?

Den franske præsident, Jacques Chirac, er manden, der holder EU's skæbne i sine erfarne hænder op til den franske folkeafstemning om EU den 29. maj. Et politisk dyr og et paradoks. En borgerlig med Europas muligvis mest venstreorienterede politik
8. april 2005

PORTRÆT
PARIS – Da Frankrigs præsident, Jacques Chirac, for nylig besøgte sin nye ven og allierede i EU, den spanske socialistiske regeringsleder José Luis Rodrìguez Zapatero, sagde Zapatero:
»Nogle mennesker må spekulere på, om Jacques Chirac virkelig er en leder, der kommer fra centrum-højrefløjen.«
Udtalelsen var ment som en kompliment og står gengivet i det liberale ugemagasin The Economist i forrige uge.
Magasinets pointe med artiklen er at påpege, at ny-gaullisten Chirac p.t. står i spidsen for en af de mest venstreorienterede regeringer i EU.
Artiklen opremser en række mærkesager, hvor Chirac har markeret sig:
• Chiracs seneste europæiske sejr – udskydelsen af EU’s ultraliberale servicedirektiv, som han har kaldt ’uacceptabelt’ og uforeneligt med det ’sociale Europa’.
• Præsidentens forslag om en international solidaritets afgift på finansielle transaktioner eller salg af flybilletter til fordel for Afrikas udviklingslande og bekæmpelsen af hiv/aids.
• Hans inkorporering af økologiske målsætninger i den franske forfatning, der gik igennem i februar, og som siger, at retten til at leve i et sundt miljø nu er at regne som en menneskeret i Frankrig.
• Chiracs velkendte korstog mod først og fremmest USA’s enerådende rolle i verden samt de ’amerikanske værdier’, som foragtes så inderligt i store dele af den franske veluddannede elite.
• Hans ditto bekymringer over hele globaliseringsbølgen.
• Den stærkt pro-arabiske franske Mellemøsten-politik og førerpositionen i kritikken mod Irak-krigen.
• Forkærligheden for statsintervention i industripolitikken, og endelig den seneste imødekommenhed fra den borgerlige regering, beordret af Chirac personligt, som har ilet de strejkende franskmænd og deres fagforeninger i møde med løfter om nye lønforhøjelser og diskussioner om et generelt løft i mindstelønnen, der efterlod selv den venstreorienterede avis Liberation målløs i en leder.

En snu overlever
The Economist nævner i forbifarten, at der godt nok også har været plads til privatiseringer og lidt skattelettelser i Chiracs præsidentperiode, men ikke noget som de fleste socialdemokratiske regeringer i Europa ikke også pusler med.
Og at det historisk har været god gaullistisk politik med en stærk stat og en skepsis mod liberalisme. ’Solidaritet’ og ’social sammenhængskraft’ er ord, der indgår lige så nemt i centrumhøjrefløjens vokabularium som i socialisternes, hedder det.
Det ligner en mand uden principper, men det er alligevel en forenkling.
Snarere er Jacques Chirac med sin bemærkelsesværdigt lange politiske karriere, som strækker sig over snart fire årtier – den begyndte i 1967 med en vice-ministerpost i det franske socialministerium med ansvar for beskæftigelse – og som gør ham til Europas længst siddende politiske leder og statsmand, en snu overlever.
Hans evne til at tale med den jævne mand og charmere en folkemængde er legendarisk. Ikke mange politikere evner at se lige så fascineret og oprigtigt interesseret ud, når en landmand viser sin præmieko frem eller en baby skal beundres.
Mange af hans nærmeste peger på, at den ellers legendariske levemand – hvis private madforbrug til familien alene kostede skatteyderne flere tusinde kroner om dagen, hver eneste dag, da han var overborgmester i Paris – mest er i sit es, når han er i valgkamp og ude blandt folket.
Chirac blev født i 1932 i det centrale Paris, og voksede op som enebarn. Hans barndom og ungdom var livlig.

Smidt ud af skolen
Han brillerede ikke i skolen, hvor han én gang blev midlertidigt bortvist, og hvor en af hans lærere bemærkede, at hans fantasi var større end hans evner ud i logisk tænkning. Han nægtede at følge sin velstående finansfars ønske om at læse til ingeniør. I stedet stak han til søs, men blev hentet hjem igen. Hans far lod ham endelig læse samfundsvidenskab i stedet for, og mens han læste, solgte han en kort overgang det kommunistiske dagblad L'Humanité på gaden. Under et udvekslingsophold på Harvard University i USA arbejdede han i en snackbar og fik et vist ry for sine uforlignelige banana splits. Alvoren indfandt sig ifølge mange portrætter først rigtigt efter hans deltagelse i Algier-krigen, hvor han efterfølgende lod sig indskrive på den franske politisk-administrative eliteskole, Ecole Nationale d'Administration (ENA). Efterfølgende fik ministerpræsident Georges Pompidou øje på ham i 1962, og som 34-årig blev han valgt til Nationalforsamlingen og fik plads i Pompidous regering. I 1974 blev – blot 41 år gammel – udnævnt til ministerpræsident af den borgerlige præsident, Valéry Giscard d'Estaing, som han forinden havde hjulpet til sejren over socialisten Francois Mitterrand.
Siden gik det slag i slag for Chirac, som på trods af et særdeles veludviklet politisk instinkt tabte to præsidentvalgkampe, før han i 1995 opnåede at vinde embedet første gang.

Social bevidsthed
Siden har det været hans, og efter sigende har han endnu ikke afskrevet muligheden for at stille op igen, selv om han trues indefra af sin egen tidligere potentielle svigersøn og partiformand for UMP, som de konservative hedder i dag, Nicolas Sarkozy.
Chiracs sociale bevidsthed er veludviklet. En af konstanterne i hans politiske liv er en solid afsky for racisme og forskelsbehandling af enhver slags. Han er velbevandret ikke bare i politik, men også i sanskrit, buddhisme samt japansk og kinesisk poesi. Når det gælder Europa var han oprindelig – tro mod den gaullistiske tradition – ret skeptisk over for en stærk europæisk integration, men i takt med især den geopolitiske udvikling i verden og USA’s stigende dominans har han i de senere år været en overbevist pro-europæer.
Aldrig vigende fra hans side har Chirac hustruen gennem 49 år, Bernadette, der kommer fra den fine franske adelsfamilie Chodron de Courcel.
Madame Chirac er populær i det borgerlige Frankrig, en moderlig skikkelse med et stort engagement både som viceborgmester i byen Sarran og som første kvindelige medlem af rådet for departementet Corrèze.
Hun gør sig også ud i velgørende arbejde især for syge børn. Sammen har parret to døtre, og præsidentparret siger ifølge den franske presse fortsat De til hinanden, som man i århundreder har gjort det i de fineste franske familier.

De grimme sager
Det mørkeste kapitel i hans politiske karriere er uden tvivl de anklager om grov korruption, nepotisme og embedsmisbrug, som han ifølge en afgørelse fra Frankrigs Højesteret i efteråret 2001 som republikkens siddende præsident ikke kan retsforfølges for, men som er velkendte. Det kan han imidlertid senere, for de almindelige forældelsesregler er i sådanne sager sat ud af kraft. Anklagerne handler alle om grove ulovligheder fra hans tid som leder af gaullistpartiet RPR (1976-94) og som overborgmester i Paris (1977-95).
De har ført til, at han nok blandt sine støtter hyldes som en folkekær livsnyder, der elsker kalvehoveder, sumo-brydning, militærmusik og øl, mens hans kritikere afskyer ham som en magtsyg og uærlig levebrødspolitiker, der vil gøre alt for at klynge sig til magten.

Skæbnetimen
Et kendt citat stammer fra forhenværende præsident Valery Giscard d’Estaing, som har sagt: »Chirac kan have hele munden fuld af marmelade dryppende fra hans læber og klæbende til hans fingre. Krukken kan stå åben ret foran ham, og på trods heraf vil han sige, når man spørger ham om, han spiser marmelade: Mig, spise marmelade ? Aldrig i livet«.
Men får Chirac et endeligt ’non’ ved folkeafstemningen om EU-forfatningen den 29. maj, vil det være svært, selv for denne åleglatte mester i politisk overlevelse at komme uden om det faktum, han sikkert vil hade mest af alle: At en udefrakommende begivenhed satte punktum for hans politiske karriere, og tilmed sandsynligvis vil være den begivenhed – sammen med korruptionssagerne og de imponerende mange år i magtens centrum – han vil blive husket for i eftertiden.

FAKTA
Blå bog for Jacques René Chirac
• Født 29. november 1932 i Paris. • Gift i 1956 med Bernadette (f. 1933), har to døtre, Laurence og Claude
• Statskundskabsstudier ved Institut d'Etudes Politiques og Harvard University Summer School i USA
• 1957-59 kandidat fra Ecole Nationale d’Administration (ENA)
• 1967 vice-arbejdsminister
• 1972 landbrugsminister
• 1974 indenrigsminister og senere samme år ministerpræsident
• Skabte i 1976 det ny-gaullistiske parti RPR (Samling for Republikken)
• 1977-95 borgmester i Paris
• 1981 opstiller for første gang til præsidentembedet mod Francois Mitterrand
• 1986-88 konservativ ministerpræsident igen under den socialistiske præsident Francois Mitterrand
• 1995 valgt som Frankrigs præsident med 52,6 procent over socialisten Lionel Jospin
• 2002 genvalgt som præsident mod ultrahøjrepoltikeren Jean-Marie Le Pen (Front National) med stort flertal
• Fire gange præsidentkandidat. • To nederlag til Mitterrand i 1981 (18 pct.) og 1988 (46 pct.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu