Læsetid: 9 min.

Fællesskab – blålys eller politisk projekt?

Socialdemokratiet har i næste uge valgt en ny formand. Men har de også fundet en ny vision? På det seneste har flere debattører slået til lyd for, at centrum-venstres nye projekt skal mobilisere den selvfede middelklasses ansvar for fællesskabet. Men er middelklassen egentligt med på den?
9. april 2005

Handler det om mig?
Ta’ en tur med det københavnske S-tog, linje F. Langs banelegemet i Ordrup og Charlottenlund ligger den ene herskabsvilla efter den anden med store gamle frugthaver, flagstang og lækre terrassemøbler. Omkring Ryparken station ligger de små skæve kolonihavehuse og venter på, at københavnerne i storbyens lejligheder skal have lidt rabarber og muldjord under neglene. Ved Lyngbyvejen ses milliondyre byggeforeningshuse med det sociale boligkvarter Studsgård som bagtæppe. To stop mere. Det multietniske Ydre Nørrebro. Her fylder grønthandlernes varer hele fortovet, og der er en konstant vrimmel af mennesker på indkøb. Fra S-togs-stationen kan man skimte Lygten, det legendariske sæde for stærke fagforeninger og Folmer Bendtsens Plads, hvor Kvarterløft udstiller i den gamle stationsbygning, mens et par bajere eller to ryger ned på bænkene uden for.
Turen tager bare et lille kvarter. Alligevel er det som at rejse mellem flere kontinenter.
Der er langt fra den øvre middelklasses velbetalte job, deres grønne og lækre boligområder med gode skoler og kulturtilbud til fulde bistandsklienter og unge mennesker, der går med kniv, fordi det giver street credibility.

Debattører og intellektuelle har peget på, at Socialdemokraterne skal genfinde fortidens styrke ved igen at betone medansvar og fællesskab. Og måske nages den velstillede middelklasse i de store huse på sikker afstand af ghettoproblemerne af en slags dårlig samvittighed, fordi den gamle pligtfølelse over for fællesskab og løsning af samfundsproblemer trods alt ikke er helt bortraderet af den individualistiske opdagelse.
Arbejderbevægelsen kæmpede for kollektive løsninger, der indebar fordele for den enkelte. Og forestillingen om, at fællesskabet og civilsamfundet kan løse nogle af de samfundsproblemer, hvor staten har fejlet, trives hos centrum-venstre og blandt kommunitarister, hvor ideen om selvorganisering i det civile samfund ses som en politisk kraft.
Det kunne f.eks. betyde, at man appellerer til middelklassen i de pæne kvarterer om at organisere borgerinitiativer. F.eks. ved at sørge for, at der kommer tre-fire indvandrerbørn i hver klasse på den lokale, ressourcestærke folkeskole for at bryde ghettoisering og dannelse af subkulturelle indvandrermiljøer, som journalist og debattør Lars Olsen har gjort sig til talsmand for i sin nye bog Det delte Danmark.
Men er middelklassen med på den?
»Det kunne aldrig falde mig ind,« siger en af dem, forfatteren og sociologen Henrik Dahl.
»Det er ikke min opgave at frelse verden. Jeg betaler en høj skat, og så må staten tage sig af integrationen. Og hvis vi er ved at få et opsplittet samfund, må jeg stemme på nogle politikere, der vil tage sig af det. Det er illusorisk at tro, at jeg kan gøre verden bedre alene. Jeg skal leve mit eget liv; være noget for mine børn, min gamle mor og mine søskende. Derfor sætter jeg min lid til, at staten i kraft af mandatet fra den almene vilje, vil påtage sig opgaven med f.eks. at belære nogle indvandrere om sociale adfærdsregler eller afbøde de negative virkninger af deres asociale opførsel.«
Noget tyder på, at mange danskere har det lige som Henrik Dahl. De fleste er villige til at betale til de svage over skatten. Men det er så som så med lysten til at påtage sig et ansvar, der kan give problemer i dagligdagen, viser en undersøgelse foretaget af lektor ved Roskilde Universitetscenter Søren Juhl, gengivet i bogen Modernitet, velfærd og solidaritet.
Godt 1.000 danskere blev spurgt om, hvordan de ville reagere, hvis kommunen oprettede et bofællesskab for ressourcesvage personer i huset eller lejligheden ved siden af.
Mens kun en femtedel var skeptiske over for fysisk handicappede, sagde det store flertal nej tak til junkier på afvænning og flygtninge eller indvandrere i nabolaget.
I sin bog konkluderer Lars Olsen, at det givetvis spiller ind, at børnefamilier ikke vil ofre deres børn af idealistiske grunde. Men at mange altså også har de ’rigtige meninger’ og er villige til at betale til de dårligt stillede over skattebilletten, men ikke på det personlige plan vil bidrage til at løse samfundets problemer. Der er altså tale om en abstrakt solidaritet eller en overskudssolidaritet over for dem, man mener har brug for hjælp. Men kun på distancen.

Ifølge Henrik Dahl er hele ideen om at appellere til middelklassens ansvarsfølelses absurd. Borgerne tilhører ikke staten og fællesskabet, og vi skal ikke aftjene social værnepligt.
»Samfundet er for stort til, at man kan have en fællesskabsfølelse med alle. Det var anderledes i det lille samfund, som den tyske sociolog Tönnes kaldte Gemeinschaft, hvor skæbner var vævet ind i hinanden. I det store samfund er vi fremmede over for hinanden.«
I et stort samfund handler det i stedet om at lave regler for, hvordan vi kan blive fri for hinanden, mener Henrik Dahl. Fri for de mennesker, der vil noget andet end en selv – junke sig eller opdrage deres børn helt anderledes end flertallet af forældre.
»Det er urimeligt missionerende at appellere til folks medansvar. Det forudsætter, at man helt abstrakt har en pligt til at passe på nogle helt tilfældige mennesker. Nogle man helst vil være fri for, fordi de forpester ens tilværelse. De kommer ikke mig ved. At sige andet er hykleri.«
Lars Olsen mener derimod, at der findes en vilje blandt borgerne til at tage sig af problemer, der ikke ligefrem ligger på deres egen dørmåtte. Bl.a. af den simple grund, at det må gå op for folk, at de har en egen interesse i at bidrage til løsningen af integrationsproblemerne, fordi vi ellers ender med at få et langt mere opdelt samfund både etnisk og socialt.
Desuden understreger han, at hans forslag ikke går ud på at fordele unge 2. generationsindvandrere på vej ind i en kriminel løbebane ud på ressourcestærke skoler. Men derimod at indvandrerbørn sprogtestes som seksårige, og derefter fordeles på skoler, hvor langt de fleste elever har dansk baggrund:
»Det handler om, at medansvaret har en realistisk karakter, så man f.eks. ikke skal stille sit barn til rådighed for en skole med 50 eller 70 pct. indvandrere. Det drejer sig om at integrere tre-fire stykker allerede fra seksårsalderen i et andet fællesskab end det, der nogle steder tilbydes dem i subkulturelle miljøer.«
I de kommende år vil politikerne i flere kommuner formentlig begynde at fordele indvandrerbørn bedre på skolerne, og det bliver kun en succes, hvis middelklassen spiller positivt med, pointerer Lars Olsen. »Her mangler vi en moderne fortælling om rummelighed og mangfoldighed,« siger han.

Men social samhørighed kræver ifølge Henrik Dahl, at man deler værdier. Varme følelser mellem mennesker, der gør, at man vil yde noget for hinanden, opstår, fordi mennesker har et værdifællesskab. Sammen med værdifællesskabet opstår solidaritetsrelationen.
Solidaritet er bare ikke en ensrettet gade, påpeger Henrik Dahl. Pointen i andels-bevægelsen var f.eks., at de mindre andelshavere også skulle være solidariske med de store andelshavere, lige så vel som de skulle være solidariske med de små.
»De indvandrerbørn, der skaber problemer i skolerne – eksempelvis chikanerer Lars Olsens datter, der går i skole på Nørrebro og råber luder efter hende, som han beskriver i sin bog – de pisser på mine værdier om, at man skal bidrage til samfundet og lade være med at være asociale. Det er der bare ikke nogen i den pæne middelklasse, heller ikke Lars Olsen, der tør sige. Men folk har jo sagt deres mening. De flytter væk fra kvarteret i nødværge.«
»Og det gør de, fordi staten ikke beskytter lovlydige borgere på Nørrebro for eksempel imod antisociale elementer – danskere eller etnikkere. Efter min mening er det staten, der har et voldsomt problem, hvis den ikke kan håndhæve sit monopol på magt og sørge for disciplin i skolen. Vi har en stærk stat; den kan skrabe mange penge ind osv. Men den er svag i sit værdigrundlag. En retsstats værdigrundlag burde jo være, at man kan være i fred for de folk, der forpester ens værdigrundlag. Så kan man blive imperialistisk og sige: Mine værdier er bedre end dine, og det bliver, som jeg har sagt. Men det er der jo også regler imod.«
Lars Olsen mener, at hans forslag kan være med til at bringe mennesker med forskellig baggrund sammen, så et muligt værdifællesskab kan opstå.
»Tidligere havde folkeskolen en flot tradition for, at akademikeren og arbejderens børn voksede op sammen og lærte hinanden at kende. Men idealet om skolen som socialt mødested må tilbage. Det er også i de velstilledes interesse, bl.a. fordi det giver en bredere horisont og sociale kompetencer, som kan bruges senere i livet,« siger Lars Olsen.

Mentalitetshistorikeren Henrik Jensen, Roskilde Universitetscenter, har i sin bog Ofrets Århundrede kritiseret den rettighedstankegang, som velfærdsstaten har fremelsket, og som truer med at presse den i knæ, fordi de 90 procent rigeste betaler til de 90 procent fattigeste, mens kravene til servicen stødt vokser. Han har samtidig efterlyst en ny selvansvarlig borger, som kan etablere et fællesskab, der rækker ud over den enkeltes rettigheder.
Alligevel mener han på linje med Henrik Dahl, at netop integrationsproblemet kræver mere stat end borgerinitiativ og selvorganisering i civilsamfundet.
»Man kan sagtens anlægge den synsvinkel, Lars Olsen gør, der handler om at eliten har svigtet. På den anden side, tror jeg ikke sådan lige, man kan mobilisere et medansvar blandt folk. Vi taler om mennesker, der er opdraget til individualisme. Integration for eksempel er jo på ikke på nogen måde en naturlig proces. Derfor mener jeg også, at staten skal løse integrationsproblemerne. Det er den, der har lukket så mange indvandrere ind, som den nu har.«
Det skal ske gennem mere statslig styring, mener Henrik Jensen. Staten skal lave nogle løsninger, så man ikke bare kan vælge til eller fra. Hvis der for eksempel skal flyttes indvandrerbørn til ressourcestærke skoler, bør det ikke være muligt for forældrene at flytte deres børn over på en privatskole.
Så langt vil Henrik Dahl ikke gå: »Det er meget graverende, at staten fratager borgerne deres frie valg. Ligesom det er graverende, at staten indskrænker ytringsfriheden. Det kan gå i nogle meget velbegrundede tilfælde, men det mener jeg ikke, der er tale om, når det handler om, hvad forældre kan gøre, hvis en skoleklasse terroriseres af udisciplinerede elever.«
Til gengæld er Henrik Jensen enig med Lars Olsen i, at der mangler et værdifællesskab, eller det historikeren kalder en overordnet fortælling om, hvor samfundet er på vej hen.
»Det, der bekymrer mig, er, at hverken Socialdemokraterne eller de andre partier har nogen samlet ide om, hvor vi skal hen og hvilken kurs, der skal anlægges, for at vi når dertil. En overordnet forestilling, man kan hænge noget myndighed op på, og som man kan argumentere ud fra og sige: Det handler ikke kun om dig. I stedet drejer det sig bare om, at det ikke skvulper så meget, at vi synker,« siger Henrik Jensen.
Henrik Dahl mener derimod, at forestillingen om en moderne fortælling om fællesskab som politisk mobiliseringskraft er et blålys.
»Jeg kan ikke se, at et politisk projekt kan handle om fællesskab. Det bør i stedet handle om tillid. Vi skal have et samfund, hvor jeg kan have tillid til, at de mennesker, jeg møder på gaden som udgangspunkt vil mig det godt. At de er venligtsindede; ikke er korrupte eller voldelige. Jeg skal have tillid til, at en muslimsk fanatiker ikke kan indføre sharia lige så lidt som en kristen fanatiker kan forbyde abort og dermed gribe ind i mine reproduktive rettigheder. Det er, hvad en moderne stat bør handle om,« siger Henrik Dahl.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu