Læsetid: 9 min.

Er danmark ved at få sin egen historikerstrid?

Rummer debatten om samarbejdspolitikken under besættelsen kimen til en større dansk historikerstrid, som den vesttyskerne oplevede i sidste halvdel af 1980’erne? Ja, mener professor Uffe Østergaard. Nej, siger besættelsestidshistorikere og advarer mod at søge efter for skarpe fronter
16. april 2005

Syn på besættelsen
Det startede i 2003, da Anders Fogh Rasmussen holdt tale den 29. august ved 60 året for bruddet med den danske samarbejdspolitik. Statsministeren kritiserede i hårde vendinger den linje Danmark lagde overfor besættelsesmagten. Til stor forargelse blandt historikere.
»Skandaløst«, »ahistorisk«, »forenklet« og »misbrug« er nogle af de ord, der siden har optrådt i kronikker og artikler, hvor forskellige historikere går til modangreb på Anders Fogh Rasmussen.
Jean Monnet-professor ved Center for Holocaust- og Folkemordsstudier ved Københavns Universitet Uffe Østergaard har fulgt debatten nøje og begynder at få associationer. Associationer til det opgør med historien som tyskerne gennemførte i 1988.
»Allerede inden muren faldt, havde man i Tyskland en historikerstrid. Bewältigung der Vergangenheit blev den kaldt. Jeg ser de samme tendenser i det, der sker i Danmark nu. Her starter det med en strid mellem statsminister og historikere, men bevæger sig over i en sag mellem historikere,« siger han.

Det er i forbindelse med et generationsskifte i historikerstanden, at Østergård ser mulighederne. De yngste historikere er i følge ham ikke nær så tilbageholdne med at kritisere Erik Scavenius og samarbejdspolitikken generelt.
»De tager nye emner op som for eksempel den økonomiske samarbejdspolitik, og de der sidder og kigger på de her nye vinkler, mener at man i flere tilfælde har drevet samarbejdet meget meget vidt,« siger han.
Historieskrivningen om besættelsestiden deler Østergård op i fire generationer. Den første var domineret af Jørgen Hæstrup.
»Ja, faktisk var der kun ham,« siger Østergård. Her var der tale om historieskrivning, der var baseret på den opfattelse, at der var konsensus i befolkningen om en modstand mod tyskerne. Danmark som en samlet nation.
Siden voksede generationen med historikere som Hans Kirchhoff, Henning Poulsen og Aage Trommer frem. Her var opfattelsen en helt anden. Danmark under besættelsen var præget af konflikt – en konflikt mellem at samarbejde med tyskerne eller at kæmpe mod dem.
I midten af 90’erne skete der så noget helt nyt. Man begyndte at interessere sig for de marginaliserede grupper som tyskerpigerne, frikorpsfolk og værnemagere. I denne generation er historikere som Claus Bryld og Bo Lidegaard, der er aktuel med bogen Overleveren , fremtrædende.
Den yngste generation af historikere tæller blandt andet Steen Andersen, der i øjeblikket skriver speciale om erhvervslivet under besættelsen, og Joachim Lund, der har skrevet bogen Hitlers Spisekammer om Danmarks økonomisk-politiske forhold til Tyskland og i maj er aktuel med Danmark Besat, som han har skrevet sammen med tre andre historikere fra samme generation: Niels Wium Olesen, Claus Bundgård Christensen og Jakob Sørensen.

Det er mest i forhold til samarbejdspolitikken, at Uffe Østergård ser et konfliktpotentiale:
»Det er jo ikke sådan, at adskillelsen mellem generationerne er fuldstændig klar. For eksempel ligger der i Bo Lidegaards bog Overleveren den allertydeligste formulering af den tredje generations holdning. Nemlig at samarbejdspolitikken var en fornuftig politik, der reddede det danske demokrati. Den siger ikke, at det var en hæderværdig politik, men at der var et fornuftigt rationale bag den. Den pragmatiske holdning mener jeg også, Niels Wium Olesen deler. Så firkantet er det heller ikke, at generationerne ikke overlapper hinanden,« siger Uffe Østergård.
– Hvilke paraleller mener du, man kan drage?
»Det vi er i gang med er et meget forsinket opgør med vores historie. Det der på tysk hedder Bewältigung der Vergangenheit. Et udtryk, som man slet ikke kan oversætte til dansk, og det er fordi vi hidtil slet ikke har ment, at vi har brug for sådan noget. I den danske selvforståelse har vi længe været uskyldige ofre, og det her er jo en helt anden måde at se historien på. At vurdere om man gjorde et, men burde og kunne have gjort noget andet, og så er vi også begyndt at beskæftige os med de sortere kapitler.«
– Det er vel ikke helt nyt. Ditlev Tamm skrev allerede disputats om retsopgøret i 1984 og Anette Warring skrev om tyskerpigerne i 1994?
»Det er helt rigtigt, men det er først nu, man kan se det som en tendens over hele linjen, at man i forhold til samarbejdspolitikken er begyndt at forholde sig langt mere kritisk end tidligere. Man udforsker nogle helt nye emner som for eksempel også den økonomiske samarbejdspolitik.«
– Kan der ikke være andre grunde til, at man begynder at interessere sig for nye emner end et generationsskifte?
»Nej, for man skal jo tage et emne op, som ikke er grundigt udforsket, og så kan man komme til at drage nogle nye konsekvenser ved, at man kigger på de nye emner.«
– Kan Den Kolde Krigs afslutning ikke have en betydning?
»Det er rigtigt, at det kan være noget af forklaringen på, at vi begynder at se på de sortere sider, som for eksempel danskere i Waffen SS og de tyske flygtninge. At vi også begynder at kigge på de aspekter betyder, at vi får et mere bredt billede af besættelsen. Og det bredere og mere nuancerede billede er jo altid mere sandt end det sort/hvide. Men det hænger naturligvis også sammen med, at man i stigende grad begynder at opfatte Danmark som et almindeligt europæisk land. Ikke som noget der er anderledes eller bedre end de andre, men sammenligenligt, og vi har derfor også nogle af de samme pletter.«

»Man begynder at stille de samme spørgsmål til dansk historie, som man gør til de andre landes historie. Det hænger generelt sammen med, at Den Kolde Krig er slut, og man ikke længere har den frontstilling, og det er jo også det, der har muliggjort det her opgør, og det er jo meget interessant, at det i Danmark først kommer i 2005, mens man allerede i 1988 havde den i Tyskland. «
– Men i Tyskland handlede historikerstriden vel mere om, hvorvidt man kunne sammenligne nazismens udryddelser med kommunismens?
»Men den diskussion ligger også og lurer neden under det her. Anders Fogh Rasmussen udtalte på den første Auschwitz-dag, at man skal studere nazismens forbrydelser men så sandelig også kommunismens. Der ligger kimen til nogle uenigheder, for det tror jeg bestemt ikke, at alle vil være enige i, at det er det samme. Der er egentlig et meget stort kompleks af uenigheder, og det varer et stykke tid, før det bliver trukket fra hinanden. I første omgang vil det ret snævert køre på bedømmelsen af Danmark 1940 til 1945, men det kommer hurtigt til at trække en masse andre problemstillinger med sig som for eksempel kommunismen.«

Claus Bryld, der er historiker og professor ved Roskilde Universitet Center afviser kategorisk, at der skulle være tale om en begyndende historikerstrid.
»Det er en stærk stærk overdrivelse af det, der sker. Den sammenligning halter stærkt. Den tyske historie er utrolig dramatisk, og der handlede det om et enten eller til Hitler-Tyskland. Det har Forbundsrepublikken været nødt til at gøre op med 100 procent, men sådan er det jo ikke med den danske samarbejdspolitik,« siger han.
Især kan han ikke forstå Østergårds pointe om, at debatten skulle have bevæget sig fra at handle om en konflikt mellem statsminister og historikere til en tilsvarende mellem historikere.
»Der er måske to-tre stykker, der har støttet Anders Fogh Rasmussens synspunkter, men der er ikke en eneste besættelseshistoriker, der har gjort det. Det er klart, at der er nuancer i det, og nogle er mere kritiske over for samarbejdspolitikken end andre, men det er jo ikke det samme som at sige, at man skulle have optaget en eksistenskamp med tyskerne,« siger Claus Bryld.
I 2001 udgav han bogen Kampen om historien, hvor han gennemgår den modreaktion der begyndte i 90’erne. Nuanceringen af besættelsestiden har været i gang længe, fastslår Claus Bryld.
Man begynder at tage flere aspekter ind i forskningen og at se på den politiske udvikling i 1930’erne, hvor Danmark allerede førte en tyskvenlig kurs, retsopgøret efter krigen og på de marginaliserede grupper.
»Der er ingen historikerstrid, men der er en kvalitativ diskussion om modstand og samarbejde under besættelsen, men det foregår jo på et fornuftsgrundlag og ikke på et følelsesgrundlag som Anders Fogh Rasmussen jo lægger op til,« siger han.
Besættelseshistorikere ser i dag besættelsestiden som en konfliktfyldt periode som man ikke kan stille op som et valg imellem det gode eller det onde. Det valg eksisterede ikke.
»Der er jo ingen historiker med fornuften i behold, der vil tilslutte sig de hysteriske betragtninger om enten eller. Det bliver betragtet som politisk taktik og ikke som historie, og det er jo sådan noget, historikere skal kunne gennemskue,« siger han.

Derimod kan Claus Bryld godt nikke genkendende til Uffe Østergårds opdeling af historikerne i generationer. Den har han og historiker Anette Warring også beskrevet i bogen Besættelsestiden som kollektiv erindring, der omhandler historieskrivningen efter besættelsen. Dog mener han, det er for tidligt, at sige noget om, hvem der tilhører tredje og fjerde generation.
Historiker Hans Kirchhoff mener, at det klareste bud på en generation, der vitterligt skrev om besættelsen på en bestemt måde, er Jørgen Hæstrups.
»De, der selv oplevede besættelsen og skrev på grundlag af de erfaringer, tilhører helt rigtigt dem, der skrev på et grundlag om national konsensus,« siger han. Han vedgår også, at han selv tilhører den generation, der som modreaktion på det var mere optaget af problemfeltet samarbejde-modstand, som Hæstrups generation kun interesserede sig for ud fra en national vinkel.
»Men i min generation var der jo uenighed omkring samarbejdspolitikken, så der begynder etiketterne allerede at krakelere,« siger Hans Kirchhoff.
I forhold til den nye generation af historikere, som interesserer sig for samarbejdspoltikken, siger han:
»Nu overtager man i meget høj grad anden generations resultater, men koncentrerer sig om andre temaer. Her skal man jo også huske på, at dem har min generation været med til at uddanne,« siger Kirchhoff.
Hans Kirchhoff mener ligesom Claus Bryld, at det er helt overproportioneret at begynde at tale om en historikerstrid.
»Det er min fornemmelse, at vi alle er meget enige om, at Foghs udtalelser er baseret på et meget ringe kendskab til den periode, som han taler om,« siger han.

Historikere har i mange år forsøgt at gøre op med den myte, at alle danskere var modstandsfolk, og det lykkedes, men nu har tidsånden bevæget sig helt over i den anden grøft.
»Det, der sker nu i 90’erne og fremefter, er, at hvor grundfortællingen før var den, at vi alle var modstandsfolk, så er grundfortællingen i dag, at vi alle var tyskvenlige og oppurtunister,« siger Hans Kirchhoff.
At linierne skulle være trukket så hårdt op i diskussionen om samarbejdspolitikken, at der kan blive tale om en begyndende intern strid mellem historikere, mener han er at stramme sagen rigeligt op. Men han mener helt bestemt, der er anledning til at historikere skal markere sig overfor Anders Fogh Rasmussens udtalelser:
»I det øjeblik Fogh Rasmussen giver udtryk for, at de folk, der samarbejdede – og det gælder jo så både Scavenius, embedsmænd, presse, kirke, organisationsliv og så videre, for samarbejdspolitikken havde jo bred støtte i det officielle Danmark – at, de var feje, kujonagtige, og at de svigtede, så synes jeg, der er grund til at påpege, at samarbejde var normaliteten i det besattte Europa til langt ind i krigen,« siger Kirchhoff.
Modstandsbevægelserne fik først sit endelige gennembrud i 1943, og det var ikke kun begrundet i, at man først på det tidspunkt havde de nødvendige våben:
»Det handler også om psykologi. Der skal være et håb om, at militær modstand kan nytte, og det eksisterede først på det tidspunkt, hvor man troede, tyskerne var ved at tabe krigen. Jeg vil derfor opfordre til, at man nærmere studerer betingelserne, for henholdsvis at samarbejde med tyskerne og at yde modstand, inden man udtaler sig,« siger Kirchhoff.

FAKTA
*Historikerstrid
Historikerstriden, (ty. Der Historikerstreit), diskussion mellem vesttyske historikere og filosoffer 1986-89 om nazismens og især jødeudryddelsens plads i Tysklands historie. Striden udløstes af filosoffen Jürgen Habermas’ artikel »Eine Art Schadensabwicklung« i ugemagasinet Die Zeit 11.7.1986, hvori han anklagede flere navngivne tyske historikere, bl.a. Ernst Nolte (f.1923) og Andreas Hillgruber (1925-89), for at forsøge at relativere nazismen ved at jævnføre dens forbrydelser med andre folkemord. Habermas’ kritik udløste en skarp offentlig debat om Tyskland og Holocaust mellem konservativt-nationale historikere på den ene side og liberale og socialistiske på den anden. Historikerstriden gik i sig selv, da spørgsmålet om Tysklands genforening blev aktuelt i efteråret 1989.
Den Store Danske Encyklopædi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her