Læsetid: 5 min.

Eventyrlig opdagelsesrejse

Det skulle være en visuel rejse fra det meget konkrete, næsten trivielle, til noget dybt eksotisk, siger Henrik Ruben Genz om sin nye film, ’Kinamand’, der handler om mødet mellem en dansk mand og en kinesisk kvinde
1. april 2005

Interview
Når en film ikke er handlingsmættet, så må man gøre den visuelt og følelsesmæssigt mættet, forklarer Henrik Ruben Genz, der er biografaktuel med det lune melodrama Kinamand.
»Vi er nødt til at gøre øjeblikkene magiske. Blikkene imellem hovedpersonerne, de skrøbelige bevægelser frem imod hinanden, de små afvisninger, misforståelser, opdagelser af hinanden – det er hele filmens drive. Vi maler med billederne for at hæve det op fra det konkrete til det magiske.«
Kinamand handler om den handlingslammede blikkenslager Keld (Bjarne Henriksen), der forlades af sin kone (Charlotte Fich) og må søge tilflugt i den lokale kinagrill. Og i mødet med en fremmed kultur – ikke mindst ejerens smukke søster Ling (Vivian Wu) – begynder han at forandre sig.
Fordi historien ikke bæres af et stærkt plot, lægger den op til, at man fortæller med billederne, siger Genz, der sammen med filmens fotograf, Sebastian Blenkov, arbejdede meget med slow motion, blandt andet inspireret af Wong kar-Wais stemningsfulde In the Mood for Love.
»Det hjælper virkelig meget at slowe et billede eller frame det på en særlig måde,« siger Genz.
»Vi lavede nogle af de slow motion-sekvenser, hvor Ling går op af trappen fra Kelds kælderbutik, i real motion, og det bliver konkret på en ikke-poetisk måde. Det bliver bare et menneske, der går ud af en dør og lukker den. I slow motion bliver det næsten himmelsk og svævende.«

Eksotisk rejse
Kinamand er baseret på et manuskript af Kim Fupz Aakeson, som en dag sad på sin lokale kinagrill og undrede sig over, hvad der mon foregik ude bagved i køkkenet.
»Hvad var det for et liv? Han kunne høre nogle stemmer både i køkkenet og endnu længere inde, men det var lukket land,« siger Henrik Ruben Genz, der blev involveret i projektet, da Fupz havde skrevet første udkast til manuskriptet.
»Og alt det, man ikke kan se, appellerer til fantasien. Han begyndte at spekulere over, hvordan pokker man kom om bag facaden. Så fik han ideen med at lade en blikkenslager sidde i grillen, da et vandrør springer i køkkenet.«
Genz, der også har instrueret Bjarne Reuter-filmatiseringen Én som Hodder, forklarer, at det, der tiltalte ham mest ved Fupz’ historie, ikke var romancen mellem de to meget forskellige mennesker, men den eksotiske rejse, som kedelige Keld kommer på.
»Jeg kunne se nogle billeder for mig,« siger Genz: »Han skulle krydse en gade i Vanløse og simpelthen rejse til Kina gennem grillbaren og køkkenet. Det skulle være en eventyrlig opdagelsesrejse, og det skulle være en visuel rejse fra det meget konkrete, næsten trivielle til noget dybt eksotisk. Hvis man så oven i købet kunne få en kærlighedshistorie til at fungere, så havde vi en verden, et miljø, som det ville være attraktivt at prøve at arbejde med.«
Genz og Blenkov opererede i den forbindelse med to fysiske udtryk og to forskellige farveholdninger.
»Kelds lejlighed skulle være nøgen og gråblå og – grøn, som et tomt akvarium. Det private Kina skulle med spraglet tapet og fuglebure og kringelkroge være i kontrast til det private Danmark med lige linjer og vægge og vinduer. Og idet Ling flytter ind i Kelds lejlighed, mærker man, uden at man ser det, at rummet bliver varmere.«

Han har dét
Rollen som Keld er Bjarne Henriksens første hovedrolle, og Henrik Ruben Genz fortæller, at valget faldt på den 46-årige skuespiller af flere grunde, ikke mindst hans udseende.
»Vi skulle bruge én, der var troværdig som blikkenslager, og Bjarne skal bare tage en kedeldragt på. Han har så meget håndværker i sig, og han er jo også uddannet murerarbejdsmand. Men jeg vidste også, at filmen handlede om kinesere, som, gik jeg ud fra, var små, spinkle, mørke i det og med sort hår, og jeg ville godt have et modspil, der var højt, lyst og fyldigt.«
Samtidig var det vigtigt – fordi Keld fra begyndelsen af filmen ikke er i besiddelse af en tydelig vilje, man som publikum kan følge – at han som person alligevel kunne pirre publikums nysgerrighed. Og det måtte komme fra skuespilleren.
»Hver gang, jeg ser Bjarne optræde, bliver jeg nysgerrig på ham,« siger 44-årige Genz, der gerne har villet arbejde sammen med skuespilleren, siden han så ham i nogle tidlige Filmskole-film.

Kinesisk kapacitet
»Når han er i billedet, sker der noget. Det lyder så åndssvagt at sige, at han kan fylde billedet ud, men han kan bære et billede, uden at jeg bliver træt. Der skal være nogle hemmeligheder, noget man ikke bare aflæser på fem minutter. Vi er inde i det der psykologisk-filosofiske område, som er så pissevanskeligt at beskæftige sig med, og som det derfor også er så svært at formulere sig omkring. Måske ligger det i blikket, smilet, hans væsen. Det fortoner sig lidt i det uvisse, hvad det er, Bjarne har, men han har dét – det, der eksponerer.«
Da Henrik Ruben Genz skulle finde en skuespiller til rollen som Feng, kinagrillens ejer, gik det op for ham, hvor svært det er at finde en kinesisk skuespiller, der samtidig kan tale et forståeligt dansk. Men fordi Fengs søster, Ling, ikke skulle tale dansk, kunne Genz tillade sig at lede efter en kvindelig skuespiller i udlandet.
»Og hvorfor ikke bare skyde enormt højt og gå til toppen? Vi lavede en liste over de fem største, kinesiske skuespillerinder omkring de 35-40 år,« siger Genz, der tog kontakt til blandt andet Gong Li, Maggie Cheung, Michelle Yeoh og Vivian Wu, der bedst er kendt for sin rolle i Peter Greenaways Pillow Book. Responsen var overvældende, og både Cheung og Wu var interesserede – men Wu kom først.
»Hvis vi på forhånd havde vidst, at vi ville få sådan en kapacitet, ville vi måske have skrevet Ling-rollen større, mere kulørt eller fysisk« siger Genz.
»Vi troede jo, at vi skulle ud og rent bogstaveligt finde en lokal, dansk kinagrillejers datter, som kunne gå rundt og se pæn ud, og derfor var det svært at skrive rollen større. Men faktisk er jeg glad for, at så erotisk en kvinde som Vivian er nødt til at være så tilbageholdende og ikke bare kaste sig i sine drifters vold.«
Det var essentielt, at den sidste scene i Kinamand blev optaget i Kina, og Vivian Wu kom også til at spille en vigtig rolle for, at det overhovedet kunne lade sig gøre. Derfor er hun sammen med sin mand en af filmens producenter.
»Det at filme i Kina er ikke noget, man bare gør,« siger Genz.
»Man skal igennem 12 forskellige, statslige kontorer, og der kan let gå to år, før man får tilladelse til at lave denne ene scene. Men fordi hun er et navn, kunne Vivian åbne dørene for os. Hun tog hånd om den kinesiske del af produktionen og fik banket alle aftalerne igennem.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu