Læsetid: 3 min.

Drømmen om eget lille fransk gæstgiveri? – Hold kæft for et mareridt. Glem det

Mange nordeuropæere leger med tanken om livet som hotelværter i Frankrig. Lad det blive ved tanken
8. april 2005

UDSYN
Den, guderne vil straffe, opfylder de ønskedrømmene for. På rejser i Frankrig har jeg mødt nordeuropæiske ægtepar, der har betroet mig deres drøm om at slå sig ned i Frankrig og åbne et lille hyggeligt fransk gæstgiveri.
Hvilken idyl, ikke sandt? Fatter går rundt mellem bordene og tager imod bestilling af egnsretter, mutter står i køkkenet og braser, og hvis gæsterne befinder sig rigtigt godt – eller bare har drukket sig lidt svimle – står en opredning parat i et lille solrigt værelse med provencalske mønstre på tæpper og vægge. Ægteparret får noget med mennesker at rive i – og tid til at være sig selv i smukke omgivelser.
Hold kæft, hvor skal det ægtepar prise sig lykkeligt, hvis det aldrig lykkes at føre den forestilling ud i livet.

At drive et fransk gæstgiveri er et utaknemmeligt slid. Franskmændene vil på mindre end et hvidløgsfeds forskel kunne smage, at retten ikke fortjener at kaldes egnskarakteristisk. Og de vil forlange, at menukortet til enhver tid indeholder et større udbud af retter, end der er marked til – både at købe ind på og afsætte. Og den, der står for renholdelsen af værelserne, vil opdage, at hotelgæster – i Frankrig som andre steder – foretager sig så mangt og meget bag de lukkede døre, at opgaven bagefter snarere er genopretning end rengøring.
Og hvilket nok så idealistisk ægtepar vil kunne holde ud at lave mad og gøre rent for andre voksne mennesker dag ud og dag ind? Fatter ender med at drikke med gæsterne i restauranten, og mutter pimper ude i køkkenet.
For at undgå sammenbrud må der ansættes hjælp. Som kan finde på at snyde ejerne. Og går noget i inventaret for alvor i stykker, må reparation eller nyt indkøbes.
Og så er der det med gæsterne. Hvor bliver de af? Det er ikke nok, at man istandsætter et stort stenhus med lavendel i forhaven og opsætter et skilt, hvor der står: Restaurant & Chambres. Man skal sikre sig sit publikum. Og her er den for alvor gal. Som min husstand kunne konstatere senest i denne påske, er Frankrig i en alvorlig gæstgiverikrise. Gæsterne bliver væk fra de traditionelle familiedrevne virksomheder. Forklaringerne er mangfoldige.

Familiegæstgiverierne er kommet i klemme. På den ene side udkonkurreres de af nye lavpriskoncepter anbragt klos op ad motorvejene, og hvor man ved at stikke et kreditkort ind i en sprække får elektronisk nøgle til nattely og toiletsæde med drejende beskyttelsesplastic. Altsammen for næsten ingen penge, og måske endda med kædemad i bygningen ved siden af.
Fra anden side gnaver de dramatisk-eksotiske lokaliteter, hvor stærk pengemagt har omdannet borge, klostre og lystslotte til ’oplevelseshoteller’ med nyopfrisket historisk kolorit, svømmende karper i haven og årgangsvine rindende under kælderhvælvingerne. Ikke billigt, men driftsikkert, tidligt og længe åbent, og med en air af overklassefornemmelser.
Når det solide midterfelt i fransk hotel- og restaurationsliv ikke længere er solidt, har nogle forklaret det med de voldsomme prisstigninger, der fulgte med indførelsen af euroen. Min husstand har tjekket efter på lommeregneren. Og ved sammenligning med priser fra for 10 år siden konstateret, at der ofte – med rum for almindelig inflation – ingen opadgående ændring er sket, snarere tværtimod.
En mere besnærende forklaring lyder: Under midt-90’ernes optimisme i fransk turistindustri foretog de fleste familiegæstgiverier en omfattende istandsættelse. Ofte tiltrængt, men ejerne valgte samtidigt et nyt, fancy design af indretning og menu, der blev rettet mod et udefinerbart internationalt publikum, men ikke tog hensyn til hjemmemarkedet. En slags gæstgiveriernes globalisering.
Men hvem skal hotel- og restaurationsbranchen leve af de 10 måneder, der ikke er højsæson for turister? Hvis den lokale befolkning ikke har lyst til at komme, kommer ingen. Så kan man holde lukket. Det er til gengæld svært at leve af.
I skildringen af alle disse genvordigheder for familiegæstgivere er ikke berørt, hvad det kan indebære, at værterne ikke er født ind i fransk sprog og kultur og må famle sig frem. Det gør det ikke nemmere, absolut ikke. Men det er ikke i sig selv afgørende for succes eller ej. Også de indfødte franske gæstgiveriejere ser trætte og bekymrede ud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her