Læsetid: 3 min.

Endnu en nat på Station 13

John Carpenters klaustrofobiske kultklassiker fra 1976 er forvandlet til en effektiv, men ordinær 2005-actionfilm
8. april 2005

Ny film
Løbet tør for ideer? Så snup en gammel! Sådan ræsonnerer man i Hollywood, hvor man ikke er bleg for at hælde gammel vin på nye flasker. Remakes er en god forretning. Helt nyt materiale er altid risikabelt, og hvis originalen bare er udenlandsk eller har en del år på bagen, er der kun en brøkdel af det unge, amerikanske publikum, som kender den.
Nu er turen kommet til John Carpenters Sidste nat på Station 13, der i 1976 floppede i hjemlandet USA. To år senere scorede Carpenter kassen med gyseren Maskernes nat, men Sidste nat’s ry er vokset i årenes løb og regnes i dag blandt 70’ernes bedste actionfilm.

Spændingsmaskinen
Og for en gangs skyld er genindspilningen ikke bare en doven gentagelse, men vitterlig sin egen, med en ny indledning, nye karakterer og en række overraskende twists, der dog ikke kan skjule, hvor indholdsløs amerikansk film er i dag sammenlignet med storhedsperioden i 70’erne.
John Carpenters genistreg bestod dengang i at transformere Howard Hawks western Rio Bravo (1959) til det moderne Los Angeles (så den originale Sidste nat er på sin vis selv et remake!).
Sheriffens kontor blev til den indre bys politistation, der sidste nat før den planlagte lukning kommer under belejring. En lokal bande vil hævne sig på en mand, som har søgt tilflugt på stationen, og betjente og indsatte må bilægge indbyrdes stridigheder og side om side kæmpe mod den fælles, ydre fjende.
Realismen er så barsk, som humoren er tør, og den klaustrofobisk-paranoide stemning – med reminiscenser af George Romeros zombie-mareridt Night of the Living Dead (1968), endnu en belejringsfilm – indfangede 70’ernes sociale og politiske klima.

Det sande ansigt
Denne stemning er forduftet i den nye Sidste nat på Station 13, som foregår i Detroit og er en actionfilm i mere banal forstand. Vi bliver ikke spærret inde med hovedpersonerne i den belejrede station, men får en underholdende tur i den filmiske spændingsmaskine. Der er skruet op for effekter og drabstal, der er mondæn vold i close-up og skuespillere med star quality, som bejler om vores opmærksomhed. Og naturligvis er Carpenters sært kuldegysende synth-musik erstattet af et konventionelt score, som aldrig lader os i tvivl om, hvad vi skal føle og tænke. Men der er også forbedringer. Persontegningen er mere detaljeret, ikke mindst Ethan Hawkes politimand, der er forsynet med et traume, som giver skuespilleren noget at arbejde med. Og bipersoner på politistationen lyser op, især den paranoide junkie – uhyggeligt overbevisende spillet af John Leguizamo – og den seksuelt udfordrende politisekretær (Drea de Matteo fra The Sopranos).
Til gengæld er skurkerollerne degraderet til ligegyldighed. I originalen var belejrerne uhyggeligt ansigtsløse kamikaze-krigere, men i remaket har de både ansigter (f.eks. Gabriel Byrnes) og et banalt motiv til at dræbe gangsteren Bishop, som i originalen var et menneske (Austin Stoker), men i Laurence Fishburnes store, skikkelse er en ren superskurk.
Her viser den nye film sit sande ansigt. Carpenter gav Bishop en chance for i krisens stund at træde i karakter og blive respekteret herfor, men nu er Bishop bare en uforbederlig mother fucking killer. Det er effektiv formular-action anno 2005, men vil være lykkeligt glemt om 30 år.

*Sidste nat på Station 13. Instruktion: Jean-François Richet. Manuskript: James DeMonaco. Amerikansk (Palads og CinemaxX i København samt biografer i 10 andre byer)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her