Læsetid: 7 min.

DR skaber legeplads

Ifølge DR’s dramachef, Ingolf Gabold, er der en rystende mangel på forfattere inden for dansk tv-dramatik. Det forsøger man at afhjælpe med et nyt samarbejde med Filmskolens manuskript-linje og ved at åbne op for andre formater end en time søndag aften i den bedste sendetid
18. april 2005

Talentudvikling
Med serier som Taxa, Rejseholdet, Nikolaj & Julie, Krøniken og Ørnen har DR’s TV-Drama oparbejdet en imponerende seerskare til dansk dramatik søndag aften kl. 20. Succeskriterierne for det sendetidspunkt er også barske. Mindst en million danskere skal se med, og serierne skal have en kvalitetsvurdering på mindst fire på en skala, der går til fem. Det stiller store krav til forfatterne, som med sikker hånd skal beherske det lange serieformat og kunne ramme i plet og bredt hver gang.
Som elev på Den Danske Filmskoles manuskriptlinje er det en intimiderende tanke at gå i lag med det format, der hidtil har været domineret af brødrene Stig og Peter Thorsboe.
Manuskriptelev Jannik Tai Mosholt er ikke i tvivl om, at kombinationen af omfanget og succeskravene gør det svært for nye navne at komme til fadet. Han har for nylig afsluttet et forløb med at skrive tv-serier, som Filmskolen og TV-Drama har udviklet i samarbejde. Det har givet blod på tanden i forhold til tv-dramatik, men det er svært at se fremtidsmuligheder på skærmen.
»Det har været utroligt spændende at arbejde med tv-serier, men det har også været forbundet med en masse præstationsangst, fordi det var en helt konkret opgave, som skulle præsenteres for DR,« fortæller Jannik Tai Mosholt, der er færdig som manuskriptforfatter til sommer.
Han synes, det har været sundt med et projekt ude i branchen, fordi man godt kan lulle sig ind i en søvnlignende tilstand af at være på skolen og kun forholde sig til den.
»Projektet har givet mig mod på at skrive tv, men det virker svært at komme til, hvis man kun kan debutere søndag aften kl. 20. Det ville være en god idé, hvis man kunne starte på en mindre udsat flade.«

Nye formater
DR’s dramachef, Ingolf Gabold, er enig i, at det lange primetime-format ikke egner sig til debutanter, og at der er ikke mange andre muligheder for at komme til skærmen end at blive episodeforfatter på en lang serie. DR skal fra den 1. januar i år producere 35 timers tv-dramatik, hvoraf de lange søndagsserier tegner sig for i hvert fald de 25 timer.
Hvad, resten skal være, planlægges i øjeblikket, og et af ønskerne er netop at skabe alternative formater og finde andre sendetidspunkter, som kan give nye navne mulighed for at prøve kræfter med mediet.
Som Ingolf Gabold siger, kan man oftest ikke uden videre bruge manuskriptforfattere fra filmbranchen, fordi det at lave lange tv-serier i stedet for film kan sammenlignes med pludselig at skulle skrive blankvers i stedet for almindelig tekst.
»For det første kræver det et stort overblik at skrive noget, som er så stort, og det er en vanskelig proces, at det skrevne produceres og rammer skærmen lang tid før, man er færdig med at skrive hele serien. Det er en helt særlig disciplin, både håndværksmæssigt og mentalt, og man skal måske også fungere som arbejdsleder for en række episodeforfattere. Det kræver en speciel erfaring og psyke at kunne bære det igennem, og med succeskriterierne for timeformatet søndag aften er vi ikke meget for at kaste debutanter ud i det.«
Jannik Tai Mosholt synes umiddelbart ikke, at der fortællemæssigt er de store forskelle på film og tv, men det er klart, at man på tv skal have en historie og karakterer, der kan bære det lange forløb. Omfanget er den store udfordring, og det har han med skolens tv-forløb fået lov at prøve kræfter med i form af et oplæg på en serie i 12 afsnit, hvor første afsnit blev præsenteret som et længere treatment og de følgende som kortere synopser.

Skemalagte serieforløb
I et forsøg på at skabe grobund for nye talenter med skemalagt undervisning i at skrive tv-serier indledte manuskriptlinjen for to år siden samarbejdet med DR om at lære den svære tv-seriekunst på skolebænken. Fra september til december arbejder eleverne med et konkret projekt, der skal præsenteres og markedsføres som en almindelig serie for DR.
Ifølge lederen af manuskriptuddannelsen på Filmskolen, Lars Detlefsen, er eleverne glade for den målrettede opgave, og hvis man ser pragmatisk på mulighederne for at skrive visuel dramatik i Danmark, tror han, man er nødt til at kunne lidt af hvert.
»Vi har sat projektet med et fast tv-serie-forløb i gang for at vise, at vi tager tv seriøst. I forhold til elevernes senere jobmuligheder er det også smart at satse mere på det. Der laves færre film, end der laves tv-dramatik, så chancerne for at få job er
bedre inden for tv, selv om det også er hårdt at komme til dér. I England, Tyskland eller Amerika kan man have deciderede tv-manuskript-uddannelser, men den danske branche er så lille, at man skal kunne flere ting herhjemme.«
Når talen falder på fremtidige jobmuligheder, mener Jannik Tai Mosholt, at det både på film- og tv-fronten mest handler om have gode ideer, men der skal selvfølgelig være muligheder for at præsentere dem og få dem ud.
»Det er let at sige, at der mangler nye navne i bran-chen, men det skyldes blandt andet, at dem, der bliver brugt meget, er virkelig gode. Selvfølgelig håber jeg, at der er plads til mig, når jeg er færdig på skolen. og der gælder det nok om at bruge den kontaktflade, jeg har fået undervejs. Vi snakker meget om, hvad man skal gøre, når man er færdig, og mit bedste bud er at sende mine ting rundt og forsøge at finde en instruktør at arbejde sammen med. Nu har Filminstituttets Talentudviklingspulje droppet kravet om, at man skal have en producer tilknyttet sit projekt, og det er nok det sted, man skal starte som nyuddannet.«

Ingen luftkasteller
For Lars Detlefsen er det vigtigt, at elevernes lyst driver værket, når de arbejder med tv. De bliver ikke sat til at lave Taxa 2. Ideerne skal komme fra dem og være noget, de har lyst til at lave, men samtidig skal de kombineres med virkelighedens krav om programlængder, budgetter, kontrakter mm. Som han siger, så uddanner skolen ikke folk til luftkasteller. Bran-chen er benhård, og eleverne skal tænke over, hvordan deres projekt kan sælges.
Ifølge Ingolf Gabold har projekterne været vældigt gode. Dette års høst udspillede sig i så forskellige miljøer som et bordel, et cirkus, et indkøbscenter og hos Frelsens Hær, men spørgsmålet er, om vi nogensinde kommer til at se elevernes serieforslag på skærmen trods positiv modtagelse hos DR. Hvis ikke der findes andre formater end primetime, ser det formodentlig sort ud.
DR overvejer i øjeblikket, om man kan lave plads til andre typer dramatik, f.eks. i form af et format på en halv time på et mindre udsat sendetidspunkt end søndag aften. Der er også planer om at genoplive miniserien, og i 2006 skal der laves en børnefami-liejulekalender. Det er ikke kun talentmæssigt, men også økonomisk i DR’s interesse med nye formater, for med dyre serier som Krøniken og Ørnen er det svært at holde de 35 timers dramatik på de budgetterede 125 mio. kroner. Noget skal være billigere at producere. Som konsekvens overvejer Filmskolen at lave et forløb med en børne-tv-serie, da de traditionelt er billigere at producere og dermed formodentlig mere realistiske at få realiseret.

Primetime naturalisme
På længere sigt kunne Ingolf Gabold godt forestille sig en decideret uddannelse i at skrive til tv, fordi det ikke kun er mediets programtyper, som stiller særlige krav, men også selve mediets kultur.
»Det er en speciel kultur at arbejde med et massekommunikerende medie som tv, hvor seerne i modsætning til biografpublikummet på forhånd har betalt for billetten. Det er et andet åndeligt klima end filmbranchen. Tag f.eks. Jytte Rex’ spillefilm Silkevejen, som jeg elsker meget højt, og som DR heldigvis er inde over og har visningsret til. Den blev set af under 4.000 mennesker, hvilket er synd og skammeligt. Det er dejligt at se film, der som den bruger filmsproget og skaber en filmisk virkelighed. Men i tv-regi har vi kunnet mærke, at den naturalistiske virkelighed har størst succes hos seerne, og det bliver vi med succeskriterierne nødt til at tænke på. Seerne vil se ting fra et realistisk univers med almindelige mennesker og genkendelige arbejdspladser. Derfor satser vi på det til primetime, og det må man som forfatter indstille sig på.«
De nye forfattere må også indstille sig på, at arbejdet som tv-forfatter er temmelig anonymt og sjældent har kritikernes gunst.
»Kritikere er vant til at se på det enkelte, unikke værk og gå efter en auteur-vinkel,« siger Ingolf Gabold.
»Det kan man ikke med tv-serier. Flere kritikere sidder fast i den gamle, modernistiske tradition, men tv er et mere postmoderne medie, og det skaber et pres fra kritikerne, som tit ikke er sjovt at arbejde under. Det kræver mod at gå i gang, og det er en udfordring at kommunikere i et massemedie med en mere mainstream funktion.«
Til gengæld kan forfatterne få lov at arbejde med at lade karakterer udvikle sig langsomt og i samspil med mange andre i tv’s lange formater, modsat spillefilmene, hvor man med Ingolf Gabolds ord skal gå fra 0,1 til 99,9 på halvanden time.
Lars Detlefsen forklarer, at Jannik Tai Mosholt bestemt ikke er den eneste elev med mod på mediet, men det tager tid, før arbejdet med at udvikle nye tv-forfattere kan ses på skærmen.
Som han nøgternt konstaterer, er man godt i gang, »men det tager nogle år, før det viser sig i den her bran-che. Hver gang, man tror, at noget tager et år, tager det fem«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her