FORSONING
I en villa i Rosenvængets Allé på Østerbro i København er en delegation på et halvt dusin mænd fra det tidligere Dansk Vestindien på besøg. Kongresmedlem Donna Christensen er endnu ikke nået frem og ej heller gymnasieelev Precious Laurent, hvis pas var udløbet dagen før. De støder så til senere.
Alt er solskin og lutter smil. Vestinderne er landet aftenen før og har som noget af det første stiftet bekendtskab med den danske cykelkultur.
»Vi har selv cykler, men slet ikke i det omfang, som denne massetransport åbenbart har i Danmark,« bemærker en af herrerne og tilføjer høfligt: »Vi tror, at danskernes evne til at cykle holder dem i god form og får dem til at se sunde ud.«
Senator Terence Positive Nelson var efter ankomsten lige ved at baldre bildøren op i en cyklist, men det endte lykkeligt, og andet ville også have været skidt, når man har det positive som politisk program. Han, der er fra St. Croix, deler streamers ud med påskriften: »Positive is how I live.«
Indbydere er samarbejdsprojektet VIDA, som har til huse i det danske Bygningskulturelt Råd, repræsenteret af vicedirektør Ulla Lunn, men lige nu er delegationen på visit hos Dansk Kunstnerråd. Besøget i Danmark, der varer flere dage, handler primært om udveksling af håndværkere og teknikere, så de gamle, danske bygningsværker på øerne kan bevares så godt som muligt, en proces, der allerede er i gang, men som
gerne skal udbygges. Selv om øerne i dag jo hører under USA.
Forfædres gerninger
Det handler også om noget dybere. Om heling af gamle sår og om at se fremad.
»Vi er alle organiseret i lande og stater,« siger kunstnerrådets formand, Franz Ernst, i sin velkomst: »Disse stater vil meget ofte starte krige, besejre andre lande og opføre sig dårligt over for andre menneskelige væsener.«
Han siger også, at vi ikke er så glade for at »tænke på, hvad vore forfædre gjorde mod jeres forfædre,« men tilsiger danske kunstneres støtte til, at der nu kan blive rette op på noget af det.
Delegationsmedlemmerne nikker. Den er de med på og så er der i øvrigt dækket op til almindelig reception.
Men hvilke forventninger har delegationen for turen til Danmark? Vi spørger Shelley Moorhead, der er formand for organisationen African Carribean Reparation and Resettlement Alliance, for i disse år går der en bølge gennem verden, der handler om, hvordan man håndterer forholdet mellem efterkommere af slaver og de nationer, der gjorde sig skyldige i kolonisering og slaveri. Han svarer imødekommende: »Vi vil gerne bygge bro og have mere samarbejde med Danmark«.
Ved siden af står Morie McClerklin, direktør for et Martin Luther King-center, der tilføjer:
»Først må vi udbrede større kendskab til historien både her og der. Ikke ved at pege fingre ad danskerne, men ved at pege på historien. Det kan ske via kunst og via fælles undervisningsprojekter og omkring bygningskulturen. Vi er åbne over for nyt partnerskab.«
Hvordan ser vestinderne på danskerne i dag?
Moorhead: »Der er blandede eller sammensatte følelser. Vi har netop fejret 88-året for transfer-dag, den dag, Danmark solgte os til USA (i 1917. red.). Mange har stadig erindring om dengang og husker lidelserne. Derfor må vi have en diskussion, for den er vigtig ikke blot for os, men også for danskerne, mener vi. Der er brug for reparation. Vi er for at heale, mindst lige så meget som for at blive gjort hele,« siger han alvorligt.
Han fortæller også, at han straks ved ankomsten genkendte den danske arkitektur plus en del efternavne. Han har et eksemplar med af St. Croix Avis, som den hedder.
Bladene på træet
»Tag nu senator Nelson, der har et dansk navn,« siger han. Terence Positive Nelson smiler og fortæller, at han er rastafari. Det fremgår nu også tydeligt af hans fremtoning med den karakeristiske Bob Marley-frisure.
Religion eller mode?
»Nogle ser på det som en religion, andre af os som en livsform,« svarer Nelson.
»Der er en del musik i den, og den er også i nogle tilfælde associeret med cannabis. Den er et ønske om at leve så tæt på naturen som muligt og er for kroppen, hvad bladene er for et træ.«
»Vi vestindere har været skamfulde over vores slavebundne historie,« fortsætter han. »Det at komme her hjælper os til komme videre med et nyt kapitel i vores kollektive historie.«
Kender I til den danske tv-serie, hvor danske efterkommere opsøgte deres fortid i Vestindien? (Alex Frank Larsens Slavernes Slægt, red.)
Moorhead: »Vi har hørt om den, så hvis du kan skaffe os et eksemplar, vil vi meget gerne se den.«
Nelson: »Ja, vi har forstået, at den har interesseret danskerne, som ikke har vidst så meget om deres egen rolle. Men hvis man på film og i kunst kan vise noget, er det glimrende.«
Senator Usie R. Richards indskyder: »Jeg håber, vi kan lave en stiftelse eller et fond, der kan oplyse folk i Danmark om historien. Det, tror jeg på, kan lade sig gøre.«
Slavesyndromet
I gruppen er også en psykoterapeut, Etherero Aquinchegun.
»Jeg har i fire årtier arbejdet med den effekt, som slaveriet har haft, og som vi kalder det posttraumatiske slavesyndrom,« oplyser han.
»Det var jo ikke alle danskere, der ønskede slaveriet, og de ville garanteret have protesteret mod nogle af grusomhederne, hvis de havde kendt til dem. Så det er på tide, vi får talt ud om det og lagt det bag os.«
Hvorfor netop nu?
»Fordi det er på høje tid. Debatten om det at gøre folk hele igen har jo stået på, siden Nelson Mandela forlod Robben Island, hvor der som resultat kom sandhedkommissionerne. Da blev verden opmærksom på, at noget sådan kunne lade sig gøre gennem samtaler.«
Så inspirationen kommer direkte fra Nelson Mandela?
»Jeg er inspireret af ham, men også af Søren Kierkegaard, Martin Luther King, Gandhi, Buddha, Jesus Kristus, Peter von Scholten enhver person, som har et menneskeligt hjerte.
Unge Scholten
Til stede er også Henrik Scholten, efterkommer i lige linje efter Peter von Scholten. Det lader til at fornøje gæsterne, der siger, at de så »har noget at fortælle om, når de vender hjem«. Peter von Scholten står i dag som den, der frigav de vestindiske slaver, det kapitel af historien, som vi i Danmark helst tænker på.
»Ja, det er jo den positive udgang, selv om han jo altså røg i spjældet for landsforræderi, da han kom tilbage til København,« siger Henrik Scholten, der fortæller, at han er født i USA, amerikansk statsborger, men har boet i Danmark det meste af sit liv og er uddannet arkitekt og aldrig har været i Vestindien, men gerne vil.
Har det nye projekt noget for sig?
»Det er helt klart, at der er masser af relationer, brudte familier, brudte bånd, affødt af ting, der er sket langt tilbage, men som alligevel rumler og kommer op. Man kan jo også bare tænke på Danmark og Skåne, hvor man måske trækker lidt på smilebåndet, men fra tid til anden er der pludselig alvor i det og mennesker, som har ondt af det. De konflikter, der er mellem stater, bliver ofte hængende. Balkan er også et eksempel. Den konflikt er jo ikke løst eller. Eller tag grænselandet mellem Tyskland og Sønderjylland. Det eneste eksempel, jeg lige kan komme i tanker om, hvor der er en høj grad af succes.«
Selv har han været involveret i et globalt UNESCO-projekt, der kører på skoler osv. om det, der skete den-gang, og det, der sker nu.
Bagefter konstaterer Terence Todmann Jr., der er søn af den tidligere USA-ambassadør i Danmark, at nu er viljen til stede, men så gælder det også om at finde de rette værktøjer for den videre forbindelse mellem Danmark og De Vestindiske Øer. Delegationen skal videre til bl.a. Institut for Menneskerettigheder, Nationalmuseet, Bygningskulturens Hus, Holmen og et økologisk landbrug i Lille Skensved. Det hele er blevet fulgt nøje af instruktøren Anker Li med et kamera. Han arbejder på en film om alt det, der her er blevet talt om.
